Debatindlægget er skrevet af Stina Vrang Elias, Adm. direktør, Tænketanken DEA, og blev bragt i Jyllands-Posten den 03. april 2024.

De glade studenter, der hver sommer springer ud og drøner larmende og stolte rundt i gaderne, er fasttømret i vores fælles bevidsthed.

Lige så fasttømret er 9.- og 10.-klasseelevernes valg af ungdomsuddannelse hvert år i marts. I år blev ingen undtagelse: Tre af fire satte kryds ved en gymnasial uddannelse. Nærmere bestemt 72,9 pct.

Sådan har det mere eller mindre været i et årti på trods af utallige tiltag for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse. For hverken de unge - eller deres forældre - lader sig åbenbart sådan lige flytte rundt med.

Og lige netop dét kan blive en udfordring, når vi lige om lidt skal debattere et udspil om fremtidens ungdomsuddannelser - med en ny uddannelse på tegnebrættet: en højere praktisk eksamen (hpx).

Udspillet er en konsekvens af, at vi har fået 12 års skolegang ad bagdøren.

Det er blevet normen at tage en studieforberedende ungdomsuddannelse fremfor en erhvervsuddannelse.

I dag tager over 70 pct. af en ungdomsårgang en gymnasial uddannelse. Dermed har flertallet af unge sendt et tydeligt signal om, at de ikke er klar til at tage en uddannelse til kok, smed eller sosu, når de er 16-17 år.

»Jeg tror, at vi i dag beder nogle unge om tage et valg, som de ikke er parate til at tage på det tidspunkt i livet,« siger Mattias Tesfaye om søgetallene.

Det har han ret i. De unge har brug for et alternativ til erhvervsuddannelserne, hvor de kan være i et attraktivt ungdomsmiljø. Et ungdomsmiljø, hvor de kan blive ældre og få mod på at leve det voksenliv, som en erhvervsuddannelse fordrer, fordi man er ude på en virksomhed i to tredjedele af uddannelsen.

Men spørgsmålet er, om halvdelen af en ungdomsårgang har brug for 12 års skolegang i den form, som gymnasiet kan tilbyde? Nemlig en teoretisk, akademisk uddannelse, som skal forberede til alle videregående uddannelser, og som har en indbygget bias mod universitetet?

Det kommer bl.a. til udtryk i fagene og det faktum, at lærerne skal have en universitetsbaggrund for at undervise der.

Det virker derfor logisk og intuitivt rigtigt, at der er brug for et attraktivt alternativ til den traditionelle studenterhue. Og jeg har da også til gode at møde et menneske med indsigt i ungdomsuddannelserne, som er uenige i diagnosen. Men jeg møder også mange, som er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt en helt ny uddannelse er den rigtige løsning.

For det første: Hvor sandsynligt er det, at de unge og deres forældre vil være motiverede for at vælge en højere praktisk eksamen fremfor gymnasiet? Mange forældre ønsker for deres børn, at de skal tage den traditionsrige studentereksamen.

Det kan være, fordi det er traditionen i ens familie. Men det kan også være det modsatte: en mulighed, som man ikke selv havde, fordi studentereksamen i tidligere tider var reserveret til samfundets elite. Man kan godt få den tanke, at den klassiske studenterhue er blevet en markør for, at det er gået én selv og ens familie det godt.

Og debatten om elevfordeling på gymnasierne viste også, at det her er hjerteblod for danske forældre. For en skattereform, nye klimamål og afskaffelse af store bededag var toptre, da SVM-regeringen fremlagde sit politiske grundlag. Men allerede på fjerdepladsen var »elevfordeling på gymnasierne«. Det er ikke hverdagskost for uddannelse at være så højt placeret på den politiske dagsorden, men spørgsmålet om, hvor ens barn kan gå på gymnasium, vækker store følelser.

Forældrene var i den grad optaget af spørgsmålet - også selvom 94 pct. af alle ansøgere fik deres førsteprioritet. Men alene risikoen for at være blandt de 6 pct. kunne få forældrene på barrikaderne.

Mit bedste bud er, at mange forældre vil investere blod, sved og mange midler på at sikre, at deres børn kan komme på det traditionelle gymnasium. Man kan selvfølgelig sætte sin lid til, at børnene selv vil vælge den nye uddannelse, men al erfaring viser, at det er ganske vanskeligt at flytte de unge.

For det andet er en af forudsætningerne for at få nok unge på den kommende hpx, at man nedlægger den nuværende hf som ungdomsuddannelse.

Risikerer vi at skyde os selv i foden med den manøvre? I dag er der rigtige mange unge med forskellige former for sårbarheder, som har fundet et “hjem” på den toårige hf, fordi man her har udviklet en særlig ekspertise i forhold til at rumme en gruppe unge, som skal have lidt særligt tilrettelagte forløb, men som til gengæld har høj overgang til uddannelser som f.eks. lærer, pædagog og sygeplejerske. Uddannelser, hvor det ser ud til, at der vil være mangel, så langt øjet rækker.

For det tredje kan man spørge sig selv, om hpx er lige relevant i hele landet? I de store byer oplever man en endog meget høj søgning mod de almene gymnasier og tilsvarende lav søgning mod erhvervsuddannelserne.

Men sådan er billedet ikke i hele landet.

Der er områder af landet, hvor hele 35 pct. af en ungdomsårgang starter på en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse.

Her er behovet for en alternativ ungdomsuddannelse noget mindre, men måske skal man nærmere arbejde med kvaliteten af de allerede eksisterende og velsøgte erhvervsuddannelser, som udbydes. Jeg har længe advokeret for, at vi skal være bedre til at tænke i helheder og sammenhænge i uddannelsespolitik.

Og det er grundlæggende rigtig og godt at reformere de danske ungdomsuddannelser i en samlet øvelse - hvilket også vil inkludere et blik på 10. klasse.

Det er en øvelse, der handler om at bevare alt det, der fungerer godt - og det er meget - og samtidig adresserer de åbenlyse problemer i systemet.

Og spørgsmålet i dette arbejde er, om en helt ny uddannelse er svaret - ikke mindst fordi vi af erfaring ved, at omkostningerne ved at indføre nye uddannelser er skyhøje. Det er ikke utænkeligt, at vi kan “nøjes” med at gentænke indhold, sammenhæng, fleksibilitet og geografi.

Min drøm er, at man får en fælles formålsparagraf, som definerer, hvilken viden alle unge, uanset om de skal være speditør, tømrer eller kunsthistoriker, skal have med sig.