"Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, og derfor har vi brug for endnu flere dygtige pædagoger."

Når man læser ovenstående citat fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kan man kun klappe i hænderne. Det er en vigtig politisk erkendelse og anerkendelse af, at flere og dygtige pædagoger er afgørende for at sikre kvaliteten i vores daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skolen både nu og i fremtiden.

Den brændende platform er til at få øje på. Regnestykket siger, at stigende børnetal og minimumsnormeringer kræver yderligere 14.000 pædagoger alene til vores daginstitutioner i de kommende ti år.

Set i det lys er det langt fra tilfredsstillende, at der i år bliver optaget knap 100 flere studerende på pædagoguddannelsen og slet ikke, når der var historisk mange ansøgere til de videregående uddannelser i år. 

Vi tvivler ikke et sekund på, at ministeren mener og ønsker, hvad hun siger. Men hvis det skal blive ved mere end gode hensigter, er det nødvendigt, at regeringen hurtigst muligt sætter handling bag ordene og tager initiativ til en langsigtet national rekrutteringsplan for at øge antallet af pædagoger.

Behov for et permanent løft
Der er flere håndtag at dreje på. Og de skal alle sammen i brug for at nå i mål. Men en bæredygtig fødekæde af nye dygtige pædagoger starter med selve uddannelsen.

Den nuværende pædagoguddannelse skal gøres mere attraktiv, så de studerende bliver mødt med høje forventninger, flere undervisningstimer, kvalificeret feedback, bedre praktikforløb og i det hele taget en større sammenhæng mellem teori og praksis, der ruster nye pædagoger til at navigere i den komplekse dagligdag, der møder dem ude i daginstitutionerne. 

Kvalitet koster. Og en bedre og mere attraktiv uddannelse er ikke et nulsumsspil. Det er helt afgørende, at ministeren og hendes bagland er med på den præmis. For nok er pædagoguddannelsen Danmarks største videregående uddannelse, men den har i mange år også været den mest underfinansierede.

Ministeren har lagt godt ud med en midlertidig ekstrabevilling. Men der er brug for et permanent løft.

Adgang til merituddannelse skal være lettere
Nemmere adgang til merituddannelse for de mange tusinder unge og voksne, der allerede arbejder i daginstitutioner og SFO'er som ufaglærte pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, er et andet vigtigt håndtag.

Ufaglærte medhjælpere udgør mere end 30 procent af det pædagogiske personale, og i dag skal de have fem års erhvervserfaring for at komme ind på merituddannelsen. Det adgangskrav har Københavns Professionshøjskole netop fået dispensation til at sætte ned til to år.

Den model kan med fordel bredes ud til resten af landet, ligesom mange af de ledige akademikere i de store byer med fordel kunne omskoles med meritpædagoguddannelsen, hvis regeringen tilpassede reglerne yderligere.

Endelig bør regeringen indlede en dialog med navnlig de almene gymnasier om, hvordan flere elever kan stimuleres til at vælge for eksempel en pædagoguddannelse. Gymnasiet forekommer i dag mere universitetsforberedende end egentlig bredt studieforberedende.

Pædagoger falder fra 
Hvis vi skal tiltrække og fastholde flere pædagoger, kommer regeringen og arbejdsgiverne i kommunerne heller ikke uden om at gøre noget ved rammerne for det pædagogiske arbejde i hverdagen.

Som det også er blevet belyst i dokumentarudsendelser på DR og TV 2, er det med store børnegrupper og for få kolleger ekstremt vanskeligt at udøve professionel pædagogisk praksis - selv for erfarne pædagoger.

Når virkeligheden for en pædagog er en børnegruppe på ti vuggestuebørn eller 20 børnehavebørn, bruges al energi på "brandslukning" – og levner dermed al for lidt plads til at skabe de udviklende pædagogiske rammer, som alle børn har brug for og ret til. 

Undersøgelser viser, at pædagoger forlader faget, netop fordi de ikke har rammerne og tiden til at bruge deres faglighed og gøre den forskel for børnene i hverdagen, som oprindeligt fik dem til at tage uddannelsen.

Løbende udvikling er vigtig
Flere pædagoger og bedre rammer for det pædagogiske arbejde er også en forudsætning for at kunne realisere de politiske ambitioner med den styrkede pædagogiske læreplan.

Et højt fagligt miljø forudsætter nemlig sparring med uddannede kolleger, opsamling og evaluering af erfaringer, refleksion over praksis og udvikling af pædagogiske rutiner og aktiviteter.

Kvalitet er ikke gjort med en grunduddannelse, men forudsætter en løbende udvikling af det faglige miljø, hvor yderligere specialisering og inddragelse af ny forskning er afgørende elementer.

Minimumsnormeringer er et første vigtigt skridt på vejen til bedre vilkår for både børn og det pædagogiske arbejde. Men 2025 er lang tid at vente, når det gælder børns levede liv her og nu, og når vi ved, hvor stor betydning gode normeringer, mindre børnegrupper og høj faglighed hos personalet er for børnenes udvikling og fremtidsmuligheder.

Gode normeringer får trivslen til at stige
Den første fase af coronagenåbningen, hvor der kun var halvt så mange børn som til daglig, dokumenterede, hvordan gode normeringer og små børnegrupper får trivslen til at stige og pædagogikken til at blomstre. Der var bedre tid til nærvær, tid til udviklende øjeblikke og tid til at støtte børn med særlige behov.

Coronakrisen har samtidig været med til at sætte en tyk streg under, hvor vigtige pædagoger er for et velfungerende velfærdssamfund, hvor forældre trygt kan tage på arbejde, mens børnene mødes af dygtige fagprofessionelle med øje for deres vidt forskellige behov – uanset om det foregår i vuggestuen, børnehaven, SFO'en eller skolen. 

De landsdækkende forældredemonstrationer og krav om flere pædagoger viser, at forældrene ikke længere vil tolerere, at daginstitutioner reduceres til en arbejdsmarkedsforanstaltning og et tilbud om råpasning.

Professionelt omsorgsarbejde og kvalitet i børnenes hverdag kræver stærkt specialiserede fagprofessionelle. Og rammer, hvor de fagprofessionelle også kan bruge deres uddannelse.

Der er ingen genvej til flere dygtige pædagoger. Hvis Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, kræver det en langsigtet plan, der gør det mere attraktivt at blive pædagog og være pædagog. Vi har ikke råd til at lade være. Og det haster. 

Debatindlægget er skrevet af Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA, Elisa Rimpler, formand for BUPL, Andreas Rasch-Christensen, forskningschef på VIA University College, Camilla Wang, næstformand for Danske Professionshøjskole,  og Stefan Hermann formand for Danske Professionshøjskoler.