Uddannelser

3. jun, 2024

Kvalitet på STEM-universitetsuddannelser i et europæisk perspektiv

Uddannelser 

· 3. jun, 2024

Kvalitet på STEM-universitetsuddannelser i et europæisk perspektiv

Konklusion  

Kvaliteten på danske universitetsuddannelser på STEM-området ligger ret systematisk på en top- eller midterplacering i forhold til sammenlignelige europæiske lande, når vi ser på udsagn, der er relateret til kvalitet i den europæiske survey ”EUROSTUDENT”. Det er vigtigt at fremhæve, at der blandt universitetsuddannelserne udenfor STEM-området er variation mellem fagområder. Når man ser dem under ét, er det et mere sammensat billede end for STEM-området, hvor de typisk ligger på en midterplacering eller derunder ift. sammenlignelige lande. På STEM-uddannelserne peger analysen på, at der er et forbedringspotentiale ift. læringsfaciliteter, studiestøttetjenester, undervisernes evne til at forklare sig og arbejdsmarkedsparathed, selvom Danmark typisk ligger på en midterplacering ift. de lande, vi normalt sammenligner os med. 

Motivation  

STEM-uddannelserne er centrale ift. at tackle udfordringer, som samfundet står overfor i dag. Herunder den grønne omstilling af samfundet, den øgede digitalisering og automatisering af jobfunktioner samt i vedligeholdelsen og udviklingen af eksportbrancher som life science. Hvis ikke de danske universitetsuddannelser på STEM-området er på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med, kan det således få konsekvenser for Danmark på sigt. Med denne analyse undersøger vi, hvordan universitetsstuderende på danske STEM-uddannelser oplever kvaliteten af deres uddannelser sammenlignet med universitetsstuderende på samme uddannelsesområde i andre europæiske lande. Dermed bidrager analysen med et internationalt komparativt perspektiv på udvalgte aspekter af kvalitet på STEM-uddannelser på universiteterne. Analysen er en del af projektet På højde med de bedste, som er støttet af Novo Nordisk Fonden. 

Metode  

Analysen bygger på data fra EUROSTUDENT VII – en europæisk spørgeskemaundersøgelse blandt studerende på videregående uddannelser gennemført i 2019. I analysen fokuserer vi på Danmarks placering i forhold til lande, der har uddannelsessystemer, der er relativt sammenlignelige med det danske: Sverige, Norge, Østrig, Finland og Holland. Derudover angiver vi et gennemsnit for de øvrige europæiske lande. I analysen tager vi højde for forskelle i studenter- og uddannelsessammensætningen mellem de deltagende lande for at komme nærmere en vurdering af uddannelseskvaliteten på universiteterne. 

Kontakt for mere information

Mads Fjord Jørgensen

mfj@dea.nu

+45 31 77 22 57

Tobias Høygaard Lindeberg

thl@dea.nu

+45 51 63 25 70