Uddannelser

15. aug, 2024

Styrket samarbejde og koordination på erhvervsuddannelses- og AMU-området

Uddannelser 

· 15. aug, 2024

Styrket samarbejde og koordination på erhvervsuddannelses- og AMU-området

Konklusion 

Analysen viser, at den politiske interesse og særligt fondenes interesse for erhvervsuddannelsesområdet er steget markant de seneste år. Derimod er der ikke nogen større ændring ift. mediernes dækning af eud-området over tid. På AMU-området har der til sammenligning ikke været megen opmærksomhed. Samtidig viser analysen, at der findes en bred vifte af eksisterende netværk, udvalg, fora og konferencer på eud- og AMU-området, som alle bidrager til samarbejdet på området. De fleste fokuserer dog på eud-delen. Samarbejderne er kendetegnet ved, at der er et stort overlap i, hvilke organisationer og personer, der mødes. En del af de centrale aktører efterspørger alligevel nye samarbejder. Det skal ses i lyset af, at der er kommet en række nye aktører på banen, som gerne vil byde ind ift. drøftelser og tiltag på området.  

Motivation  

Manglen på faglærte er i disse år et tilbagevendende emne i den politiske såvel som den offentlige debat. I takt med dette er der kommet en stigende opmærksomhed og flere ressourcer på eud- og AMU-området. Det kræver styrket samarbejdet og koordinationen på eud- og AMU-området for at udnytte opmærksomheden og ressourcerne bedst muligt. Tænketanken DEA har derfor undersøgt, hvilken opmærksomhed eud- og AMU-området har været genstand for gennem de seneste år via politiske aftaler, bevillinger og mediedækning. Desuden har vi undersøgt, hvilke eksisterende samarbejder der er på eud- og AMU-området og hvilke behov og ønsker der er blandt nøgleaktører til evt. nye samarbejder.  

Metode  

For at besvare undersøgelsens spørgsmål har vi anvendt tre metoder. For det første er der tre kortlægninger af udviklingen i politiske aftaler på området, udviklingen i bevillinger fra fonde til området og udviklingen i mediedækningen af området. For det andet har vi gennemført 22 interviews med nøgleaktører på eud- og AMU-området for at afdække eksisterende samarbejder og netværk på området samt efterspørgslen efter nye. For det tredje har vi lavet en workshop med udvalgte aktører, der har kvalificeret fundene i analysen.  

Kontakt for mere information

Jon Østergaard Eilenberg

je@dea.nu

+45 25 65 94 30