Man kan så spørge sig selv, om tiden er moden nu. For med regeringens udspil til en reform af universitetsuddannelserne, løsrevet fra resten af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne, risikerer vi at gentage fortidens synder fra ungdomsuddannelsesområdet på de videregående uddannelser.

Og det er svært at se, at en reform af de linjer, der lægges op til, er vejen til at nå nogle af de vigtigste mål for de videregående uddannelser i disse år. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om balance mellem uddannelser og arbejdsmarked.

I min optik bør udspillet tryktestes ift. minimum to vigtige ambitioner: Får de unge flere og bedre muligheder? Vil det lede til bedre balance mellem uddannelse og arbejdsmarked?

Det er helt klart, at forslaget om en ny type af kandidatuddannelse vil give flere muligheder for de kommende studerende. Men ingen ved, hvad det vil betyde, når de unge skal vælge uddannelse. Men lad mig alligevel komme med et kvalificeret gæt på, hvad det kan risikere at betyde, at grænserne mellem en professions- og universitetsuddannelse pludselig bliver mere utydelige.

Lad os forestille os, at Sofie eller Sofus har fattet interesse for pædagogik. De vil fremover kunne vælge at læse til pædagog på en professionsbacheloruddannelse. Her møder de uddannelser med lang og kompetent erfaring med at samarbejde med kommunerne om praktikpladser, og de bliver undervist i en praksisnær og professionsrettet pædagogik. Der vil være rift om dem på det arbejdsmarked, de skal ud på efterfølgende.

Men om der er tid og økonomi til, at de kan efteruddanne sig, ja, det kan ingen love dem. Det vil være op til den enkelte kommune og institution, de bliver ansat i. Ligesom historierne i medierne om løn- og arbejdsvilkår ikke ligefrem tegner et rosenrødt billede af arbejdet som pædagog.

Forslaget om fireårige kandidatuddannelser med forbedrede muligheder for efter- og videreuddannelse er reelt en helt ny mulighed for Sofie og Sofus for at dyrke deres interesse for pædagogik.

De vil kunne læse på universitetet – men i et nyt format med ambitioner om en tæt kobling til praksis. Samtidig vil de få ret til at komme tilbage på universitetet eller tage efter- og videreuddannelse. Ja, faktisk er det sådan, at de ikke alene vil have ret til efter- og videreuddannelse; de vil få det til reduceret pris. Og så er der også den bonus for Sofie og Sofus, at de kan sige til deres familie og venner, at de læser på uni.

Hvis vi vender os mod spørgsmålet om, hvorvidt forslaget til nye universitetsuddannelser vil give en bedre balance mellem uddannelse og arbejdsmarked, bliver det krystalklart, at analysen af den samlede videregående uddannelsessektor mangler. Lad mig blot komme med et eksempel.

I valgkampen er der bred enighed om, at vores samfund ikke kan holde til, at færre og færre unge uddanner sig til samfundskritiske funktioner som lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver. Men uanset, hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke komme til anden konklusion, end at universitetsreformen risikerer at lede til, at færre søger mod præcis disse samfundskritiske fag.

Med forslaget om at gøre universitetsuddannelserne mere praksisrettede lægger man op til, at universitetet skal kunne rumme flere typer af studerende. Studerende, som finder andre typer af jobs, med mindre behov for specialiserede kompetencer på akademisk niveau, tiltrækkende. Men man kunne argumentere for, at uddannelser, målrettet denne type jobs, allerede findes. På professionshøjskolerne og erhvervsakademierne.

Med udspillet bliver det universitetsuddannelserne, der skal tilpasse sig de flere studerende og det mangefacetterede arbejdsmarked. Regeringen må altså mene, at der går præcis det antal studerende på de danske universiteter, der skal. Et ræsonnement, som er let at følge – for alle undersøgelser dokumenterer, at der er et højt økonomisk afkast af universitetsuddannelser.

Men det giver ikke flere sygeplejersker, lærere, pædagoger eller socialrådgivere. Og spørgsmålet er derfor, om økonomisk afkast af uddannelse er den rette målestok? Særligt i en tid, hvor der snart vil være mangel på stort set alle typer af kompetencer, og hvor man kan forudse, at det alt andet lige vil være muligt at få et job – nærmest uanset din uddannelsesmæssige baggrund.

