Indlægget blev bragt i Altinget Forskning d. 20. januar. Det er skrevet af Tobias Høygaard Lindeberg, Udviklingschef, Tænketanken DEA. 

Med beslutningen om udflytning af uddannelser, og den deraf følgende reduktion af studiepladser i de store byer, kan vi forvente, at der vil ske en stigning i adgangskaraktererne på nogle af de efterspurgte uddannelser. Hvor stor stigningen bliver, vil afhænge af, hvordan institutionerne udmønter beslutningen, men regeringen har annonceret, at optagelsessystemet skal adresseres i forlængelse af reformen.

Det er en velkommen beslutning, at der skal arbejdes på en justering og forbedringer af optagelsessystemet. Men det er langt fra givet, at optagelsessystemet er et effektivt redskab til match mellem studerendes ønsker og geografisk placering af uddannelsespladser, eller for den sags skyld andre store uddannelsespolitiske dagsordener såsom social mobilitet og balance mellem uddannelse og arbejdsmarked.

Det er vigtigt at være ydmyg omkring, hvad der udrettes på ansøgningstidspunktet, uanset hvordan optagelsessystemet indrettes. 

Den store fordel ved det nuværende optagelsessystem
Det nuværende optagelsessystem har den store fordel, at det er effektivt og forholdsvist let at forstå for ansøgere. Samtidig er det incitamentsskabende for eleverne på de gymnasiale uddannelser.

Det er kort sagt billigt, transparent og meritokratisk. Og det er tilmed sådan, at karakterer er en god indikator for, hvorvidt de studerende vil gennemføre studiet, særligt på universitetsområdet. De kommende studerende vurderes således på noget, der i vidt omfang er relevant for de uddannelser, de optages på. Men optagelsessystemet er ikke perfekt. Frafaldet er for eksempel stadig betydeligt, og der er elever i gymnasiet, der vælger fag af hensyn til deres gennemsnit eller mistrives på grund af karakterpres.

Det er derfor prisværdigt, at der løbende arbejdes på at forbedre optagelsessystemet. For eksempel er der på universitetsområdet de senere år indført testbaseret optag via kvote to, som bliver interessant at følge i forhold til, om det kan reducere betydningen af social baggrund eller mindske frafald.

Optagelsessystemet er ikke den bedste løsning på chanceulighed 
Optagelsessystemet er først og fremmest et centralt redskab til at afgøre, hvem der skal optages på de uddannelser, hvor der er flere ansøgere end pladser.

Men der er mange andre uddannelsespolitiske spørgsmål, som er vanskelige at løse i optagelsessystemet. Hvis man for eksempel ønsker at gøre noget ved chanceulighed i uddannelsessystemet, så er optagelsessystemet langt fra det bedste sted at starte. Her kunne man med fordel sætte ind med bedre brobygning, fokuseret hjælp ved studiestart, social og faglig integration samt styrket forskning på området, som Mønsterbryderkorpset påpegede i 2014.

På samme måde er det langt fra sikkert, at de studiesøgende kan påvirkes væsentligt på ansøgningstidspunktet i forhold til, hvor de skal læse.

Fokuser på tiden før studievalget
I Tænketanken DEA præsenterede vi sidste år en undersøgelse af sammenhængen mellem den prioritet kommende studerende har af uddannelse og deres efterfølgende studieadfærd. Frafaldet er således cirka en halv gang højere for dem, der bliver optaget på deres tredjeprioritet sammenlignet med dem, der bliver optaget på deres førsteprioritet.

Når vi som samfund ønsker at påvirke de studerendes studievalg og uddannelsesadfærd, er der god grund til at fokusere på tiden før optaget, hvor de studiesøgendes interesser og ønsker formes. Der er også god grund til at fokusere på tiden efter optaget, hvor de studerede skal ønske at færdiggøre den uddannelse, de er begyndt på.

Optagelsessystem er administrativt let at ændre, men det er ikke oplagt, hvordan det kan bidrage til at mindske et mismatch mellem ansøgernes ønsker til studieby og den geografiske fordeling af studiepladser.