Uddannelser

8 minutters læsning

7. dec, 2020

Social mobilitet på de videregående uddannelser

Uddannelser 

8 minutters læsning · 7. dec, 2020

Social mobilitet på de videregående uddannelser

Få det sort på hvidt

Kontakt for mere information

Sebastien Bigandt

sb@dea.nu

2254 5461

Motivation

Den danske velfærdsmodel er bl.a. kendetegnet ved, at der er gratis og lige adgang til uddannelse fra folkeskolen til gymnasiet og videregående uddannelser. Det er med til at understøtte, at alle med de rette faglige forudsætninger på papiret har mulighed for at uddanne sig på det niveau, som de ønsker og har evner til, uagtet deres socioøkonomiske baggrund.

Netop mulighederne for uddannelse er en afgørende forudsætning for at sikre social mobilitet og bidrage til, at unge bliver løftet både uddannelses- og indkomstmæssigt sammenlignet med forældrene. Samtidig er en større udnyttelse af den enkeltes kapaciteter og evner af væsentlig værdi ud fra et samfundsmæssigt perspektiv og spiller en central rolle for at sikre en høj og stabil beskæftigelse og produktivitet samt økonomisk vækst.

Der har tidligere været politisk fokus på at fremme social mobiltet på de videregående uddannelser. Mest konkret da daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen indførte social mobilitet som et pligtigt mål i uddannelseskontrakterne 2015-2017. Målet blev dog fjernet kort efter regeringsskiftet samme år af den nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen.

Efterfølgende har det været sparsomt med politisk fokus, selv om der er indikationer på, at den sociale mobilitet målt på indkomst er blevet en smule forringet i de seneste 10-15 år. Forældres indkomstplacering betyder således mere for unges kommende indkomstplacering i dag end for bare 10-15 år siden.

Hvor flere undersøgelser har belyst uddannelses- og indkomstmobilitet i samfundet mere overordnet, er der begrænset viden om, i hvor høj grad de forskellige videregående uddannelsesniveauer – erhvervsakademi-, professionsbachelor og universitetsbacheloruddannelserne - bidrager til at fremme social mobilitet. Derudover har der, siden social mobilitet blev fjernet fra udviklingskontrakterne, været begrænset opmærksomhed på konkrete indsatser for at fremme social mobilitet.

Formålet med denne undersøgelse er først og fremmest at afdække, i hvilken grad erhvervsakademierne, professionshøjskolerne og universiteterne optager unge fra lavindkomstfamilier og understøtter, at de gennemfører en uddannelse. De studerendes gymnasiekarakterer inddrages for at afdække om studerende, der har samme faglige niveau, men kommer fra familier med forskellig social baggrund, har samme sandsynlighed for at gennemføre en videregående uddannelse. Det bliver afdækket med registerdata fra Danmarks Statistik.

Et andet formål er at få belyst, om institutionerne har fokus på og konkret arbejder med at fremme social mobilitet på uddannelserne.  I den forbindelse er der foretaget interviews med repræsentanter fra erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter.

Hovedbudskaber

Universiteter fremmer i mindre grad end erhvervsakademier og professionshøjskoler social mobilitet, målt på optag og gennemførelse

Ser man på optag af de studerende, har knapt fire ud af ti (38 pct.), som påbegynder en universitetsbachelor, forældre, der tilhører topindkomstgruppen (forældre med de 20 pct. højeste indkomster), mens det gælder for lidt mere end to ud af ti (23. pct). af de studerende, som bliver optaget på en erhvervsakademiuddannelse eller en professionsbachelor.

De studerendes gennemførelsesgrad er på alle tre uddannelsesniveauer lavere for studerende fra lavindkomstfamilier end for studerende fra topindkomstfamilier. Det fremgår af nedenstående figur 1. Men når man kigger på sammenhængen mellem de studerendes gennemførselsgrad og forældrenes indkomstniveau er der forskel på de tre uddannelsesniveauer.

