Uddannelser

7 minutters læsning

23. okt, 2019

Korte videregående uddannelser løfter flest i indkomst

Uddannelser 

7 minutters læsning · 23. okt, 2019

Korte videregående uddannelser løfter flest i indkomst

Få det sort på hvidt

Kontakt for mere information

Kristian Thor Jakobsen

ktj@dea.nu

3022 6792

Motivation 

Adgangen til uddannelse er en vigtig præmis for at sikre social mobilitet i et samfund, hvilket betyder at børn fra ressourcesvage hjem bruger uddannelse til at løfte sig indkomstmæssigt i forhold til deres forældre. Og den generelle tendens i Danmark har været, at antallet af unge med ufaglærte forældre og uden uddannelse har været støt faldende gennem de sidste mange år.  

Overordnet set får flere og flere unge en videregående uddannelse. I 2006 var det knap hver tredje, som havde en videregående uddannelse, mens det i 2018 var knap hver anden. Den sociale mobilitet på uddannelserne målt i uddannelsesniveau er altså generelt øget gennem de seneste årtier, men ses der på chancerne for succes i uddannelsessystemet, så er de stadig større for børn af akademikere end for dem af faglærte forældre. Men hvilken rolle spiller de enkelte uddannelser egentlig i forhold til fx at løfte unge fra de mest ressourcesvage hjem?  

På den ene side kan de enkelte uddannelsers rolle i forhold til social mobilitet måles på, i hvor høj grad de er i stand til at tiltrække, optage og få unge fra ressourcesvage hjem gennem den pågældende uddannelse.  

På den anden side er det også relevant at måle på, i hvor høj grad den enkelte uddannelse er i stand til at løfte unge fra ressourcesvage hjem indkomstmæssigt efter endt uddannelse.  

Hovedformålet med dette notat er at kortlægge uddannelsernes rolle i forhold til at løfte unge både uddannelses- og indkomstmæssigt med fokus på adgang og løft af unge fra ressourcesvage familier. Størstedelen af notatet fokuserer på den nuværende status, når der bliver set på både de overordnede, men også mere detaljerede uddannelsesniveauer. Desuden fokuserer notatet til slut også på de enkelte uddannelsesinstitutioner for at vise, hvordan mobiliteten har været blandt færdiguddannede fra de enkelte universiteter. 

Hovedbudskaber 

Korte og lange videregående uddannelser løfter mest i forhold til social mobilitet 

Samlet set løfter de korte og lange videregående uddannelser mest i forhold at uddanne og sikre en høj løn for unge fra lavindkomstgruppen. De lange videregående uddannelser er gode til at løfte unge fra lavindkomstgruppen fra bund til top i indkomst, mens de korte videregående uddannelser både uddanner relativt mange unge fra lavindkomstgruppen, og samtidig løfter dem betragteligt i indkomst. 

Uddannelsesniveauet for 35-årige hænger tydeligt sammen med forældrenes tidligere indkomstniveau. Fx er der klart flest – 41 pct. - personer med lange videregående uddannelser (LVU), der kommer fra topindkomstgruppen, mens kun ni pct. er vokset op i lavindkomstfamilier. Omvendt er omkring en femtedel af de 35-årige med erhvervsfaglige uddannelser (EUD) opvokset i en lavindkomstfamilie. 

I forhold til at løfte unge fra bund til top i indkomstfordelingen spiller uddannelserne på de forskellige niveauer altså ret forskellige roller, når det kommer til at give unge fra lavindkomstgruppen en erhvervskompetencegivende uddannelse. EUD er således det uddannelsesniveau, der får flest unge fra lavindkomstgruppen igennem uddannelsessystemet, mens LVU som udgangspunkt uddanner langt færre fra relativt ressourcesvage hjem. 

Et andet aspekt er dog, hvor gode uddannelserne hver især er til at løfte personerne rent indkomstmæssigt. På den ene side skaber EUD mange muligheder for personer med relativ ressourcesvag baggrund i forhold til at få en uddannelse, men på den anden side er det også givet, at fx LVU gennemsnitligt løfter personernes indkomst mere i gennemsnit sammenlignet med EUD. Derfor skal uddannelsernes formåen i forhold til at løfte personer fra lavindkomstgruppen op i topindkomstgruppen også inddrages, når uddannelsernes rolle i forhold til indkomstmobilitet bliver beskrevet.  

Samlet set klarer korte og lange videregående uddannelser sig bedst målt på de to parametre. LVU er karakteriseret ved, at en række uddannelser løfter relativt mange – op mod 90 pct. – af personerne fra lavindkomstfamilier op i topindkomstgruppen, hvor den tilsvarende andel for de andre uddannelsesgrupper maksimalt udgør knap 70 pct. Omvendt er andelen af unge fra lavindkomstgruppen, der færdiggør en LVU, relativ lav. 

Samlet set er de korte videregående uddannelser (KVU) næsten på niveau med LVU i forhold til social mobilitet. KVU løfter ikke personer fra lavindkomstfamilierne helt så meget indkomstmæssigt som LVU. Til gengæld er der flere færdiguddannede fra KVU, der er opvokset i lavindkomstfamilier, hvilket trækker op. 

