Uddannelser

8 minutters læsning

24. jun, 2021

Social mobilitet: Udvalgte uddannelsers evne til at løfte studerende fra lavindkomstfamilier

Uddannelser 

8 minutters læsning · 24. jun, 2021

Social mobilitet: Udvalgte uddannelsers evne til at løfte studerende fra lavindkomstfamilier

Få det sort på hvidt

Kontakt for mere information

Kristian Thor Jakobsen

ktj@dea.nu

+45 30 22 67 92

Sebastien Bigandt

sb@dea.nu

+45 22 54 54 61

Motivation 

Flere undersøgelser har belyst den overordnede udvikling i samfundet, når det kommer til social mobilitet. Og der er indikationer på, at den sociale mobilitet målt på indkomst er blevet en smule forringet i de seneste 10-15 år. Dermed betyder forældres indkomstplacering mere for unges kommende indkomstplacering i dag, sammenlignet med hvad den gjorde for bare 10-15 år siden. DEA har ligeledes i en tidligere undersøgelse afdækket i hvor høj grad, de tre forskellige videregående uddannelsesniveauer – erhvervsakademi-, professionsbachelor og universitetsbacheloruddannelserne - bidrager til at fremme social mobilitet, og i hvilken udstrækning unge fra lavindkomstfamilier bliver optaget på og fuldfører disse uddannelser. Derimod belyste undersøgelsen ikke, hvordan de enkelte uddannelser på de tre forskellige videregående uddannelsesniveauer bidragede til at understøtte social mobilitet. 

Formålet med notatet er at bidrage til en drøftelse af værdien af data med resultater om de studerende (fx fuldførelse og beskæftigelse) korrigeret for socioøkonomisk baggrund på de enkelte uddannelser på det videregående uddannelsesområde. Konkret belyser notatet den faktiske fuldførelse på udvalgte uddannelser blandt studerende fra lavindkomstfamilier, som bliver sammenholdt med den forventede fuldførelse, når der tages højde for en række bagvedliggende karakteristika hos de studerende, fx gymnasiekarakter og forældrenes uddannelsesniveau.   

Undersøgelsen ligger i forlængelse DEAs tidligere undersøgelser om social mobilitet på de videregående uddannelser, herunder: 

  • ”Social mobilitet på de videregående uddannelser” fra 2020. Undersøgelsen har bl.a. set på fuldførelsen for studerende med samme faglige forudsætninger (målt på gymnasiekarakterer), men med forskellig social baggrund. Derudover har undersøgelsen også belyst, om institutionerne har fokus på og konkret arbejder med at fremme social mobilitet på uddannelserne 
  • ”Tendenser for social mobilitet og uddannelse” fra 2019. Undersøgelsen har set på udviklingen i både indkomst- og uddannelsesmobilitet i de senere år og ser på sammenhængen mellem de to indikatorer for social mobilitet.    
  • ”Uddannelsernes rolle for social mobilitet” fra 2019. Undersøgelsen har fokus på andelen af færdiguddannede fra lavindkomstfamilier, og andelen fra denne gruppe, der bliver løftet op i topindkomstgruppen efter endt uddannelse. 

Hovedkonklusioner

Pædagog- og psykologiuddannelserne er blandt uddannelserne med høj social mobilitet 

Undersøgelsen viser bl.a. hvilke uddannelser, der har størst positiv forskel mellem den faktiske og forventede andel af studerende fra lavindkomstfamilier, der fuldfører påbegyndt uddannelse. Her tages højde for bagvedliggende karakteristika hos denne gruppe af studerende som fx køn, gymnasiekarakterer, forældrenes uddannelsesniveau og alder ved studiestart.  

For erhvervsakademiuddannelserne er det interessant, at handels- og markedsføringsøkonomuddannelserne på tre forskellige institutioner i den analyserede periode hører til blandt de 10 uddannelser på det niveau med den største positive forskel. 

For professionsbacheloruddannelserne er pædagoguddannelsen på fem forskellige udbudssteder blandt top-10, mens det for universitetsbacheloruddannelserne kan fremhæves, at psykologiuddannelsen på tre institutioner alle er i top-10. 

