Regeringens nye forskningsstrategi giver danske forskere og universiteter bedre muligheder for kontinuitet, og netop det har forskningsverdenen længe efterspurgt. Men strategien efterlader også ubesvarede spørgsmål.
Der gik formentlig et lettelsens suk gennem mange i den danske forskningssektor, da Christina Egelund (M) onsdag præsenterede udspillet til en ny forskningsstrategi. For strategien giver en langsigtet prioritering af de offentlige forskningsmidler. Og det er der behov for.
I Tænketanken DEA har vi for eksempel tidligere vist, at selvom forskningsreserven er vokset støt, har pengene til konkrete initiativer været fordelt fragmenteret og uforudsigeligt og fra år til år.
Forskning kræver tålmodighed og en lang horisont. Men virkeligheden har været et-årige forlig og midlertidige bevillinger, der ikke matcher forskningens behov for stabilitet og forudsigelighed.
Med den nye strategi, kan Egelund indgå flerårige politiske aftaler på forskningsområdet. Det giver både universiteter og forskere ro på bagsmækken og et langt bedre grundlag at arbejde ud fra – og det er en kæmpe gevinst for dansk forskning.
Fokus på tidens store udfordringer
Der er også interessante takter i de konkrete prioriteringer – blandt andet inden for klima og forsvar. For forskningen spiller en nøglerolle i at ruste os til at håndtere både klimakrise og den nye geopolitiske virkelighed, vi står i.
For nylig gennemførte vi i DEA en analyse, der viste, at Danmark prioriterer rumforskning og forsvarsforskning langt lavere end mange andre lande.
Med det nye udspil sætter regeringen ind netop her: De lægger blandt andet op til fortsat finansiering af de fire grønne missioner og til, at forskningen skal spille en større rolle i forhold til verdens skiftende, geopolitiske virkelighed.
Strategien afsætter også midler til innovation på universiteterne. Det kan åbne op for, at universiteterne i endnu højere grad bringer deres viden i spil sammen med samfundet omkring dem. Men hvordan midlerne ender med at blive fordelt og brugt bliver afgørende for, om vi virkelig får den ønskede effekt.
Mange gode takter
På trods af at udspillet samler prioriteringen, sidder jeg stadig tilbage med spørgsmålet: Er der i højere grad tale om en række strategiske pejlemærker for de næste fire år end en egentlig strategi?
Mange lyttede interesseret til ministerens udmelding på DTU's Uddannelses- og Forskningspolitiske topmøde tidligere på måneden, hvoraf man kunne udlede, at det nok ikke er en decideret strategi.
Med det mener jeg, at udspillet for eksempel ikke forholder sig til en af de presserende og tilbagevende problemstillinger – spørgsmålet omkring de samlede offentlige forskningsinvesteringer – herunder den modregning af EU-hjemtaget, som forskningsmiljøerne til stadighed beklager sig over. Skal målsætningen om at bruge én procent af BNP på forskning fortsat være et loft, eller skal det være tale om et gulv?
Som den uddannelsesnørd, jeg nu engang er, har jeg selvfølgelig også læst udspillet med uddannelsesbrillerne på. Og læst herfra er der hverken en strategisk forskningsmæssig satsning på at udvikle undervisnings- og uddannelseskvalitet – og der er heller ikke en satsning på følgeforskning af de mange reformer, som i de kommende fem til ti år vil forandre det danske skole- og uddannelseslandskab. Dette er kun blevet vigtigere, nu hvor EVA står til at blive lukket.
Udspillet nævner kun overfladisk de ændringer, der følger af reformer, regionalisering og dimensionering af uddannelserne. Her kunne man godt drømme om større helhedstænkning.
Men når det er sagt, er der mange gode takter i udspillet. Det har da også næsten kun fået ros – og bare det, at vi får et samlet udspil, som har det lange lys på, er der også grund til at rose.
Kontakt for mere information