Figuren nedenfor viser sammenspillet mellem de enkelte uddannelsers evne til på den ene side at tiltrække, optage og få unge fra ressourcesvage hjem gennem den pågældende uddannelse (aflæst på x-aksen), og på den anden side løfte unge fra ressourcesvage hjem indkomstmæssigt efter endt uddannelse (aflæst på y-aksen). Hvert punkt angiver en uddannelse med mindst 100 færdiguddannede blandt 35årige i perioden 2011-2016. Farven anviser, hvilken overordnet kategori uddannelsen tilhører.

Note: Hver prik repræsenterer en uddannelse, hvor der er mindst 100 færdiguddannede på tværs af årgangene. 
Kilde: Egne beregninger på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik 


Uddannelser med en overvægt af kvinder er udfordret 

Sammensætningen af personer i forhold til fx køn eller etnicitet indenfor de enkelte uddannelsesgrupper kan også påvirke mobilitetsraten på tværs af uddannelserne givet fx sammenhænge mellem indkomst, køn og beskæftigelse i den offentlige sektor. 

Den helt simple sammenhæng mellem andelen af kvinder blandt de færdiguddannede og mobilitetsraten for den enkelte uddannelse tilsiger, at jo højere andelen af kvinder er blandt de færdiguddannede, jo lavere er mobilitetsraten for den pågældende uddannelse.  

Mobilitetsraten er særlig lav for de uddannelser, hvor andelen af kvinder udgør mindst 80 pct. af de færdiguddannede. Tendensen til, at uddannelser med lave mobilitetsrater typisk også har en højere andel af kvinder er drevet af, at både adgangs- og succesraten er lavere for disse uddannelser. Det er dog hovedsageligt den negative sammenhæng mellem succesrate og andel af kvinder blandt færdiguddannede, der gør, at uddannelser med relativt mange kvinder klarer sig relativt dårligt samlet set i forhold til social mobilitet. 

Den lavere succesrate blandt uddannelser med relativt mange kvinder er bl.a. båret af, at kvinder i højere grad arbejder i den offentlige sektor på tværs af uddannelsesniveauerne. Samtidig kan forskelle i fx præferencer for arbejdstid mellem mænd og kvinder også gøre, at færre kvinder alt i alt bliver løftet op i topindkomstgruppen.  

Metode

Datagrundlaget for analysen er alle personer født i årene 1976-1981 og som boede i Danmark, da de både var 15 og 35 år. Derudover inkluderer analysen disse personers forældre. Omdrejningspunktet er dels indkomst- og uddannelsesniveauet for disse årgange i årene omkring deres 35-års fødselsdag og dels deres forældres indkomstniveau tyve år tidligere. Derfor er populationen betinget på, at personerne boede i Danmark i det år, hvor de fyldte 35 år, og at mindst en af deres forældre boede i Danmark tyve år tidligere. Alt i alt indgår der 325.000 personer født i årene 1976-1981.  

På indkomstsiden er analysen baseret på lønindkomsten og nettooverskuddet fra egen virksomhed. Indkomsten er altså fokuseret på den del, personer opnår ved at være i beskæftigelse eller aktivt erhvervsdrivende. Indkomsten for både børn og forældre er opgjort som et treårigt gennemsnit for at minimere risikoen for, at opgørelsen bliver påvirket af tilfældige udsving i indkomsterne fra år til år. For de unge er indkomsten opgjort, mens de var 33-35 år, mens forældrenes indkomst er opgjort 20 år tidligere.  

Helt konkret bliver der primært fokuseret på de personer, der opvoksede med forældre, hvis indkomst lå mellem de 20 pct. laveste, da deres pågældende barn var 14-16 år. Denne gruppe bliver kaldt lavindkomstgruppen. Derudover er vi interesseret i at se på den andel af personerne fra lavindkomstgruppen, der som 35-årige selv havde en indkomst blandt de 20 pct. højeste, altså tilhørte topindkomstgruppen.  

Derudover er omdrejningspunktet for analysen personernes højest fuldførte erhvervskompetencegivende uddannelse omkring deres 35. år. Derved ser analysen bort fra de personerne, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse som 35-årig. 

Uddannelsers rolle for social mobilitet er altså et sammenspil mellem i hvor høj grad de enkelte uddannelser uddanner personer fra relativt ressourcesvage hjem, og hvor meget disse personer bliver løftet indkomstmæssigt af den pågældende uddannelse. En uddannelses eller uddannelsesinstitutions samlede bidrag til indkomstmobilitet er i analysen derfor defineret ved: 

 

Mobilitetsrate (MR) = Adgang (Andel af færdiguddannede, der kommer fra lavindkomstfamilier) x  

Succesrate (Andel fra lavindkomstfamilier, der selv tilhører topindkomstgruppe som 35-årig) 

 

Få det sort på hvidt

Kontakt for mere information

Kristian Thor Jakobsen

ktj@dea.nu

3022 6792

Sort på hvidt