Debatindlægget er skrevet af Stina Vrang Elias som Formand for det Rådgivende Udvalg for Vurdering af Udbud af Videregående Uddannelser. Indlægget er bragt i Altinget Forskning d. 4. marts 2021.

Lige om lidt lander årsrapporten for det Rådgivende Udvalg for Vurdering af Udbud af Videregående Uddannelser (RUVU) på Folketingets bord. Det er vores opgave at vurdere relevansen af nye uddannelser og nye udbud af eksisterende uddannelser. Vi tager i vores vurdering udgangspunkt i, at der skal dokumenteres et behov på arbejdsmarkedet. Det er i sidste ende det, der afgør, om dimittenderne kan omsætte deres uddannelse til et godt arbejdsliv, hvor de kan bruge – om ikke al – så majoriteten af den viden, de har tilegnet sig på deres uddannelse.

Godt med samarbejder

For det første er det utrolig glædeligt at se, at der er større samarbejde i den videregående uddannelsessektor. Danmark kan i de kommende år stå i dilemmaer, når det gælder balancen mellem bred geografisk dækning og kvaliteten af de udbudte uddannelser.

I et lille land som Danmark giver det rigtig god mening, at uddannelsesinstitutionerne samarbejder på tværs af regionale og institutionelle grænser for at kunne drage optimal nytte af de forskellige forcer og kompetencer, som de enkelte institutioner kan tilbyde til gavn for de studerende og for samfundet. I bunken af ansøgninger har RUVU i år indstillet masteruddannelsen i personlig medicin, som er et samarbejde mellem fem universiteter, til godkendelse.

Her kan hvert universitet spille ind med hver deres faglige styrkepositioner inden for én samlet uddannelse. Og netop dét er perspektivrigt i både et uddannelsespolitisk og et samfundsøkonomisk perspektiv. Der er også kommet et skærpet blik for arbejdsdeling, hvor de faglige styrkepositioner får bedre mulighed for at folde sig ud.

For eksempel har erhvervsakademierne IBA Kolding og KEA overdraget udbudsretten til akademiuddannelsen i sundhedspraksis til henholdsvis UC Syd og Københavns Professionshøjskole (KP), qua professionshøjskolernes øvrige udbudsportefølje har de en mere sundhedsfaglig profil end erhvervsakademierne.

Udvalget kan også konstatere en begyndende bevægelse mellem de enkelte uddannelsesniveauer. I efteråret var der blandt andet ansøgning om at omdanne erhvervsakademiuddannelsen i klinisk tandteknik til en professionsbacheloruddannelse. Der var også fire ansøgninger om en etårig akademisk overbygningsuddannelse (AO), som alternativ til de traditionelle 2-årige kandidatuddannelser.  

Der sker altså noget i vores uddannelseslandskab i disse år, som det er værd at holde øje med.

Kvalitetssikring er centralt

RUVU har også behandlet en del ansøgninger uden for de fire store byer. Når politikerne drøfter behovet for uddannelser i hele Danmark, er det derfor værd at bemærke, at institutionernes ansøgninger understøtter denne ambition.

Her er det positivt, at opbakningen fra de lokale aktører som hovedregel træder tydeligt frem i ansøgningerne. Erfaringen viser, at et uddannelsesudbuds forankring i det lokale miljø skaber alt andet lige bedre mulighed for bæredygtige udbud.

Institutionerne gør sig umage for at belyse at nye udbud vil have den fornødne kvalitet i form af blandt andet kvalificerede undervisere og tilstrækkeligt med rekrutteringsgrundlag i forhold til at sikre et frugtbart studiemiljø.

RUVU finder det meget relevant, at institutionerne i ansøgningerne om nye uddannelser også berører kvalitetssikring af vidensgrundlaget, som kan være en udfordring på mindre udbud.

Store uddannelser er ikke nødvendigvis lig med høj kvalitet, mens små uddannelser er lig mindre høj kvalitet, men en vis kritisk masse af studerende og undervisere er vigtigt for, at det faglige miljø ikke risikerer at blive for snævert.

Danmark kan i de kommende år stå i dilemmaer, når det gælder balancen mellem bred geografisk dækning og kvaliteten af de udbudte uddannelser. I den afvejning er det vigtigt, at der ikke bare er adgang til uddannelse. Der skal være adgang til god uddannelse.