De senere år skulle der efter sigende være sket noget mærkeligt i november måned på udlejningsplatformen Airbnb. Især i Københavnsområdet skulle der florere annoncer, hvor du kan ”bo til leje” på en adresse inden for en attraktiv folkeskoles skoledistrikt. Og nå jo, du må gerne have c/o-adresse der i november måned. Hvor heldigt – nu er dit barn garanteret en plads på lige netop dén folkeskole.  

Hvis Airbnb-historierne er sande, er det anden potens af en allerede afdækket tendens, hvor ressourcestærke forældre midlertidigt skifter adresse for at deres børn får plads på attraktive folkeskoler.  

De ressourcestærke forældre skal altså nok finde veje uden om kommunernes forsøg på at sammensætte børn fra bare nogenlunde forskelligartede hjem, som er humlen med skoledistrikterne.  

Jeg forstår det jo godt. Hvem vil ikke sine børn det bedste? Og er det ikke en gratis omgang for mig at skyde på dem, der finder genveje ind på de eftertragtede folkeskoler? 

Jo. Dybest set. For selvom jeg ofte fremhæver, at mine børn selvfølgelig har gået i folkeskole, så har de jo gået på folkeskoler i Nordsjælland. Gode skoler med relativt mange ressourcer og stor homogenitet.  

Så selvom mine børn har gået i folkeskole, så tror jeg ikke, at de kender nogen, som for alvor er anderledes end dem selv. Vores familie ligner de familier, vi bor i nærheden af. Vi kører i nogenlunde samme bil, spiser nogenlunde samme mad, læser nogenlunde samme bøger. Så mine børns sensitivitetsmuskel overfor ”det andet” eller ”det fremmede” er ganske enkelt ikke blevet trænet særlig meget.  

I 2022 var det 19,5 procent af de danske skoleelever, der gik på privatskole. I nogle kommuner er det mere end hver tredje elev. Læg så hertil, at der er svært forskellige grader af opbakning til folkeskolerne i de store byer såsom København, afhængig af skolens ry.  

Det er klart, at forældre vil gå langt for at give deres børn de bedst mulige betingelser – og jeg går på ingen måde ind for, at man skal lave eksperimenter med sine børn på baggrund af idealer. Men det er alligevel tankevækkende, at så mange forældre har flyttet deres børn væk fra folkeskolen - eller vil gå gennem ild, vand, Airbnb-annoncer og hus på den rigtige side af vejen for at få deres børn på en bestemt folkeskole. 

Så udover at vi i højere grad klumper os sammen med mennesker, som ligner os selv, så vælger vi også folkeskolen fra – og dermed den dannelse til fællesskab, som lige præcis denne samfundsinstitution har så stort et potentiale for at være.  

Man skal ikke romantisere eller forherlige fortiden, men tankevækkende er det, at skolen historisk har fungeret som en smeltedigel, hvor fundamentet for fællesskab blev lagt – fordi vi mødte hinanden på kryds og tværs af samfundsskel.  

Jeg gik i klasse med Janne. Hendes mor gjorde rent på alderdomshjemmet og hendes far i arbejdede i Sparekassen. Arnes far og mor havde et landbrug – ligesom Lone, Lisbeth og Hannes forældre. Heidis mor forpagtede kroen og hendes far arbejdede på havnen. Rebekkas far havde en fabrik langt væk fra Møn i Birkerød - hvad den producerede anede vi ikke, men det var langt væk og anderledes. Jeg selv kom fra et hippiehjem med kompostspand og geder på marken på den yderste venstrefløj.    

Skolen er på mange måder blevet meget stærkere og bedre. Mine børn har gået i en langt mere eksperimenterede og børnevenlig skole, end jeg selv. Men skolen af i går var en skole, hvor man vitterlig mødtes på kryds og tværs af baggrunde. Vi lærte, at der er mange måder at leve et liv på, og at der grundlæggende er mere, vi er fælles om, end der skiller os ad.  

Fravalget af folkeskolen starter i begyndelsen af 1980’erne. En af forklaringerne kan være, at velstandsudviklingen fra 1984 og frem bl.a. bliver omsat i større “forbrug” af alternative skoleformer. I min egen familie gik jeg og mine tre søskende på Fanefjordskolen. Det var godt for mig, og jeg trivedes i den grad. Men da det modsatte gjorde sig gældende for min 12 år yngre søster i slutningen af 80’erne, havde hun brug for et skoleskift og flyttede til en friskole. Det havde vores familie fået råd til på daværende tidspunkt.  

