Forskning og Innovation

12 minutters læsning

18. feb, 2020

Usikkerhed for nyudklækkede ph.d.er på universiteterne

Forskning og Innovation 

12 minutters læsning · 18. feb, 2020

Usikkerhed for nyudklækkede ph.d.er på universiteterne

Få det sort på hvidt

Kontakt for mere information

Lena Lindbjerg Sperling

lls@dea.nu

2830 3826

Anna Groes

ag@dea.nu

2577 5790

Motivation 


Globaliseringsaftalen fra 2006 medførte en væsentlig stigning i både antallet af ph.d.er indskrevet på danske universiteter og antallet af midlertidige postdoc-stillinger. Det øgede ph.d.-optag blev videreført i 2012
, og der er siden 2010 hvert år blevet indskrevet ca. 2.500 ph.d.-studerende. Motivationen bag globaliseringsaftalen var, at den offentlige forskning i Danmark skulle kunne måle sig med den bedste i verden og danne grundlag for fortsat vækst og velstand. Alt tyder på, at missionen er lykkedes. Det er stadig de bedste kandidater, målt på gymnasiale karakterer, der tager en ph.d., og kvaliteten er ikke faldet, viser en evaluering fra UFM. 

En nylig rapport fra Danmarks Forsknings- og innovationspolitiske Råd om Globaliseringsaftalen viser, at antallet af yngre forskere ansat i midlertidige stillinger er steget markant de seneste år. Det har ændret det akademiske arbejdsmarked for ph.d.er, idet det tager længere tid at opnå en fast stilling efter endt ph.d.-uddannelse. En akademisk karriere er dermed i stigende grad forbundet med stor usikkerhed for yngre forskere, og denne gruppe er relativt stor grundet det øgede ph.d.-optag. Det øgede optag af ph.d.-studerende og oprettelse af postdoc-stillinger er desuden sket samtidig med en ændring af forskningsfinansieringen, hvor en større andel af finansieringen kommer fra eksterne kilder. Det kan have betydning for, hvilken vejledning ph.d.erne får og potentielt for ph.d.ernes videre karrierevej. Den lavere jobsikkerhed for universitetsforskere de første år efter endt ph.d.-uddannelse kan desuden have betydning for, hvilke ph.d.er der vælger at forsøge sig med en forskerkarriere. 

Formålet med denne rapport er at kortlægge, hvad der karakteriserer disse nye ph.d.er sammenlignet med de tidligere mindre årgange, hvordan deres karriereforløb efter endt ph.d.-uddannelse har været, og hvilke faktorer der hænger sammen med såvel karrierevej som lønniveau. Det inkluderer en analyse af, hvordan de forskellige finansieringskilder hænger sammen med ph.d.ens karriereforløb efter dimission, og hvordan finansieringen varierer på tværs af hovedområder og universiteter.  

Rapporten bygger på registerdata fra Danmarks Statistik fra perioden 1995-2017, hvorfor det er muligt at sammenligne ph.d.er optaget før og efter det øgede optag. Sammenligningen mellem de nye, store årgange og de tidligere, mindre gør det muligt at se, hvorvidt det øgede ph.d.-optag har ændret vilkårene for ph.d.er, og kan dermed give en bedre forståelse af effekten af globaliseringsmidlerne. Derudover ønskes et større perspektiv på ph.d.ernes karrieremuligheder, også set i lyset af stigningen i antallet af postdoc-stillinger samt det generelle uddannelsesløft, der har medført en stigning i antallet af danske kandidater.  

Hovedbudskaber


Store lønefterslæb ved midlertidige universitetsansættelser 
Ph.d.er, der skifter mellem universitetsansættelser og andre brancher, har et markant lønefterslæb på omkring 20 pct. seks år efter endt ph.d.-uddannelse sammenlignet med ph.d.er fra samme årgang og fagområde, der enten har ingen eller fuld universitetsansættelse i de første seks år efter dimission. Ca. halvdelen af de godt 11.000 ph.d.er, der blev færdige i årene 2000-2011 og efterfølgende var på det danske arbejdsmarked, havde mindst ét års ansættelse på et dansk universitet i løbet af de første seks år på arbejdsmarkedet.  

En tredjedel af disse starter med at forlade universitet, men vender tilbage efter få år. De har en lønindkomst, der er ca. 25 pct. lavere end de andre i det første år efter deres ph.d.-dimission, se nedenstående figur. En anden tredjedel arbejder på et dansk universitet i alle seks år efter endt ph.d., hvor deres løn ikke adskiller sig meget fra ph.d.erne med en stabil karriere udenfor universitetet.  

Den sidste store gruppe, omkring 25 pct., starter deres karriere efter ph.d.en på universitetet, hvorefter de forlader universitetsforskningen i løbet af de efterfølgende fem år. Det store lønefterslæb i særdeleshed drives af denne gruppe, hvis lønkurve knækker, idet de forlader universitet. De ender således med en løn i de sjette år efter ph.d.-dimissionen, der i gennemsnit er 27 pct. lavere end de ph.d.er fra samme årgang og fagområde, der ingen universitetsansættelse havde efter ph.d.en.  

