DEBAT

3 minutters læsning

27. maj, 2021

Bedre opvækst for de små. Lad nu børnene lege.

DEBAT

3 minutters læsning

27. maj, 2021

Bedre opvækst for de små. Lad nu børnene lege.

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

Tænketanken DEA og LEGO Fonden har lavet projektet Hvem vil børnene? som inviterer til debat om, hvordan vi kan skabe verdens bedste barndom - også i vores dagtilbud. Vores budskab her er, at vi som samfund mangler en debat om, hvad vi vil med vores små børn i vores dagtilbud.

Debatindlægget blev bragt i Avisen Danmark d.26. maj 2021. Skrevet af Stina Vrang Elias og Kasper Ottosson Kanstrup, hhv. adm. direktør i Tænketanken DEA og global programchef i LEGO Fonden.

Omkring 97 procent af alle fireårige børn i Danmark går i børnehave. Og de små børn bruger rigtig mange af deres vågne timer i institutioner væk fra mor og far, som skal på arbejde.

Når så stor en del af den tidlige barndom ikke tilbringes i familien, men i en institution væk fra familien, stiller det høje krav til den kvalitet, der møder børnene i dagtilbuddet. Får børnene nok opmærksomhed fra dygtige voksne? Har børnene adgang til inspirerende og kreative legemiljøer af høj kvalitet? Lægges der gode planer for, hvad det voksne personale skal lave sammen med børnene? DESVÆRRE VISER UNDERSØGELSER og tv-dokumentarer, at det ikke altid er tilfældet. Der er således betydelig forskel på, hvor god kvaliteten er i daginstitutionerne, og i hvor høj grad de små børn har adgang til et udviklingsmiljø, hvor leg og læring gennem leg er i højsædet. Endvidere viser en undersøgelse fra Dansk Center for Udviklingsmiljø, at børns leg ofte bliver forstyrret, og at de voksnes deltagelse - hvilken er vigtigt for børnene - ofte er begrænset.

Og det er problematisk, da vi ved, at de første seks år i barnets liv er afgørende for deres udvikling. Og at netop leg gør dem i stand til at udvikle sociale, emotionelle og kognitive kompetencer - både her og nu og som fundament for at kunne lære livet igennem.

DET ER BAGGRUNDEN for, at vi i Tænketanken DEA og LEGO Fonden har lavet projektet Hvem vil børnene? som inviterer til debat om, hvordan vi kan skabe verdens bedste barndom - også i vores dagtilbud.

Vores budskab her er, at vi som samfund mangler en debat om, hvad vi vil med vores små børn i vores dagtilbud.

De senere år har politikerne på Christiansborg taget flere afgørende initiativer til at sikre mere trivsel, leg og læring til de små børn. Herunder en ny dagtilbudslov, som bl. a. sætter børnenes leg og dannelse i centrum. Den 16. november 2021 er der kommunalvalg i Danmark. Her skal tusindvis af kandidater konkurrere om, hvem der de næste fire år skal repræsentere vælgerne i Danmarks 98 kommunalbestyrelser.

ÉT VIGTIGT VALGTEMA bør blive de små børn. Og vi har tre budskaber til de kommende kandidater: For det første at gøre de helt små børn til en høj politisk prioritet. De små børn har i for mange år stået i skyggen af andre velfærdsområder, og har derfor ikke været genstand for de samme investeringer og politiske opmærksomhed som for eksempel skole-og ældreområdet.

For det andet at investere ressourcer i at udvikle indholdet i den nye og yderst fornuftige dagtilbudslov fra 2018. Den fastsætter en lang række krav til kvaliteten i dagtilbud, og gør det blandt andet klart, at legen er grundlæggende for børn og afgørende for deres dannelse, læring, trivsel og udvikling. Men det voksne personale er ikke nødvendigvis uddannet til at løfte disse krav, hvorfor kompetenceudvikling vil være en god investering.

For det tredje at gøre danske dagtilbud til verdens bedste arbejdspladser. Mange kommuner har i dag svært ved at rekruttere og fastholde dygtigt personale.

Tænketanken DEA gennemførte i 2020 en undersøgelse, som viste, at der dels er en lavere andel af de færdiguddannede pædagoger, som arbejder i dagtilbud sammenlignet med tidligere. Og dels, at der er et betydeligt potentiale i at lade flere pædagogmedhjælpere videreuddanne sig med en pædagogisk assistentuddannelse.

NÅR BØRN TILBRINGER mange af deres vågne timer i dagtilbud, har de brug for stærke professionelle rammer og kompetente og engagerede voksne, som kan og vil det bedste for de små børn. Vi glæder os til debatten om, hvad vi sammen kan gøre for vores små børn.

De små børn har i for mange år stået i skyggen af andre velfærdsområder, og har derfor ikke været genstand for de samme investeringer og politiske opmærksomhed som for eksempel skole-og ældreområdet.

Hent og bliv klogere

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71