Prorektor for Forskning og Innovation på Københavns Universitet David Dreyer Lassen er trådt ind i Tænketanken DEAs board.
Formand for boardet Jakob Hald siger:
”Vi er rigtig glade for at David træder ind i DEAs board. David er en kæmpe kapacitet – særlig på forskningsområdet, men også med et tværgående blik på uddannelsesområdet. Det stemmer godt overens med DEAs mission om at styrke hele uddannelses- og forskningsområdet med afsæt i velfunderede analyser og dialog med aktørerne i sektoren.”
Udover at være prorektor for Forskning på Københavns Universitet siden begyndelsen af 2021, er 48-årige David Dreyer Lassen professor på Økonomisk Institut og har grundlagt Copenhagen Center for Social Data Science (SODAS). Han er også forhenværende formand for Danmarks Frie Forskningsfond.
”DEA er kendt for skarpe, grundige analyser, der virkelig kvalificerer den uddannelses- og forskningspolitiske debat i Danmark. Jeg ser frem til at være med til at bibeholde og udbygge DEAs klare profil og vigtige rolle på et de politikområder, der er allervigtigst for Danmarks fremtid,” siger David Dreyer Lassen.
DEAs administrerende direktør Stina Vrang Elias ser også frem til samarbejdet:
”David favner både bredt og dybt på uddannelses- og forskningsområdet. David kan således inspirere og kvalificere DEAs arbejde på mange felter. Han er tilmed utrolig behagelig at samarbejde med – så jeg glæder mig meget.”
David tiltrådte boardet d. 21. februar.
Kontakt for mere information