DEBAT

5 minutters læsning

9. jan, 2023

Klimaudfordringen er ikke en månelanding

DEBAT

5 minutters læsning

9. jan, 2023

Klimaudfordringen er ikke en månelanding

Kontakt for mere information

Klimaudfordringen bliver med den tidligere regerings fire forskningsmissioner i vidt omfang reduceret til at være en udfordring, der kan løses med teknologiske løsninger. Men det er en risikabel reduktion, der i værste fald kan betyde, at vi ikke når klimalovens mål. 

Lande og regioner rundt om i verden sætter sig i stigende grad for at bruge innovationspolitik til at forfølge løsninger på store samfundsudfordringer som klimakrisen. Ikke mindst i Danmark, hvor den seneste S-regerings grønne forsknings- og innovationsstrategi fra 2020 introducerede fire teknologiske missioner for: 1) fangst og lagring eller anvendelse af CO, 2) grønne brændstoffer til transport og industri, 3) klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion og 4) genanvendelse og reduktion af plastikaffald. 

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i dag ansvaret for arbejdet med de fire missioner, som både skal skabe nye danske eksportmarkeder og bidrage til at nå klimalovens mål om 70 procents reduktion af drivhusgasudledninger på dansk jord i 2030 og et klimaneutralt Danmark i 2050. 

Men klimakrisen er et eksempel på en af flere hyperkomplekse kriser, vi står over for i dag. Skal vi indfri klimalovens målsætninger, er det ikke tilstrækkeligt med en strategi for udvikling af grønne teknologier. Det konkluderer Tænketanken DEA i en ny undersøgelse af, hvad statens missionsdrevne innovationspolitik kan lære af den historiske udvikling og udbredelse af vindteknologier i Danmark. 

Klimaet kan ikke sammenlignes med månerejser 
Nutidens missionsdrevne innovationspolitik udspringer af historiske eksempler på forsknings- og innovationspolitiske missioner. Mest kendt er nok Apollo-programmet, hvor den amerikanske regering i 1961 satte sig for at lande en mand på månen og få ham sikkert tilbage igen. Månelandingen var en teknologisk udfordring og trak på forsknings- og innovationsmiljøer omkring USA's National Aeronautics and Space Administration (NASA).  

Imidlertid er nutidens kriser som faldende fødevaresikkerhed, ulighed i sundhedssystemet og ikke mindst klimaforandringerne grundlæggende af en helt anden karakter. Forskere har døbt sådanne kriser wicked problems og beskriver udfordringerne som komplekse, svære at definere, uforudsigelige, kendetegnet ved at være grænsende til allestedsnærværende, at gribe ind i hinanden og at have konsekvenser for hele systemer som eksempelvis socioøkonomiske systemer og klimaet. Her er teknologiske løsninger ikke længere tilstrækkelige.  

Udfordringerne kræver også løsninger, som ændrer på vores adfærd og kulturelle tilbøjeligheder, som eksempelvis madvaner, flyrejser og affaldshåndtering. Sådanne adfærdsændringer betragtes i dag ikke som en del af innovationspolitikken, til trods for at de påvirker sandsynligheden for, at løsninger som eksempelvis nye teknologierne udbredes i samfundet. Statens påvirkning af adfærden i samfundet varetages af efterspørgselsorienterede politiske instrumenter i andre ministerier, eksempelvis Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriets offentlige udbud af opførslen af nye energikraftanlæg og prisstøtte til at drive anlæggene. Og det arbejde foregår i dag uden større koordinering med de teknologiske missioner i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Parallelarbejdet risikerer at forsinke indfrielsen af Klimalovens mål og kan i værste fald betyde, at vi ikke når målene. 

Det vil kræve ændringer i vores adfærd 
Skal de teknologiske løsninger såsom grønne brændstofteknologier og fangst og lagring af CO2 ud og virke allerede inden 2030, som den tidligere regering satte sig for med den grønne forsknings- og innovationsstrategi, vil det kræve adfærdsændringer på flere planer. Alene for missionen om grønne brændstoffer peger DEAs undersøgelse på tre opmærksomhedspunkter. 

For det første eksisterer der i dag ikke noget marked for grønne brændstoffer. Det er en flaskehals for udviklingen af teknologierne. Derfor bør politikere og embedsfolk i den danske innovationspolitik koordinere politikken for både udvikling og udbredelse af nye løsninger i langt højere grad. En sådan nyorientering af innovationspolitikken indebærer en ændring i både politikudvikling og -implementering. Ændringer, der vil give bedre vilkår for timingen af nye politiske instrumenter som fx støtte til forskning og udviklingssamarbejde mellem forskere og virksomheder, CO2-afgifter og offentlige udbud af nye kraftanlæg for grønne brændstoffer. Hidtil har den timing ikke været optimal. Der gik således mere end et år efter lanceringen af missionerne i den grønne forsknings- og innovationsstrategi i regi af Uddannelses- og Forskningsministeriet, før den tidligere regering lancerede en strategi for udvikling af et nyt marked for grønne brændstoffer i regi af Klima, Energi- og Forsyningsministeriet. 

For det andet vil missionen om grønne brændstoffer kræve, at virksomheder investerer betydeligt i udviklingen af grønne brændstofteknologier. Her vil den kommende nye CO2-afgift forventeligt få stor betydning for både virksomhedernes adfærd og efterspørgslen på grønne brændstoffer fra markedet, borgerne samt offentlige myndigheder. Begge dele er afgørende for, at vi får udviklet teknologierne til at producere grønne brændstoffer i stor skala, og at vi opbygger viden om, hvordan brændstofferne bedst indgår i fremtidens emissionsfrie energisystem. 

For det tredje kan borgerne påvirke kommunernes interesse for som planmyndighed at lade grønne brændstofanlæg opføre lokalt. Hvis ikke borgerne involveres i planerne for udbredelsen af produktionsanlæg for grønne brændstoffer, risikerer planerne at blive mødt af den samme borgermodstand, som de sidste årtier har bremset udbygningen af vindkraft på land og kystnære strækninger. Derfor bør borgerinvolvering få større opmærksomhed i arbejdet med den seneste regerings grønne missioner. 

Hidtil har dansk innovationspolitik været drevet af mere neutrale ønsker om at styrke økonomien og levere løsninger på store udfordringer. Men den missionsdrevne innovationspolitik er et paradigmeskifte, som rækker langt ud over at ville sætte en mand på månen. Det er på tide, vi behandler den sådan. For hvis ikke politikere og embedsfolk i dansk innovationspolitik begynder at interessere sig mere for, hvordan nye løsninger bliver udbredt i samfundet og på den måde påvirker vor tids store udfordringer, risikerer vi ganske enkelt, at vi ikke når klimamålene. 

Indlægget blev bragt på Altinget.dk d. 9. januar 2023

Hent og bliv klogere

Kontakt for mere information

Verden er ikke så sort/hvid