Alt ånder fred og idyl i erhvervsuddannelsesverdenen, efter at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) kunne fortælle, at regeringen vil afsætte 900 millioner kroner om året til erhvervsuddannelserne på den kommende finanslov. Endelig fulgte pengene snakken. Og der fulgte endda flere penge, end man havde turde drømme om.
At erhvervsuddannelserne er blevet et tema, som en socialdemokratisk regering kunne gå til valg på og nu også i høj grad har indfriet sine løfter til, er et resultat af en sektor, der har stået sammen.
Fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, institutioner, interesseorganisationer og enkeltpersoner har arbejdet målrettet for samme sag. Med kampagner, demonstrationer, lobbyindsatser, analyser, møder og debatindlæg i stakkevis. Mest kendt er nok lærlingeoprøreret ført an af Carl Emil Lind, næstformand i DSU og formand for Metal Ungdom.
Men intet kan fremkalde interessekonflikter som penge. Så nu hvor missionen er fuldført, og de mange millioner skal flyttes fra pengetanken i Finansministeriet til landets erhvervsuddannelser, er det ikke svært at forestille sig en sektor, der fortaber sig i tekniske diskussioner om selve udmøntningen af midlerne.
Jeg vil gerne appellere til, at sektoren bruger denne enestående anledning til at tage fat om nogle af de fundamentale problematikker omkring erhvervsuddannelserne. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi i sektoren er forpligtet til at kaste os ind i de svære diskussioner, der har luret i mange år, eksempelvis om erhvervsuddannelsernes målgrupper og formål.
Urealistiske forventninger
Det er på tide, at vi taler højt om og opererer politisk efter, at erhvervsuddannelserne ikke både kan være attraktive ungdomsuddannelser, omskoling og aktivering på samme tid på en succesfuld måde.
Kigger man på gymnasierne, imødekommer de én eneste uddannelsesforventning fra befolkningen – nemlig at være en ungdomsuddannelse, der er forberedende til noget andet bagefter. Men kigger man på forventningerne til erhvervsuddannelserne, finder man fire vidt forskellige:
Erhvervsuddannelserne skal for det første være en ungdomsuddannelse for dem, der ikke kan eller vil gå gymnasiet. Og for dem, der er fuldstændig afklarede og har en bestemt erhvervsuddannelse i sigtekornet.
For det andet skal erhvervsuddannelserne også være en videregående uddannelse. Både for dem, der har taget en gymnasial uddannelse efter grundskolen og ikke ønsker at gå på universitetet, professionshøjskole eller erhvervsakademi. Men også for dem, der vil omskole sig efter at have lavet noget andet med en anden videregående uddannelse i mange år.
For det tredje skal erhvervsuddannelserne være en voksenuddannelse for dem, der i en sen alder er blevet uddannelsesparate. Og en voksenuddannelse for dem, der vil omskole sig efter mange år som ufaglært eller med en anden faglig uddannelse bag sig.
Og som det sidste skal erhvervsuddannelserne være aktivering for dem, som får et uddannelsespålæg.
Alles ønsker kan ikke opfyldes
Hvad er så problemet med, at erhvervsuddannelser skal favne så mange? Det er, at skal erhvervsuddannelserne ændres – uanset om det er justeringer eller reformer – kan man umuligt imødekomme alle målgrupper.
Gøres der noget for ungdomsmiljøet på erhvervsuddannelserne råber sektoren ”husk, at der også er voksne på erhvervsuddannelserne”. Gøres der noget for lærlinges familieliv, råber sektoren ”sådan tiltrækker man ikke flere unge”.
Netop nu er det afgørende, at man fra politisk hold er åben om, hvordan de nye midler skal prioriteres. For at gøre det, skal politikerne besvare ét spørgsmål: Hvilken målgruppe ønsker man skal vokse?
Reformkommissionens forslag om hpx er vel ret beset et forsøg på at give et bud på, hvilken målgruppe man gerne vil have større; nemlig førstnævnte gruppe af unge, der vælger gymnasiet.
I forlængelse heraf ligger også en bunden opgave i at definere, hvad det er, man ønsker for erhvervsuddannelserne. For det er ikke holdbart, at én uddannelsestype skal tjene fire formål succesfuldt på samme tid.
Nyt navn for erhvervsuddannelser
I forlængelse af arbejdet med at definere erhvervsuddannelsernes formål ligger også en anden knast, som handler om mere end semantik. For i dag dækker ”erhvervsuddannelser” over så mange typer af uddannelser, niveauer og målgrupper, at vi i sektoren skal overveje, om betegnelsen stadig giver mening.
Der er mere end 100 erhvervsuddannelser, og de spænder fra fitnessinstruktør til flytekniker. De er forskellige i længde og stiller meget forskellige krav til teoretiske og praktiske færdigheder. Rent uddannelsesteknisk ligger nogle erhvervsuddannelser kun lige præcis over 10. klasses niveau, mens andre er på niveau med en erhvervsakademiuddannelse, som er en videregående uddannelse.
Hvorfor er det vigtigt? Det er dét af to årsager. For det første, kan vi ikke løse de reelle udfordringer, de enkelte erhvervsuddannelser står med, hvis ikke vi har nuancerne og kompleksiteten for øje. For det andet, giver det ikke rigtig mening at præsentere erhvervsuddannelser som en samlet pakke over for de unge – og deres forældre.
Erhvervsuddannelser rummer så mange forskellige uddannelser, så mange forskellige faglige niveauer og så mange forskellige målgrupper, at vi misser vigtige budskaber i vores arbejde, når vi bruger én samlet betegnelse.
Ungdomsuddannelse eller erhvervsuddannelse
Det er på tide, at vi tør tale ærligt om, at nogle erhvervsuddannelser er bedre til at imødekomme eksempelvis ungemålgruppen end andre. Skal vi måske overveje, at kun 10-20 af de nuværende erhvervsuddannelser reelt skal betragtes som ungdomsuddannelser? Mens en stor gruppe andre erhvervsuddannelser reelt er omskolings- og voksenuddannelser.
Kronikken blev bragt i Altinget d. 4. september 2023