Når vores fællesskab er udfordret, så skyldes det naturligvis ikke alene, at folkeskolen som fælles fundament er svundet ind. Der er mange andre elementer i den udvikling– et eksempel er, at vores fælles samtale og fortolkning af virkeligheden er udfordret af et stadig mere fragmenteret medieforbrug.  

Engang kunne man sætte sig ved frokostbordet på sin arbejdsplads og referere til gårsdagens TV-avis og være nogenlunde sikker på, at majoriteten vidste, hvad man talte om. I dag kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har set flow-TV. Tankevækkende var det også, da en af mine kolleger fortalte, at hun og hendes kæreste, som deler adresse, får forskellige nyheder i deres feed fra samme avis.  

Min virkelighed er således ikke længere din virkelighed. Og selvom vi godt kan leve med, at virkelighederne ikke er ens, så skal de dog helst kunne forbinde sig til hinanden. Her kan og bør skolen spille en afgørende rolle ift. at danne børn og unge, så vi i det mindste kan sætte os i hinandens sted. 

I efterårsferien genlæste jeg Harvard-professor Danielle S. Allens bog “Talking to Strangers” fra 2009. Den handler om hendes kærlighed til demokrati og medborgerskab. Om hvorfor, det er så vigtigt, at vi taler med nogen, som er forskellige fra os selv. 

Demokrati kræver, at vi grundlæggende stoler på hinanden. Velfungerende demokratier fordrer, at vi fra tid til anden træffer beslutninger, som ikke er til vores eget bedste, men som vi bakker op om, fordi det er i fællesskabets interesse. En af erkendelserne fra vores håndtering af COVID er, at præcis dét er vi gode til i Danmark. Måske fordi vi er dannet og uddannet til det. Men det kan man ikke tage for givet. 

For hvis vi ikke kender hinanden – og kan føle den omsorg og empati for hinanden, som dét at sætte andres ve og vel forud for egne, bliver det fælles sundhedssystem, vores uddannelser og sociale sikkerhedsnet udfordret. Det bliver sværere at se ideen i at opgive noget til fordel for andre, hvis vi ikke kender og kan identificere os med dem. Hvis ikke vi har et fælles ”vi”, der er større og mere end både dig og mig, men som rummer os begge. 

Vi kan diskutere størrelse, prioritering og indretning, men grundlæggende er vi danskere og de politikere, vi har valgt, glade for vores samfundsmodel. Men hvis vi vil bevare og udvikle den, har vi en særlig forpligtelse til at udvikle vores skole – og resten af uddannelsessystemet – så det også kan danne og uddanne fremtidens generationer til fællesskab og demokrati. Så i tæt kobling til den trivselskrise, som er på alles læber, burde vi nok drøfte den fællesskabskrise, vi står i. Og spørgsmålet er, om det i tilstrækkelig grad adresseres i det kvalitetsprogram for udvikling af folkeskolen, som regeringen har lanceret?  

Der er ingen tvivl om, at der er bred konsensus om, at folkeskolen er noget helt særligt som samfundsbærende institution. Det gælder også politisk. Både Statsminister Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen, Matias Tesfayé og Christina Egelund deltog, da førnævnte kvalitetsprogram blev præsenteret i begyndelsen af oktober. 

På hver deres måde betonede de, hvorfor folkeskolen er vigtig. Og jeg sad tilbage med en oplevelse af, at tværsnittet af deres perspektiver var, at folkeskolen er vigtig, fordi det er dér, vi bliver kittet sammen som mennesker – mens vi er små mennesker, som endnu ikke har så mange fordomme og forbehold overfor hinanden.  

Det er befriende, at den politiske diskussion om folkeskolen har et konstruktivt afsæt. Med det sagt, ser jeg to grundlæggende udfordringer i kvalitetsprogrammet for udvikling af folkeskolen. Den ene går på processen. Den anden på målgruppen.  