Et lønefterslæb på 27 pct. indikerer, at anciennitet opbygget indenfor universitetet ikke bliver belønnet på det øvrige arbejdsmarked. Samtidig betyder det, at ph.d.er med stabile karriereveje, enten på universitetet eller på det øvrige arbejdsmarked, ikke har et lønefterslæb sammenlignet med kandidater. Det tidligere fundne lønefterslæb drives udelukkende af ph.d.er, der skifter mellem universitetet og det øvrige arbejdsmarked de første år efter dimission. Lønefterslæbet er robust på tværs af faggrupper, men varierer fra 12,5 pct. for humanistiske ph.d.er til 31,4 pct. for sundhedsvidenskabelige ph.d.er.   

Estimeret årlig lønindkomst de første seks år efter dimission for ph.d.er over karrierevej, 2001-2017

Data: Danmarks Statistik registerdata. Resultaterne er robuste til inklusion af personlige karakteristika, se Tabel B1. 
Note: Forudsagte værdier baseret på lineære regressioner af den naturlige logaritme til den årlige skattepligtige lønindkomst ekskl. pensionsbidrag på dummyvariable for hver mulig karrierevej, inklusive år og hovedområde faste effekter. Antal observationer: 10.910

Den øgede usikkerhed og det større lønefterslæb i forbindelse med akademiske stillinger ser ud til at påvirke, hvem der vælger at forsøge sig med en universitetskarriere. Ph.d.er med lidt eller fuld universitetsansættelse efter dimission er efter globaliseringsmidlerne signifikant yngre og i højere grad mænd og enlige end ph.d.er uden videre universitetsansættelse. Derudover er en af de mest markante forskelle på ph.d.erne med forskellige karriereveje ph.d.ens finansieringskilder. Generelt har en større andel af de sundhedsvidenskabelige ph.d.er ekstern finansiering sammenlignet med de andre fagområder, og flere bliver ansat direkte i sundhedsvæsenet efter ph.d.-dimission. Men også når de sundhedsfaglige ph.d.er ekskluderes, er der større sandsynlighed for universitetsansættelse for ph.d.er uden ekstern finansiering, end for ph.d.er med. To år efter dimission er 54 pct. af de ikke-sundhedsfaglige ph.d.er uden ekstern finansiering ansat på universitetet, mod 46 pct. af dem med fuld ekstern finansiering. Det indikerer, at en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet udenfor universitetet under ph.d.-uddannelsen, som følge af ekstern finansiering, øger sandsynligheden for at forlade universitetet efter ph.d.-dimission, eller omvendt, at intern finansiering øger tilknytningen til universitetsmiljøet. 

Stabilitet i forholdet mellem nystartede ph.d.er og kandidater  
Overordnet set er forholdet mellem antallet af hhv. ph.d.er og kandidater indskrevet på de danske universiteter ca. én ph.d. for hver ti kandidater, og dette tal har været relativt konstant fra 1995 til 2016. Ph.d.-satsningen har været sammenfaldende med en generel stigning i antallet af universitetsstuderende, hvorved der har været stabilitet i forholdet mellem antallet af ph.d.er og antallet af kandidater. Gennem alle år er ph.d.erne karakteriseret ved at have de højeste karaktergennemsnit mht. de gymnasiale karakterer, og niveaumæssigt er ph.d.ernes gennemsnitlige gymnasiale karakterer stort set uændret. Det indikerer, at ph.d.ernes faglige niveau ikke har været faldende til trods for det højere optag, og støtter dermed en tidligere evaluering af kvaliteten af danske ph.d.er foretaget af UFM. 

Den store ændring i optaget af ph.d.er i forhold til kandidater er sket inden for fagområderne. På kandidatniveau har samfundsvidenskab og humaniora optaget flest kandidater over hele perioden 1995-2016, hvorimod de fleste ph.d.er er blevet indskrevet på de sundhedsvidenskabelige, naturvidenskabelige og tekniske fakulteter. Isoleret set har det medført, at antallet af samfundsfaglige og humanistiske ph.d.er i forhold til kandidater er lille og faldende, fra 7 til 4 pct. på humaniora og fra 5 til 2 pct. på samfundsvidenskab. Forholdet mellem indskrevne ph.d.er og kandidater på de sundhedsvidenskabelige fakulteter er derimod steget fra 20 til 32 pct. i samme periode. Idet både de naturvidenskabelige og tekniske fakulteter også har oplevet et stigende antal kandidater, er antallet af ph.d.er i forhold til kandidater også her faldet fra hhv. 22 til 14 pct. og 21 til 12 pct. Den overordnede stabilitet i det relative antal kandidat- og ph.d.-studerende er hermed ikke gældende inden for de enkelte fagområder. Det høje antal ph.d.er i forhold til kandidater på de sundhedsfaglige fakulteter og de lave andele på især humaniora og samfundsvidenskab, rejser spørgsmål om det optimale forhold mellem antallet af kandidat- og ph.d.-studerende og forskelle med hensyn til dette på tværs af fagområder.  