Variationer i den sociale mobilitet på tværs af de enkelte velfærdsuddannelser 

På samme uddannelser kan der være stor forskel på den sociale mobilitet afhængigt af den enkelte uddannelsesinstitution. Det gælder bl.a. på velfærdsuddannelserne: Lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske.  

På læreruddannelsen er der fx 30 procentpoint forskel mellem den læreruddannelse, der klarer sig hhv. bedst og dårligst i forhold til faktisk og forventet fuldførelse, når det gælder studerende fra lavindkomstfamilier, som det fremgår af figur 1. Samlet set for alle læreruddannelserne ligger den faktiske fuldførelse for studerende fra lavindkomstfamilier en smule under den forventede fuldførelse. 

På pædagoguddannelsen er den faktiske fuldførelse 74 pct., hvilket ligger en del over den forventede fuldførelse på 60 pct. Der er dog variationer mellem de enkelte pædagoguddannelser, hvor forskellen mellem top og bund er 22 procentpoint.  

På socialrådgiveruddannelsen er den faktiske fuldførelse 73 pct., mens den forventede er 61 pct. Uddannelsen er den af velfærdsuddannelserne med den mindste forskel mellem top og bund på 13 procentpoint.  

Sygeplejerskeuddannelsen har en faktisk fuldførelse på 60 pct., som dermed ligger under den forventede fuldførelse på 63 pct. Her er der også variationer mellem de enkelte uddannelser, hvor forskellen mellem top og bund er 21 procentpoint. 

Populære universitetsuddannelserne klarer sig forskelligt

Undersøgelsen har set nærmere på medicin, psykologi, jura og statskundskab, der hører til blandt de mest søgte universitetsbacheloruddannelser. Uddannelserne klarer sig forskelligt, når det gælder den faktiske og forventede andel af studerende fra lavindkomstfamilier, der fuldfører.  

Den faktiske fuldførelse på medicinuddannelsen er samlet set 74 pct., mens den forventede fuldførelse er 69 pct, som det fremgår af figur 2. Der er kun marginal forskel i forhold til, hvordan de enkelte medicinuddannelser klarer sig, når det gælder faktisk og forventet fuldførelse.  

Psykologi er den af uddannelserne, der klarer sig bedst. Her er den faktiske fuldførelse blandt studerende fra lavindkomstfamilier 84 pct., mens den forventede fuldførelse er 72 pct. Her er forskellen mellem de enkelte psykologiuddannelser ligeledes marginal.  

På jurauddannelsen er den faktiske fuldførelse en smule mindre end den forventede uddannelse, mens forskellen mellem de enkelte jurauddannelser, der klarer sig bedst og dårligst i forhold til faktisk og forventet fuldførelse er 13 procentpoint.  

Statskundskab er den uddannelse med den største negative forskel mellem faktisk og forventet fuldførelse med hhv. 55 pct. og 68 pct. Her er der også variationer mellem de enkelte uddannelser, hvor forskellen mellem top og bund er 12 procentpoint. 

 

Implikationer

Undersøgelsen viser, at der på samme uddannelser kan være forskelle på den sociale mobilitet afhængigt af uddannelsesinstitution. På grundskole- og ungdomsuddannelsesområdet udarbejder Undervisningsministeriet data, hvor den enkelte skole at se, hvordan deres elever har klarer sig i sammenligning med andre med samme socioøkonomiske baggrund.

En lignende tilgang kunne anvendes på det videregående uddannelsesområde, fx til at afdække hvordan de studerende fuldfører en videregående uddannelse afhængig af social baggrund.  Det kunne understøtte, at institutionerne i højere grad bliver opmærksomme på hvilke uddannelser, hvor der er udfordringer med den sociale mobilitet og bidrage til, at de studerendes fuldførelse i mindre grad kommer til at afhænge af deres sociale baggrund. 

DEA har i tidligere undersøgelser ligeledes vist, at de studerendes sociale baggrund påvirker deres chancer for at fuldføre en videregående uddannelse, også selvom de kommer med de samme faglige forudsætninger. Fx er der på en universitetsbachelor næsten 20 pct. større sandsynlighed for, at studerende fra højindkomstfamilier fuldfører sammenlignet med studerende med tilsvarende gymnasiekarakterer fra lavindkomstfamilier. 

