Hvert år udgiver Europa Kommissionen European Innovation Scoreboard, hvori de 27 medlemsstater er inddelt i fire landegrupper alt efter deres innovationsindsats. Hvis alle EU-lande lå på niveau med de nordiske lande, hvad angår præstationer på forsknings- og innovationsområdet, ville Europa have overhalet USA.

Men sådan er virkeligheden desværre ikke. Der er ganske stor spredning i, hvordan de 27 EU-lande scorer i opgørelserne. 

Urealistiske målsætninger

En af årsagerne er, at landene i bunden af scoreboardet bliver mødt af en, for dem, urealistisk målsætning om at bruge tre procent af BNP på forskning og udvikling. Lande som Danmark og Sverige bruger i dag, i runde tal, dobbelt så meget af BNP på forskning og udvikling som Polen og Grækenland og mere end fem gange så meget som Rumænien. 

Når målet er så langt fra virkeligheden i flere syd- og østeuropæiske lande, er det fordi, de har et andet omdrejningspunkt for deres økonomi – bl.a. med fokus på landbrug og turisme.

Det gør incitamentet, til overhovedet at forsøge at øge det politiske engagement i forskning og innovation, mindre. Og vejen til at skabe et europæisk alternativ til Microsoft, bliver meget lang.

Af de 800 mest forskningsintensive virksomheder i EU har 53 hovedkontor i Danmark, nul i Rumænien, fire i Polen og tre i Grækenland. De tal kan man se i en anden EU-måling (EU Industrial R&D Investment Scoreboard).

På den baggrund bør Christina Egelund i det kommende EU-formandskab advokere for realistiske, selekterede delmål for hver af de fire lande-grupper i innovationsindekset. Ligger du i top, som Danmark, er det motiverende og givende at arbejde henimod en målsætning, der ligger højere end tre procent. Ligger du i den anden ende af indekset, skal målet måske nærmere være fx 1½ procent. 

Amerikansk dominans er ikke længere givet

Netop nu er der, på en tragisk baggrund, et ”window of opportunity” for europæisk forskning. Donald Trump udsulter amerikanske universiteter indefra, og en forskerflugt synes på vej.

Den forsknings- og innovationsmæssige førerposition, USA har haft siden Anden Verdenskrig, er ikke længere givet. Det skaber muligheder for os i Europa, men det kræver, at vi får alle med ombord. 

Kollektive, ”one size fits all”-målsætninger for alle EU-lande er ikke nødvendigvis den bedste mulighed for at løfte europæisk forskning og innovation.

Hvis et dansk formandskab fokuserer for meget på løsninger, som primært passer til Nordvesteuropa, vil Syd- og Østeuropa ikke føle et nødvendigt ejerskab. Man kan meget vel forestille sig, at de vil have interesse i at forsøge at udvande erklæringer og målsætninger, og i anden omgang nøle med at oversætte vedtagne europæiske mål til nationale politikker, strategier og regeringsgrundlag mv. 

Derfor bør Egelund overveje at fremme differentierede, realistiske – og forpligtende – målsætninger for alle EU-lande, når Danmark overtager EU-formandskabet.

Indlægget blev bragt i Science Report d. 11. august 2025, hvor DEA var inviteret til at skrive et indlæg i debatserien: Hvad bør Danmark kæmpe for i EU som formandsland – hvis forskning og innovation fik hovedrollen?