Implikationer


Rapportens resultater
giver anledning til forskellige diskussioner og overvejelser om yngre forskeres vilkår og karrieremuligheder.  

Det stabile forhold mellem antallet af ph.d.er og kandidater på landsplan betyder, at ph.d.-optaget er fulgt med udviklingen i optaget på universitet og dermed hænger sammen med et politisk ønske om et øget uddannelsesniveau. Den skæve fordeling på tværs af hovedområder, hvor samfundsvidenskab ansætter 2 ph.d.er for hver 100 kandidater, der optages og sundhedsvidenskab ansætter 32 ph.d.er for hver 100 kandidater, rejser spørgsmål om forskelle i optimale forhold mellem antal ph.d.er og kandidater. Idet der er lav ledighed for ph.d.er sammenlignet med kandidater indenfor alle områder, er det værd at spørge om der er potentiale for at optage endnu flere ph.d.er.  

Lønefterslæbet på omkring 20 pct. for ph.d.er, der skifter mellem universiteterne og det øvrige arbejdsmarked, er markant og kan have betydning for yngre forskeres karrierevalg. Nogle af de forskere, som har delvis ansættelse på universitetet de første seks år efter deres ph.d., satsede oprindeligt på en karriere i forskningsverdenen. Men der er også eksempler på forskere, som gennemfører et post.doc-forløb efter ph.d.en, selv om de efterfølgende satser på en karriere udenfor forskningsverdenen. Ligeledes er der eksempler på forskere, som efter ph.d.en søger ud af universitetssektoren for at vende tilbage få år senere. Trods de forskellige mulige årsager til sektorskift indenfor de første år efter ph.d.en, understreger undersøgelsen den indkomstmæssige betydning af at hjælpe de forskere, som ikke skal fortsætte i en akademisk karriere, hurtigst muligt ud i en stilling udenfor universitetet. Dette stiller bl.a. store krav til universiteternes vejledning af ph.d.er omkring deres karrieremuligheder udenfor forskningsverdenen. 

Lønefterslæbet kan også betyde, at mobiliteten mellem universitetet og det øvrige arbejdsmarked mindskes. Mobilitet er vigtig, da den fremmer udviklingen af personlige relationer og gensidig indsigt, som i sidste ende styrker samspillet mellem forskningen på universiteterne og innovation i erhvervslivet. Derfor det problematisk, at der er så markant et lønefterslæb for de ph.d.er, som i de første år efter afsluttet ph.d. finder ansættelse i både universitetssektoren og erhvervslivet, fordi det kan reducere forskeruddannedes vilje til at være mobile på tværs af sektorer og dermed potentielt reducere samfundets afkast af investeringer i forskning.  

Metode


Rapporten bygger på registerdata fra Danmarks Statistik fra perioden 1995-2017, hvorfor det er muligt at sammenligne ph.d.er optaget før og efter det øgede optag. Sammenligningen mellem de nye, store årgange og de tidligere mindre gør det muligt at se, hvorvidt det øgede ph.d.-optag har ændret vilkårene for ph.d.er, og kan dermed give en bedre forståelse af effekten af globaliseringsmidlerne.
Alle ph.d.er, der er dimitteret fra et dansk universitet, er inkluderet i analysen i det omfang, data er tilstede. Det betyder, at ph.d.er uden dansk ansættelse efter dimission ikke kan inkluderes. Samlet bygger lønregressionen 10.910 ph.d.er, der dimitterede mellem 2000 og 2011 og har mindst ét års dansk ansættelse i løbet af de første seks år efter dimission.  

I lønregressionen estimeres logaritmen til den årlige skattepligtige indkomst på ph.d.ens ansættelse de første seks år efter ph.d.-dimission. Dimissionsår og hovedområde faste effekter er inkluderet vi kigger på variationerne fra gennemsnittet indenfor samme årgang og hovedområde. Resultaterne er desuden robuste overfor kontrol for alder, køn, dansk oprindelse, civilstatus, gymnasiale karakterer, forældre med ph.d. og pause mellem ph.d. og kandidat. Kontrolleres også for ansættelse i offentlig eller privat sektor mindskes lønforskellen grundet karrierevej, idet en del kan forklares af forskellen mellem offentlige og private lønninger. Idet der kan være selektion i hvilke ph.d.er, der forlader universitetet og dem, der ikke gør, kan resultaterne ikke tolkes som kausale sammenhænge. Resultaterne, der præsenteres i rapporten, er således udelukkede korrelationer. En yderligere undersøgelse af årsagen til lønefterslæbet kræver en undersøgelse af ph.d.ernes kvalifikationer og baggrunden for deres karrierevej.  

Få det sort på hvidt

Kontakt for mere information

Lena Lindbjerg Sperling

lls@dea.nu

2830 3826

Anna Groes

ag@dea.nu

2577 5790

Sort på hvidt