De børn, der har allermest brug for fritidstilbuddenes stærke fællesskab, er typisk også dem, der står udenfor eller forsvinder ud af dem før tid. Det må der laves om på, og det kræver politikere, der prioriterer fritidspædagogikken både nationalt og lokalt.
Af Elisa Rimpler, formand for BUPL og Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA
Når vi som samfund drøfter børn og unges mistrivsel, er SFO’erne, klubberne og fritidshjemmenes rolle sjældent en del af samtalen. Det er en alvorlig fejl, for fritiden har både det, der skal til for at åbne fællesskaberne op for de børn, der har allersværest ved at blive en del af dem, og den har potentiale til at forebygge den mistrivsel og ensomhed, vi ser blandt unge i dag (DEA 2024).
Fritidstilbud adskiller sig fra skolens mere strukturerede læringsmiljø. Her får børn mulighed for at udfolde andre sider af sig selv i alt fra leg og kreativitet til bevægelse og sociale fællesskaber. Børnene får mulighed for at dyrke venskaber på tværs af klasser og årgange og øve sig i at indgå i fællesskaber på andre måder end i klasselokalet. Fritidstilbud rummer derfor et særligt potentiale for at understøtte børns trivsel, identitetsdannelse og deltagelse i meningsfulde fællesskaber.
Men de senere år har fritidsområdet været under pres. Det har længe været politisk underprioriteret, fylder næsten ikke i forskningen, det har ingen tydelig politisk forankring. Og det smitter af på kvaliteten, når det gang på gang er fritidsområdet, der står for skud i de kommunale budgetter.
Forældrebetalingen er mange steder steget så meget, at det ikke længere er en selvfølge, at alle kan være med. Klubtilbud er blevet lukket eller flyttet så langt væk, at de reelt er utilgængelige. Det betyder, at det ofte bliver dem med ressourcer og overskud, der har adgang, mens andre børn må klare sig selv. Pædagogerne oplever, at normeringerne er forringet, og mange fortæller, at de ikke har tid nok til det enkelte barn og til at arbejde med børn og unge i udsatte positioner (BUPL’s vilkårsundersøgelse). Det er særligt alarmerende nu, hvor skoledagen er afkortet og børnene tilbringer mere tid i fritidstilbuddene – eller hjemme på værelserne.
Udviklingen rammer hårdest blandt børn, der i forvejen står uden for de stærke fællesskaber. Vi ved fra forskning, at fritidstilbud gør en stor forskel for børn i udsatte positioner (DPU 2019). Desværre er der allerede i indskolingen tydelige sociale skævheder i adgangen til fritidstilbud: Jo højere indkomst familien har, desto større er sandsynligheden for, at barnet er tilmeldt fritidstilbud (AE rådet 2024). Og især de mindste børn med forældre, der kommer fra Danmark, er langt oftere indskrevet end børn med anden etnisk baggrund (KL 2020). 3 ud af 4 skole- og fritidspædagoger har kendskab til børn, som ikke går i SFO, men som ville have gavn af det (BUPL’s vilkårsundersøgelse 2023).
Fritiden har brug for en genrejsning. Det kræver, at man fra politisk side gør det klart, hvad fritiden skal bidrage med via en tydelig formålsparagraf for fritidsområdet, som Sammen om Fritiden anbefaler. At man investerer i bedre kvalitet og de nødvendige selvstændige lokaler. At man styrker vidensgrundlaget om kvaliteten i fritidstilbuddene. Og at kommunerne tager ansvar for at sikre lokale tilbud, der faktisk er tilgængelige for børn i hverdagen.
De seneste tre år har kommuner med en særlig høj koncentration af børn i udsatte positioner fået del i en pulje til sociale normeringer. De ekstra ressourcer til at styrke fritidspædagogikken i udsatte områder har ifølge både ledere og pædagoger givet bedre trivsel, færre konflikter og stærkere fællesskaber blandt børnene. Derudover bliver børnene gladere for at gå i skole, når de trives i fritidstilbuddet (betydningen-af-sociale-normeringer). Desværre ser den pulje ud til at blive sparet væk. Det er den helt forkerte vej at gå.
Det koster at tage fritiden alvorligt. Men det vil koste langt mere at lade være. Hver gang et barn mister adgang til et trygt og udviklende fritidsfællesskab, stiger risikoen for mistrivsel, skolefravær og senere marginalisering. Hver gang et klubtilbud lukkes, bliver der færre steder, hvor børn kan finde vej ind i nye relationer, hvis skoledagen har været svær. Hver gang forældrebetalingen stiger, skubber vi dem, der har mest brug for det, længere væk fra fællesskabet.
Fritidstilbud er et af de stærkeste kort, vi har på hånden, hvis vi vil styrke børns trivsel, forebygge ensomhed og sikre, at alle børn og unge bliver set og får den støtte, de har brug for. Men det kræver, at området får den nødvendige politiske opmærksomhed.
Kontakt for mere information