Et styrket samarbejde blandt centrale aktører på småbørnsområdet skal skabe endnu bedre forudsætninger for, at de danske kommuner kan realisere potentialerne i den styrkede pædagogiske læreplan. Det skal et nyt treårigt projekt bidrage til.
Under navnet ‘Fælles om Børnene’, skal et nyt samarbejdsprojekt, bidrage til at styrke småbørnsområdet og kommunernes muligheder for at realisere det fulde potentiale i den styrkede pædagogiske læreplan. Projektet bliver gennemført af Tænketanken DEA med støtte fra LEGO Fonden. Projektet efterfølger projektet “Hvem vil børnene?”, som var LEGO Fondens bidrag til Småbørnsløftet.
”Opgaverne på småbørnsområdet er mange. Det er ikke komplekst at identificere dem – men at komme i mål er en anden sag og kræver samarbejde mellem mange aktører. Et godt eksempel er opgaven med at opsøge og generere ny viden på området. Det kan ikke løftes af kommunerne alene. Der skal flere med om bordet. Derfor er “Fælles om Børnene” i høj grad præcis dét; et projekt som samler en bred vifte af aktører på småbørnsområdet”, siger Stina Vrang Elias, administrerende direktør i Tænketanken DEA og fortsætter:
”Stærke dagtilbud er ikke bare vigtigt for det enkelte barn – det er her fundamentet for fremtidens samfund lægges, og vi kan ikke gøre nok for at understøtte kommunerne i deres arbejde på småbørnsområdet. Derfor er vi utrolig glade for, at LEGO Fonden vil fortsætte samarbejdet med os.”
Da den styrkede pædagogiske læreplan blev vedtaget i 2018, var formålet at skabe et fælles pædagogisk grundlag i de danske dagtilbud.
“Den styrkede pædagogiske læreplan er helt unik. Vi vil derfor gerne støtte op om realiseringen af planens fulde potentiale, da det vil være med til at styrke legen som en gennemgående og vigtig del af børnenes hverdag og dannelse,” siger Lena Venborg Pedersen, Landechef i Danmark, LEGO Fonden.
‘Fælles om Børnene’-projektet er netop sat i gang og forventes afsluttet i 2025.
Kontakt for mere information