I forhold til processen, vil jeg appellere til, at man træder et par skridt tilbage og forholder sig til, hvad formålet med folkeskolen anno 2023 skal være? Den nuværende formålsparagraf er fra 2006. Spørgsmålet om, hvorfor vi holder skole blev altså senest besvaret for 18 år siden. Måske er det på tide at genbesøge det nu af den simple årsag; at verden selvsagt er en helt anden i dag. 

I 2017 foreslog LIFE-fondens direktør Stefan Hermann at nedsætte en såkaldt “formålskommission” for alle niveauer i skole og uddannelsessystemet. Pointen var, at vi ikke kan blive ved med at lave reformer, som alene handler om “hvad” og “hvordan”, uden at forholde os til det grundlæggende “hvorfor”. Hvad er formålet med vores skole? Hvad skal den kunne?   

Det ser vi nu gentaget i regeringens kvalitetsprogram for folkeskolen. Den indeholder et stort katalog af forskellige tiltag. Fra juniormesterlære til et valgfag om teknologiforståelse. Men det grundlæggende “hvorfor” står ubesvaret hen. Der ligger en åbning i arbejdet med læreplanerne, som er en del af kvalitetsprogrammet, men alligevel: burde vi ikke starte med en helt grundlæggende drøftelse af hvad skolen skal kunne i en tid, hvor fællesskabet skrider? 

Den anden udfordring i kvalitetsprogrammet er målgruppen. For det er primært målrettet de elever med de største faglige udfordringer. Hvilket ikke er så underligt, når hver ottende elev forlader 9. klasse uden at bestå dansk eller matematik. Det er den højeste andel siden 2017. Det er åbenlyst, at vi har en særlig opgave i at hjælpe denne gruppe bedre. Dem skylder vi allermest. Men vi skylder også at have et fokus på alle de andre børn. De børn som er helt almindelige – eller meget dygtige. Hvordan skal kvalitetsprogrammet favne dem?

Spørgsmålet er, om vi ikke burde bruge anledningen til at standse op og have en langsom samtale om, hvordan formålet for en folkeskole, som er attraktiv for såvel de fagligt stærkeste som svageste elever ser ud? En faglighed, som vi ved ofte hænger tæt sammen med familiens uddannelses- og økonomiske ressourcer.  

Ligesom velfærdsstaten rummer en samfundskontrakt med borgerne, hvor ydelser og rettigheder veksles med høj skattebetaling og arbejdsvilje, rummer folkeskolen også en kontrakt med forældrene. 

Måske er det en utopi, men jeg tror faktisk, at et formål som forholder sig aktivt til bæredygtighed, biodiversitet, fællesskab og mangfoldighed kan foldes ud, så det gør folkeskolen attraktivt for den danske middelklasse. Hvad nu, hvis det kunne blive et særkende ved den danske folkeskole, at det var her, dit barn havde de bedste muligheder for at blive en demokratisk sindet medborger? Alene fordi, det var her, dit barn mødte børn, som var helt forskellige fra dem selv.  

For det er ikke kun de socialt udsatte, skoletrætte børn, der lærer af at møde børn fra klimabeviste højskolehjem. Den mekanisme går i dén grad også den anden vej. Og den opfattelse tror jeg faktisk, langt de fleste danskere er enige i.  

Statsministeren taler ofte uforfærdet til vores arbejdsmoral. Men burde man også tale til vores pædagogiske moral, og ikke alene i ord, men også i handling gøre noget ved det? Det kræver blandt andet, at vi drejer samtalen om mistrivsel væk fra at handle om det enkelte barn eller ung til at handle om det pædagogiske og didaktiske arbejde, som kan skabe de fællesskaber, hvor alle kan lære og trives.  

Det kræver en politisk indsats, men det kræver også, at vi, ressourcestærke forældre, kæmper for den folkeskole. Og bakker op om den.  

Det er ikke nogen nem opgave. Men jeg er overbevist om, at vi bliver nødt til at besvare det grundlæggende spørgsmål; hvad vil vi med folkeskolen? Hvilke værdier skal præge det folk som dannes og uddannes i skolen? Hvordan skaber vi en skole, som alle har lyst til at sende deres børn i? For det er her, de bliver dannet og uddannet til at begå sig en stadig foranderlig verden, i et stærkt demokratisk fællesskab.