Debatindlægget er bragt på Science Report den 2. februar 2021. Skrevet af Jeppe Wohlert, programleder i Tænketanken DEA.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) afviser i mediet Science Report en kritik fra os om, at regeringen mangler planer for, hvordan den grønne forskningsstrategi skal bidrage til opfyldelsen af klimalovens målsætninger. Ministeren ønsker ikke detailstyring, som hun frygter, vil være en spændetrøje for forskningsaktørerne.

Læs DEAs rapport: Hvordan kan ´missioner´ sætte retning for den grønne omstilling?

Lad mig slå fast, at DEA heller ikke mener, at detailstyring hører hjemme i de offentlige uddelinger af forskningsmidler. Vi ønsker derimod en tydeligere køreplan, forstået som, at regeringen bør gøre sig klart, hvordan den mere præcist forventer, at missionerne i den grønne forskningsstrategi vil føre til reduktioner af drivhusgasudledning. Her er det ikke nok at have en strategi for, hvordan missionerne udvikler nye løsninger. Hvis danske virksomheder ikke tager nye løsninger i brug, fx fordi de er for dyre, leverer de ingen reduktioner.

Vores pointe er, at det bliver forholdsvist uforpligtende at forfølge reduktionsmål uden at lægge planer for, dels hvor store investeringer, det vil kræve at accelerere udviklingen af grønne løsninger mod 2030-målet, dels hvilke andre virkemidler der skal bidrage til at efterspørge de grønne løsninger, så de rent faktisk tages i brug og fører til reelle reduktioner.

Det er altså afgørende, at regeringen ekspliciterer sine forventninger til delmål i fx 2025, hvis ministeren som ønsket vil evaluere på, om udviklingssporet går hurtigt nok, ved ”at følge missionerne og partnerskaberne tæt, så vi sikrer, at vi hele tiden går i den rigtige retning”. Ellers risikerer regeringen at forlede sig på for usikre, forhåbningsfulde og ikke tilstrækkeligt underbyggede forventninger om at nå i mål i sidste øjeblik.

Vi har travlt, hvis mål skal nås allerede i 2030

DEA bakker varmt op om regeringens ambitiøse målsætninger. Men det betyder også, at vi har travlt, hvis nye løsninger fra forskning og innovation skal nå at levere reduktioner for drivhusgasudledninger inden 2030.

Mere konkret betyder det, at modningen af eksisterende og lovende teknologiske løsninger inden for de fire missioner i den grønne forskningsstrategi vil kræve betydelige årlige investeringer udover de 700 mio. kr., der er afsat på forskningsreserven for 2021. Her skal regeringen tænke kreativt i forhold til finansieringsmodeller, som i eksemplet med PSO-afgiften, der siden 1998 har garanteret konkurrencedygtige priser på vindenergi, og i form af en tilpas høj drivhusgasafgift, som allerede nu bør annonceres og indfases løbende over en årrække for at tilskynde, at danske virksomheder adopterer og udvikler mere klimavenlige teknologier inden 2030.

Lang vej fra forskning til brugbar teknologi

Historien viser, at det tager årtier, fra man har en god forskningsidé, til den udvikles til en energiteknologi, som i vidt omfang tages i brug af markedet. Men den hurtige udvikling af corona-vacciner har vist, at det kan lade sig gøre at accelerere et sådan udviklingsforløb betydeligt. Bl.a. fordi private og offentlige fonde investerede massivt i udviklingen af vacciner og – meget væsentligt – fordi regeringer verden over bestilte milliarder af vacciner på forhånd. Selvom der på mange måder er forskel på at udvikle energiteknologier og corona-vacciner, kan man ikke komme udenom, at mængden af investeringer samt virksomhedernes forventninger til, at deres løsninger vil blive købt, betyder noget for hastigheden af udviklingen.

Udover virkemidler, som PSO-afgift og drivhusgasafgift, bør regeringen mere konkret overveje, hvordan dens arbejde med strategien for grønne offentlige indkøb kan bruge indkøb til at styrke efterspørgslen på teknologiske løsninger relateret til de fire missioner i den grønne forskningsstrategi.

Ambitioner kræver mere planlægning

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, når løsningerne endnu ikke er på markedet. Men hvis ikke regeringen arbejder for at understøtte markeder for de nye teknologier, vil markederne højst sandsynligt opstå for sent til at levere reduktioner til klimamålet i 2030.

Regeringen bør være konkret i forhold til, hvordan den vil finansiere markedsmodningen og hvordan den vil efterspørge de nye teknologiske løsninger, der skal levere reduktionerne til 2030-målet. Innovationsfondens forestående arbejde med at udarbejde roadmaps for de fire missioner er en kærkommen del af den køreplan, men desværre kun for en meget begrænset del af den finansiering og de virkemidler, som er nødvendige for at levere de forventede reduktioner i drivhusgasudledning til 2030-målet.

Derudover er det helt afgørende, at regeringen skelner mellem den finansiering og de virkemidler, der skal understøtte bidraget til 2030-målet fra forskning og innovation, og så den forskningsindsats, der på den lange bane skal levere løsningerne til 2050-målet. I forhold til 2050-målet skal vi benytte helt andre virkemidler, herunder understøtte den langsigtede, grundlagsskabende strategiske forskning, som DEA pointerede i Altinget i december.

Ros til regeringen for at være ambitiøs

Det er rigtig positivt, at regeringen i sit Klimaprogram for 2020 har store forventninger til, at nye forskningsbaserede løsninger under missionerne i den grønne forskningsstrategi vil levere de sidste og desuden vanskelige reduktioner på 8 mio. ton CO2-e, som skal bringe os i mål med klimamålet for 2030. Men vi er bekymrede for, at manglende planer for bl.a. ibrugtagning af nye løsninger, betyder, at vi ikke når i mål i tide.