67 pct. af de studerende fra topindkomstfamilier gennemfører en universitetsbachelor, mens det samme gælder 54 pct. af de studerende fra lavindkomstfamilier. Der er altså 13 procentpoint forskel på de studerendes evne til at gennemføre en universitetsbachelor. For erhvervsakademiuddannelserne er forskellen på gennemførelse 10 procentpoint og for professionsbacheloruddannelserne 7 procentpoint.

De studerendes sociale baggrund har betydning for, om de gennemfører en videregående uddannelse – også selv som de har samme faglige forudsætninger

Undersøgelsen viser, at de studerendes evne til at gennemføre en videregående uddannelse hænger sammen med forældrenes indkomstniveau, også når de studerende har haft samme karakterniveau i gymnasiet og på papiret altså har de samme studiemæssige forudsætninger og kvalifikationer.

Fx er der på en universitetsbachelor næsten 20 pct. højere sandsynlighed for, at studerende fra højindkomstfamilier gennemfører sammenlignet med studerende med tilsvarende gymnasiekarakterer fra lavindkomstfamilier. Det fremgår af nedenstående figur. Tendensen gælder både blandt studerende med de laveste og højeste gymnasiekarakterer.

For erhvervsakademiuddannelserne findes den største forskel blandt studerende med de laveste gymnasiekarakterer. Her har studerende fra topindkomstfamilier 18 pct. større sandsynlighed for at gennemføre, mens de har under 5 pct. større sandsynlighed, hvis de hører til gruppen med de højeste gymnasiekarakterer.

Samme tendens gør sig gældende for professionsbacheloruddannelserne dog med mindre variation. Her er forskellen ligeledes størst blandt studerende med de laveste gymnasiekarakterer (12 pct.) og mindst blandt studerende de højeste gymnasiekarakterer (7 pct.).

Social mobilitet har større ledelsesmæssig opmærksomhed på erhvervsakademier og professionshøjskoler end på universiteter

Med enkelte undtagelser har universiteterne ikke strategisk opmærksomhed på at fremme social mobilitet. Opmærksomheden er i højere grad rettet imod ’talent’, ’mangfoldighed’ og ’diversitet’. Blandt erhvervsakademier og professionshøjskoler er der flere eksempler på, at social mobilitet får strategisk opmærksomhed.

Fx italesættes det, at institutionerne har en heterogen studenterpopulation, og der er flere eksempler på målrettede tiltag, der kan bidrage til at fremme social mobilitet. Det er bl.a. i forhold til at rekruttere elever fra erhvervsuddannelserne eller HF.

Andre tiltag handler fx om test af de studerende med henblik på at afdække læse- og skrivevanskeligheder. Derudover er der flere eksempler på kobling til praksis tidligt i uddannelsesforløbet, bl.a. for at fastholde studerende, som kan have studiemæssige udfordringer. Andre steder bliver de studerende tilbudt studieforberedende kurser relateret til uddannelsen inden studiestart eller mere generelle kurser i studieteknik. Der er også eksempler på studiestartssamtaler og kurser på universiteterne.

Implikationer

Undersøgelsen giver anledning til at overveje, om der er behov for fornyet fokus på at fremme social mobilitet på de videregående uddannelser. På uddannelsesinstitutionerne er der generelt ikke den store tradition for at iværksætte indsatser, rettet imod studerende fra ikke-uddannelsesvante hjem.

Og særligt universiteterne er tilbageholdende. Dog findes der eksempler på initiativer, som der er gode erfaringer med, og som kan tjene til inspiration for andre. Det gælder fx Aarhus Universitets ”SubUniversity” og Syddansk Universitets Projekt Mønsterbryder, hvilket blandt andet indebærer mentorordninger.

Politisk kan man bidrage til en større indsats for at fremme social mobilitet, som det skete i 2015, da daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen indførte social mobilitet som pligtigt mål i udviklingskontrakterne. Udviklingskontrakterne er siden blevet erstattet af de strategiske rammekontrakter, der bliver indgået mellem ministeren og institutionerne.