Undersøgelserne giver anledning til at overveje, om der er behov for fornyet fokus på social mobilitet, hvor den manglende politiske bevågenhed på området har været iøjnefaldende de senere år. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har dog for nylig meddelt uddannelsesinstitutionerne, at hun gerne vil drøfte social mobilitet, når hun i den kommende tid skal forhandle de strategiske rammekontrakter for 2022-2025. 

Ved at forpligte institutionerne til at bidrage til større social mobilitet via udviklingskontrakterne viste daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, at det er muligt fra politisk side at sætte det på dagsordenen.

Udviklingskontrakterne blev i 2018 erstattet af de strategiske rammekontrakter, der bliver indgået mellem ministeren og institutionerne. Der er enkelte eksempler på institutioner, som fokuserer på social mobilitet i kontrakterne for 2018-2021. Det gælder fx kontrakten for UC SYD, der skal fokusere yderligere på øget søgning og gennemførelse for ansøgere fra ikke-uddannelsesvante hjem.  

Udover at bringe social mobilitet på dagsordenen i forbindelse med indgåelse af de strategiske rammekontrakter bør det bør overvejes, hvorvidt andre redskaber kan bringes i spil, der kan understøtte arbejdet på den enkelte institution. Resultatindikatorer, som er korrigeret for social baggrund, kunne være et element i dette. Fx gennemførelse og efterfølgende beskæftigelse. 

Metode

Analysen er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik. Der er inkluderet alle personer, der fyldte 35 år i 2014-2018 og boede i Danmark tyve år tidligere. Denne tilgang er begrundet i at, at langt de fleste personer er færdige med deres uddannelse på dette tidspunkt.  

Ved hjælp af Komprimeret Elevregister (KOTRE) er personerne blevet registreret med samtlige gange, de er startet på en videregående uddannelse, samt om de fuldfører den pågældende uddannelse. Begge dele til og med deres 35. år. Dvs. at hvis personer starter på to videregående uddannelser, inden de fylder 36 år, optræder de to gange i datagrundlaget. 

Populationen er derefter opdelt efter deres forældres indkomstniveau på det tidspunkt, hvor personerne selv var 15 år. På indkomstsiden er analysen baseret på lønindkomsten og nettooverskuddet fra egen virksomhed. Indkomsten er altså fokuseret på den del, personer opnår ved at være i beskæftigelse eller aktivt erhvervsdrivende. Indkomsten er opgjort som et treårigt gennemsnit for at minimere risikoen for, at opgørelsen bliver påvirket af tilfældige udsving i indkomsterne i enkelte år. 

Hver årgang er efterfølgende inddelt i fem lige store grupper, kvintiler, baseret på deres forældres indkomst, og det er derefter kun personer, hvor forældrene havde blandt de 20 pct. laveste indkomster, der indgår i analysen.  

Eftersom der er inkluderet alle personer, som fyldte 35 år i 2014-2018, betyder det også, at der indgår personer i populationen, der har færdiggjort en videregående uddannelse før reformen i 2007 og etableringen af erhvervsakademier og professionshøjskoler, hvor fx. korte videregående uddannelser blev udbudt på erhvervsskoler. For overskuelighedens skyld er populationen inddelt i forhold til den nuværende struktur med erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter. Det betyder også, at de konklusioner fra denne analyse ikke nødvendigvis er et udtryk for aktuelle forskelle i de pågældende uddannelser.  

Analysen prøver også at tage højde for, at de studerende fra lavindkomstgruppen ikke nødvendigvis er ens, når det kommer til fx deres adgangsgivende karaktersnit eller gymnasiale uddannelse. Derfor bliver der opstillet en simpel regressionsmodel, der estimerer den forventede sandsynlighed for at fuldføre en videregående uddannelse på baggrund af faktorer som fx køn, gymnasiekarakterer, forældrenes uddannelsesniveau og alder ved studiestart.

Få det sort på hvidt

Kontakt for mere information

Kristian Thor Jakobsen

ktj@dea.nu

+45 30 22 67 92

Sebastien Bigandt

sb@dea.nu

+45 22 54 54 61

Sort på hvidt