I år er det 55 år siden, at daginstitutioner, som vi kender dem i dag, så dagens lys i Danmark. Det markerede dengang et skifte i, hvordan vi som land tager ansvar for de små børn.

Daginstitutionen blev hurtigt en succes. 98 procent af alle femårige børn går således i dag i børnehave. Mange på fuld tid fra 9 til 16, mens mor og far er på arbejde.

I dag vil vi som samfund mere med vores børn end, at de blot passes. Statsministeren vil bekæmpe de mønstre, der fastholder børn og unge i et liv med dårlige muligheder og fremtidsudsigter.

Og for første gang nogensinde var de små børn for nylig omdrejningspunktet på hovedscenen ved KL's kommunaløkonomiske topmøde i Aalborg, hvor lokalpolitikere og topembedsfolk fra landets kommuner mødtes for at diskutere veje til god kvalitet i dagtilbud.

Hvad bør dette vigtige momentum bruges til? I det følgende vil jeg give tre bud på, hvad en ambitiøs børneplan skal indeholde.

Mere viden er nødvendig

For det første skal vi have mere og dybere viden.

Det er ikke, fordi vi ikke har viden. Eksempelvis ved vi, at investering i højkvalitetstilbud gør en god og markant forskel. Især for de udsatte børn.

Men vi har brug for viden, som kan fremme forståelsen af forskellige børnegrupper og deres vilkår og udfordringer, og hvad vi skal prioritere, hvis vi gerne vil fremme udviklingen af de børn.

Hvis man er kommunalpolitiker, så vil man gerne vide, om det giver bedst mening at investere i mere efteruddannelse, forældresamarbejde eller det fysiske miljø.

Hverdagen i en kommune er, at der skal prioriteres benhårdt mellem klimatilpasning, den demente på plejehjemmet, styrket læsevejledning i 4. klasse og de små børn. I den prioriteringsøvelse har vi brug for at vide, hvorfor det lige præcis er eksempelvis forældresamarbejdet, der skal investeres i.

Skarpere kvalitetsforståelser

For det andet bør en børneplan indeholde tiltag, som fremmer fælles kvalitetsforståelser på det pædagogiske felt.

Det, som vi i mine øjne mangler, er solide bud på, hvad de ekstra hænder, som minimumsnormeringerne vil føre til, skal lave mere af. Et svar er, at de skal lave mere af det hele.

Et andet svar er, at vi skal blive skarpere på, hvordan vi bør prioritere. Vi har ikke brug for standarder, men vi har brug for en samtale om, hvad der er kvalitet. Her hjælper EVA os.

De har opstillet 11 måder at se kvalitet på. Heraf er normeringer blot én. Andre er eksempelvis uddannelse, efteruddannelse, ledelse og relationer mellem medarbejdere, børn og forældre. Hvor skal der først og fremmest satses?

Partnerskaber rundt om børnene

Disse spørgsmål er vi mange, som skal hjælpe med at svare på. Og her er vi fremme ved mit tredje bud.

Der er brug for stærkere og bredere partnerskaber omkring børnene, som kan støtte relevant op om alle dele af barnets liv. Som ikke bare fokuserer på barnets tid i dagtilbuddet, men som medtænker de ni måneder forud for fødsel, strækker sig ind i barnets skolegang og ungdom.

Som sætter familier i stand til at være relevante og støtte deres børn endnu bedre, og som derfor inddrager kunst- og kulturlivet, forhold på arbejdsmarkedet, barsel med mere i analysen af, hvad der er et godt børneliv.

På klimaområdet har regeringen etableret 13 partnerskaber, som skal identificere løsninger inden for deres respektive brancher.

Måske skal vi lade os inspirere af den arbejdsmetode og etablere børnepartnerskaber, hvor vi identificerer og arbejder med forskellige problematikker på børneområdet.

Arbejdet kan bygge videre på erfaringerne i Småbørnsløftet, hvor kommuner, museer, forældreorganisationer og uddannelser allerede er med.

Målet må være en klar og ambitiøs børnepolitik.

Bragt på altinget.dk den 23. januar 2020