Rammekontrakterne kan være et værktøj til at fremme dagsordenen om social mobilitet, hvis det ønskes fra politisk og fra institutionernes side. Der er ekempler på, at det allerede sker. Således er det indbygget i kontrakten fra UC SYD, at institutionen skal fokusere yderligere på øget søgning og gennemførelse for ansøgere fra ikke-uddannelsesvante hjem.

En anden mulighed er at afsætte særlige puljer til konkrete tiltag, der kan sikre rekruttering af unge fra ikke-uddannelsesvante hjem og understøtte, at flere fra denne gruppe gennemfører en uddannelse. Puljer anvendes allerede i det nuværende bevillingssystem, hvor der er afsat midler til en kvalitetspulje.

Endelig er der brug for forskning i danske indsatser for at fremme social mobilitet på de videregående uddannelser. I dag er der begrænset viden om effekterne af de indsatser, der finder sted, og flere af institutionerne efterspørger viden, der sætter dem i stand til at arbejde mere kvalificeret med initiativer målrettet social mobilitet.

Metode

Undersøgellsen bygger på register- og interviewdata.

Registerdata

I undersøgelsen indgår registerdata, der belyser sammenhængen mellem forældrenes indkomstniveau og unges  påbegyndelse og gennemførelse af en videregående uddannelse. Der indgår ligeledes registerdata i belysningen af sammenhængen mellem gymnasiekarakter, gennemførelsesgrad og forældrenes indkomstniveau.

Der tages udgangspunkt i registerdata fra Danmarks Statistik. Her er inkluderet alle personer, der fyldte 35 år i 2014-2018 og boede i Danmark tyve år tidligere.

Ved hjælp af Komprimeret Elevregister (KOTRE) er det blevet registreret  samtlige gange, hver person er startet på en videregående uddannelse, samt om personen gennemfører den pågældende uddannelse. Begge dele til og med personens 35. år. På universitetsuddannelserne, bliver der kun set på, hvilke bacheloruddannelser, en person er startet på, da langt størstedelen af frafaldet sker på denne del af uddannelsen sammenlignet med kandidatdelen.

Populationen er blevet opdelt efter forældrenes indkomstniveau på det tidspunkt, hvor personerne selv var 15 år. Indkomstniveauet er beregnet ud fra lønindkomst og nettooverskud fra egen virksomhed.

Hver årgang er blevet inddelt i fem lige store grupper, kvintiler, baseret på deres forældres indkomst. På samme måde er de unge blevet opdelt i fem lige store grupper per årgang baseret på karaktersnittet fra deres gymnasiale uddannelse, forudsat at de har et registreret eksamensresultat.

Interviewdata

Der er foretaget interviews med repræsentanter for syv erhvervsakademier, fem professionshøjskoler og otte universiteter. Interviewpersonerne er hovedsageligt uddannelsesdirektører, vicedirektører og studiechefer, der blandt andet er blevet spurgt, om:

  • I hvilken grad institutionerne har fokus på og konkret arbejder med at fremme social mobilitet
  • Institutionerens tidligere og nuværende tiltag for at fremme social mobilitet

Social mobilitet er defineret som indkomstmobilitet i den del af undersøgelsen hvor registerdata indgår. Indkomstmobiliteten giver en indikation på, om de studerende er vokset op i en relativt ressourcestærk eller -svag familie. I interviewene adresseres social mobilitet som både indkomst- og uddannelsesmobililtet – fx tales der om studerende fra lavindkomstfamilier (indkomstmobilitet) og/eller studerende fra ikke-uddannelsesvante hjem (uddannelsesmobilitet.

Social mobilitet er i interviewene typisk blevet drøftet i forhold til den enkelte institutions overordnede og strategiske opmærksomhed på området. Det betyder også, at decentrale indsatser for at fremme social mobilitet, på fx fakulteter og lokale uddannelsesudbud, ikke nødvendigvis er identificeret. Denne undersøgelse skal derfor ikke ses som en kortlægning af samtlige indsatser, der har til formål at fremme social mobilitet.

Få det sort på hvidt

Kontakt for mere information

Sebastien Bigandt

sb@dea.nu

2254 5461

Sort på hvidt