Hent og bliv klogere
Konklusion
Det gennemsnitlige antal sabbatår for studerende på tværs af uddannelsestyper på de videregående uddannelser faldt frem til ca. 2013, men er siden steget frem til 2023. Derfor er der også en lavere andel af unge, der de senere år påbegynder en videregående uddannelse inden for to år efter gymnasiet sammenlignet med tidligere årgange. Et til to sabbatår har en positiv sammenhæng med fuldførelse for flertallet af studerende, men for studerende på erhvervsakademiuddannelser eller dem med de laveste karaktersnit er mere end to sabbatår forbundet med højere fuldførelse.
Motivation
Tidligere undersøgelser har vist en tendensen til, at unge i stigende grad tager flere sabbatår. Samtidig er der usikkerhed om, hvordan brugen af sabbatår hænger sammen med sandsynligheden for at fuldføre. Formålet med analysen er at kvalificere den hidtidige viden om brugen af sabbatår og sandsynligheden for at fuldføre, samt hvornår tilbøjeligheden til at påbegynde en erhvervskompetencegivende uddannelse falder ift. antallet af sabbatår.
Metode
Analysen er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik og omfatter alle studenter, der har påbegyndt deres første videregående uddannelse i perioden 2003–2023. For at analysere sammenhængen mellem sabbatår og fuldførelse anvendes logistiske regressionsmodeller, hvor der kontrolleres for karaktergennemsnit fra gymnasiet, køn, etnisk oprindelse og forældres uddannelsesniveau. Vi ser derudover på de tre årgange, der har afsluttet en gymnasial ungdomsuddannelse (STX, HHX, HTX eller HF) i 2013, 2019 og 2021. Herefter følger vi årgangene frem til det nyeste tilgængelige data i 2023 og undersøger, hvornår de starter på deres første erhvervskompetencegivende uddannelse.
Kontakt for mere information