Indlægget er skrevet af adm. direktør Stina Vrang Elias og blev bragt i Berlingske d.15. april 2021. 

Vi vil som samfund rigtigt meget med de danske ungdomsuddannelser: Vi vil sikre liv i landdistrikterne, lige livsmuligheder uanset socioøkonomisk baggrund, uddanne faglært arbejdskraft, sikre tilgang af dygtige studerende på de videregående uddannelser og sørge for, at alle får digital, demokratisk, entreprenant, personlig og teknologisk dannelse med i bagagen. Læser man formålsparagrafferne for de erhvervsfaglige og gymnasiale uddannelser, oplever man, at der er mange gode mål og intentioner.

Men et sted midt imellem de mange vigtige formål og de mange reformer har vi måske ikke forstået de unge.

De unge, der skal vælge ungdomsuddannelse efter grundskolen i dag, blev født i midten af 00erne. De er blevet unge med Snapchat, Instagram og Tik Tok, og møder et system, som er stykvist reformeret. En folkeskolereform efterfulgt af en erhvervsuddannelsesreform med en gymnasiereform på toppen. Reformer, som det ikke altid er let at se sammenhængen mellem.

Hvis vi vil have flere til at vælge en erhvervsuddannelse, er spørgsmålet, om vi i tilstrækkelig grad har forholdt os til, at rigtig mange unge på 15-16 år i dag står midt i et teenageliv med alt, hvad det indebærer og derfor ikke på samme måde som tidligere er parate til at træde ind på arbejdsmarkedet. For det er præcis dét, du gør, når du vælger en erhvervsuddannelse. Du træder ind på arbejdsmarkedet. Den unge, som er i lære, har udsigt til 37 timers arbejdsuge og fem ugers ferie, mens hans eller hendes venner, der går på gymnasiet, har tid til fritidsaktiviteter og har to måneders sommerferie.

Her står vi i et paradoks. Dét, der gør de danske erhvervsuddannelser unikt gode og som sikrer, at dimittenderne får et netværk, en faglig identitet og et job, når uddannelsen er afsluttet, er, at de foregår på arbejdsmarkedet. Og for nogle unge er det også i dag det helt rigtige. For dem, der ønsker at lære i praksis. På en arbejdsplads. Men måske er dét, som gør erhvervsuddannelserne gode, også det, som kan opleves som en barriere for at mange flere unge vælger den vej.

Det umulige valg

Vi kan se i statistikkerne, at mange unge ikke trives i det danske uddannelsessystem. Halvdelen af de unge føler sig pressede, når de skal vælge ungdomsuddannelse, og næsten hver tredje oplever ikke, at de får hjælp nok i valgprocessen. Der er mange bud på årsager til unges mistrivsel, som svinger fra sociale medier til uddannelsessystem og forældre, der enten curler for meget eller for lidt. Forældre, eksperter, ledere, lærere, arbejdsgivere og politikere er alle interesserede i, at de unge trives. Unge, der har det godt, er én af de bedste kvalitetsmarkører for velfærdsstaten. Og vi har brug for at de forbliver stærke, modige og med gå-på-mod, for vi skal bruge deres kræfter og engagement i udviklingen af vores samfund.

Men lige nu stiller vi dem i et valg, som ikke understøtter deres trivsel. Vi tager ikke ordentligt bestik af, at ungdommen over en lang periode har ændret sig. I 1920erne kom 14-årige ud at tjene efter konfirmationen, som dengang markerede en naturlig overgang til voksenlivet. Flere havde arbejdet siden de var otte-ti år gamle, for eksempel som bybude, i tørvemoser eller som ung pige i huset. Livet er også blevet længere – hvor en dansker i gennemsnit blev cirka 65 år i 1940, regner vi i dag med, at en 15-årig lever i 94 år. Livet er blevet næsten 30 år længere siden 1940, og det betyder, at både alderdommen, barndommen og ungdommen varer længere.

Så verden har forandret sig, og ungdommen har forandret sig med den. Men er ungdomsuddannelserne i tilstrækkelig grad fulgt med? Det spørgsmål må vi stille os selv som samfund, imens vi åbner samtalen om, hvad formålet skal være for ungdomsuddannelserne, og hvordan vi sikrer, at uddannelserne både passer til ungdommen og det samfund og arbejdsmarked, de skal være en del af anno 2021.