DEBAT

4 minutters læsning

31. jan, 2022

Tænketanken DEA: Børnenes statsminister bør formulere en dedikeret børnepolitik

DEBAT

4 minutters læsning

31. jan, 2022

Tænketanken DEA: Børnenes statsminister bør formulere en dedikeret børnepolitik

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

Når man først får indstillet linsen, så er der et legitimt børneperspektiv på mange, mange politikområder. Men vi er ikke i træning med at tænke en gennemgående børne- eller familiepolitik, så derfor skal Mette Frederiksen brede perspektivet ud, så vi får vævet børnenes fremtid ind i alle de initiativer, som vi tager på fællesskabets vegne, skriver Stina Vrang Elias.

Indlægget blev bragt i Altinget Børn d. 31. januar. Det er skrevet af Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA. 

Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Det er regeringens ambition – en ambition, det er svært at være uenig i, men som også kræver mange forskellige greb og indsatser, hvis den skal realiseres.

Derfor er det vigtigt, at statsministeren holder fast – og meget gerne sætter nye, mere bredspektrede initiativer i gang, så vi kan komme tættere på målet.

Ret skal være ret. Christiansborg har leveret på en række vigtige initiativer i de seneste år. På socialområdet har man vedtaget reformen “Børnene først”, som skal hjælpe udsatte børn familier tidligere og bedre end i dag. Ligesom det er værd at fremhæve minimumsnormeringer, evaluering af pædagoguddannelsen, midler til både børneforskning og pædagoguddannelsen, ligesom der er igangsat en kvalitetsundersøgelse på dagtilbudsområdet.

Dagtilbud kan løfte børnene

På det almene område er rigtig mange initiativer rettet mod at styrke kvaliteten af vores dagtilbud. Og det første, som Mette Frederiksen skal levere på, er derfor en opfølgning på netop kvalitetsundersøgelsen.

Høj kvalitet i vores dagtilbud er rigtig vigtigt, fordi danske børn bruger meget af deres vågne tid i dagpleje, vuggestue eller børnehaver. Gode dagtilbud er også vejen til, at langt flere børn får bedre fremtidsudsigter, end de ellers ville have haft.

I DEA har vi for nyligt gennemført en analyse, som viser, at gode dagtilbud har stor betydning for børnene. Faktisk kan de bedste dagtilbud flytte barnets fremtidsudsigter fra den fremtid, som man normalt har, hvis ens forældre er ufaglærte til at have et fremtidsperspektiv, som svarer til, at deres forældre har en professionsbacheloruddannelse.

Det er en meget stor forskel. Og man bliver glad ind i hjertet af at vide, at der er børn, som får bedre muligheder, fordi de har gået i et godt dagtilbud. Tilsvarende nedslående er det selvfølgelig, at der er dagtilbud, som ikke lykkes med at understøtte børnene – og derfor bliver den kvalitetsundersøgelse, som er sat i gang, også afgørende. Den kan forhåbentlig give pejlemærker for, hvordan alle dagtilbud bliver bedre til at løfte børnene.

"Hvad betyder det for børnene?”

Men det er ikke nok med gode dagtilbud. Selvom børnene er der i mange timer, så er de først og fremmest deres forældres børn. De indgår i en familie. Og den familie har vilkår og betingelser, som børnene trives eller mistrives under.

Historien lyder, at Claus Hjort-Frederiksen i sin tid som finansminister havde et skilt på sit bord, hvor der stod “Hvor skal pengene komme fra”. På samme måde skal Mette Frederiksen have et skilt på sit bord, hvor der står ”Hvad betyder det for børnene?”.

En børnepolitik skal tænke hele vejen rundt om barnet og inddrage alle elementer af barnets liv. Det er naturligt at starte med social - og uddannelsespolitik, men også arbejdsmarkedspolitik, beskæftigelsespolitik, infrastruktur, fødevarer, kunst og kultur er vigtige elementer i barnets liv.

Børneperspektiv på flere politikområder

Et eksempel er arbejdsmarkedspolitik. Arbejdstid, ferie, hjemmearbejde har enorm indflydelse på familiens muligheder for at have en god hverdag sammen – men også tid til at holde ferie sammen.

Alt sammen af overordentlig stor betydning for kvaliteten af et barns liv. Eller barselslovgivning, som giver nutidens børn en noget anden start på livet, end da jeg blev født – og lige om lidt, så sikrer vi også, at alle fædre får mulighed for tid sammen med det lille barn.

På samme måde har infrastruktur betydning for, om forældrene sidder i kø eller kan få en fredelig eftermiddag med børnene. Fødevarepolitik for den mad, som børnene spiser. Kunst og kultur for mulighederne for at opleve Hr. Skæg, læse ”Vitello redder verden” og se ”Cykelmyggen og dansemyggen”. Når man først får indstillet linsen, så er der et legitimt børneperspektiv på mange, mange politikområder, men vi er ikke i træning med at tænke en gennemgående børne- eller familiepolitik.

Min opfordring til Mette Frederiksen er derfor: Hold fast i, at du vil være børnenes statsminister – men bred perspektivet ud, så vi får vævet børnenes fremtid ind i alle de initiativer, som vi tager på fællesskabets vegne.

Kun på den måde kan Danmark blive verdens bedste land at være barn i. Der er vitterlig ingen grund til at sænke den ambition. Tværtimod. Børnene er vores håb.

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71