Debatindlægget er skrevet af konsulent Anne Fløe og cheføkonom Kristian Thor Jakobsen. Indlægget er bragt i Altinget Uddannelse d. 16. marts 2021.

Børne- og Undervisningsministeriet har for første gang offentliggjort fraværstal for den nye Forberedende Grunduddannelses første halvandet leveår.

Fraværet ligger i gennemsnit på 17 procent, og i flere måneder er der mere end 20 procent af eleverne, der har mere end 40 procent fravær. I ministeriets pressemeddelelse fremgår det, hvor ‘kolossalt svære vilkår’, FGU’en har.

Og netop de svære vilkår bunder blandt andet i, at FGU skal kunne rumme alle typer elever med næsten alle typer af udfordringer. På den ene side skal den håndtere unge, der måske kun mangler at bestå én enkelt eksamen for at kunne komme videre. Og på den anden side er der en stor gruppe af elever med meget større udfordringer.

Vi ved fra samtaler med FGU-institutionerne, at der er en overvægt af elever, der har sociale udfordringer. For eksempel på grund af deres opvækst eller en diagnose. Og for nogle giver det sig til udtryk igennem misbrug af forskellig art, mens nogle elever også har været på kant med loven.

Der vil også være en gruppe unge, der kommer på FGU, fordi de ikke kan bestå adgangskravet til erhvervsuddannelserne. For nogle af dem handler det blot om, at de mangler at bestå én eller to eksamener for at komme videre i uddannelsessystemet.

Forskellighed sætter høje krav

Elevgruppen på FGU er med andre ord alt andet end homogen. Og behovet for støtte er meget forskelligt til trods for, at eleverne går ind ad den samme formelle dør i uddannelsessystemet.

Det stiller store krav til undervisningen og underviserne på FGU. Begrebet ’differentieret undervisning’ når nærmest sin yderlighed. Og selvom FGU er et uddannelsestilbud og ikke et specialtilbud, kan skolerne ikke søge Socialpædagogisk Støtte på lige fod med andre uddannelsestilbud.

De mange behov og den differentierede undervisning skal altså imødekommes inden for en almindelig taxameterramme. Selvom der er gjort plads i lovgivningen til, at FGU selv laver forløbsplaner og mål, der er defineret ud fra den enkelte elevs behov, så kræver det i praksis meget af underviserne at lave meningsfulde forløb for en samlet gruppe elever med så forskellige forløbsplaner og behov.

Man er altså nået i mål med en central del af politikken bag FGU: Én fælles indgang og ét forenklet system. Alle de unge kommer ind ad én dør, der har labelen ”FGU” i stedet for at skulle navigere mellem diverse tilbud.

Men hvad sker der, når ungegruppen ikke er blevet forenklet? De unge er stadig forskellige. Er det muligt at levere tilstrækkeligt differentierede uddannelsesforløb til alle de unge under de givne forudsætninger?

Det er en kæmpe opgave, FGU har fået. En opgave, som ikke må tabes, og som ikke må negligeres.