Indlægget blev bragt i Altinget Forskning d. 17. november.

Vicedirektør i Cepos Mads Lundby Hansen, skriver i sit indlæg om SU i Altinget 9. november, at ”Danmark har de fjerde højeste offentlige udgifter til videregående uddannelse i OECD.”

Men det giver ikke et retvisende billede af de ressourcer, der rent faktisk er til rådighed for uddannelsesopgaven i Danmark. Her ligger Danmark nemlig på en 18. plads, det vil sige under gennemsnittet for både EU og OECD-landene.

Ressourcer er nøglen

Set i et uddannelsesperspektiv er det afgørende, hvor mange ressourcer, der er til rådighed til uddannelse samlet set, uanset om det er fra offentlige eller private kilder.

I det perspektiv ligger Danmark nummer otte blandt OECD-landene. Men det giver ikke et dækkende billede, hvis ressourceforbruget på uddannelse skal sammenlignes mellem lande.

Andelen af BNP brugt på uddannelse fortæller, hvor stor en andel af samfundets samlede ressourcer, der bruges på uddannelse. Men ressourceniveau bør sættes i forhold til antallet af studerende i landet, ellers kan det dække over yderpunkter som eliteuddannelse for de få eller discountuddannelse for de mange.

Hvis uddannelsesudgifter per studerende er i fokus, ryger Danmark yderligere et par pladser ned af listen til nummer 11. Under Sverige, Norge og Holland for ikke at tale om USA og Storbritannien, der ligger i toppen af listen med et ressourceforbrug per studerende, der er omkring en halv gang større end i Danmark

De opgørelser indeholder alle udgifter på videregående uddannelsesinstitutioner både til uddannelse og forskning. Forskning er en rammebetingelse for god undervisning på de videregående uddannelser. Men der er næppe en simpel en-til-en sammenhæng mellem forskningsomkostninger og uddannelseskvalitet.

Derfor er det afgørende, hvor mange midler, der er per studerende til uddannelsesopgaven i sig selv. Og her kommer Danmark ud på en 18. plads under gennemsnittet for både EU og OECD-landene.

Behov for prioritering og investering

Man kan indvende, at der ikke er nogen garanti for, at flere penge giver bedre kvalitet. Det er en relevant problemstilling, og det vil være ønskeligt med et markant stærkere grundlag for at prioritere midlerne i uddannelsessystemet, for eksempel i forhold frafald, social mobilitet, studerendes værdi på arbejdsmarkedet og understøttelse af studerende med forudsætninger for at blive blandt de allerbedste.

Problemet er, at der ikke er gode internationalt sammenlignelige indikatorer på uddannelseskvalitet. Så ud fra en praktisk betragtning er det umuligt at sige noget præcist om kvaliteten af de danske videregående uddannelser i et internationalt perspektiv.

Men det må være en rimelig antagelse, at et lavere investeringsniveau per studerende kan have alvorlige konsekvenser for konkurrencedygtigheden af vores uddannelser. Midler er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at have uddannelser på sammenligneligt niveau med udlandet.

Derfor er der behov for at investere i uddannelse samtidig med, at der er behov for at styrke vidensbasen for, hvad der gør en forskel for de studerendes læring, så ressourcerne kan anvendes, hvor de mest direkte bidrager til, at den tid og ressourcer, som de studerende og samfundet anvender på uddannelse, bliver omsat i værdi - både for de studerende selv og for samfundet.