Det bliver således ikke et spørgsmål om, hvorvidt du kan få et job – men om, hvor godt den uddannelse, du har taget, forbereder dig til den funktion, som du skal løse.

Da regeringens udspil blev lanceret, var mange enige om, at det burde hedde ’Danmark kan mindre’ i stedet for ’Danmark kan mere III’.

Men selvom det er let at slå syv kors for sig, når regeringen lancerer ideen om kortere og mere intensive kandidatuddannelser, kan man også vælge at tage det som et afsæt til en debat om, hvordan et godt videregående uddannelsessystem ser ud anno 2022. Pure afvisning giver, i mine øjne, ikke mening.

Når jeg lytter på vandrørene – og ser de politiske udspil op mod valget – så kommer der til at ske noget i den videregående uddannelsessektor. Spørgsmålet er bare, hvad indholdet af dette ’noget’ er. Forhåbentlig er tiden inde til at se på den samlede videregående sektor – så vi undgår utilsigtede konsekvenser i det øvrige billede af uddannelseslandskabet, når vi ændrer drastisk på ét stykke, uden at have blik for resten af mosaikken.

I det arbejde er man mere end velkommen til at stjæle med arme og ben fra DEA’s undersøgelse fra 2019, hvor vi spurgte 52 fremtrædende aktører på og omkring de videregående uddannelser om, hvilke udviklingsmål vi som samfund skal sætte for uddannelserne.

De pegede på, at der er behov for at understøtte en fælles, samarbejdende ånd. Man ønsker sig altså rammer for og incitamenter til at samarbejde – så man hver især og sammen kan gøre det, man er bedst til.

I lighed med regering og Reformkommission ser aktørerne et enormt behov for livslang læring og en gentænkning af den uddannelsesmodel, som har tjent det danske samfund så godt, men som pinedød skal fornys.

Det fordrer også – i deres øjne – meget større fleksibilitet. Hvordan kan uddannelserne i fremtiden blive mere åbne for, at undervisning og uddannelse supplerer læring på jobbet? Hvordan kan de indrettes efter, at alle mennesker ikke er uddannelsesparate på samme tidspunkt i deres liv?

Denne type af krav udfordrer den traditionelle måde at tilrettelægge uddannelsesforløb og -indhold på – og forudsætter samarbejde og fleksibilitet.

Endelig peger de på, at kvaliteten i undervisningen skal styrkes. Den opgave, som uddannelserne i dag skal løse, er anderledes, fordi der er mange flere studerende med mange flere forskellige baggrunde.

Derfor er der et stigende behov for differentiering af undervisningen – og her savner man tydeligere standarder for, hvad der udgør solid og fremragende undervisning, herunder en styrket underviserprofession. Så der er masser af bud fra den samlede sektor på, hvad der er brug for.

Det er politikernes prærogativ, at de bestemmer hvor, hvornår og hvordan der skal reformeres. Min appel er, at vi i den kommende regeringsperiode har følgende ord som omdrejningspunkt: helhed, sammenhæng og samarbejde.

Der er brug for et langt tættere samspil mellem ministerierne – men også med de aktører, som udvikler, danner og uddanner børn og unge. Med den nyligt indgåede politiske aftale om læreruddannelsen og ’Sammen om skolen’ har S-regeringen vist gode takter ved at invitere til et samarbejde med aktører omkring skolen. Begge dele er eksempler på en mere helhedsorienteret og samarbejdende tilgang. Men vi har brug for, at den tankegang bliver normen snarere end undtagelsen.

I en verden, hvor der så at sige er krig på alle fronter: bogstaveligt talt, men også klimamæssigt, geopolitisk og værdipolitisk, er der mere end nogensinde brug for at tænke og drømme stort i vores uddannelsessystem.

Det kræver, at vi lærer af historien og tænker i helheder med udgangspunkt i de mennesker, som skal lære, udvikles og vokse på uddannelserne – i samklang og balance med det samfund, uddannelserne er en del af. Men det kan vi også. Hvis vi vil.

Kronikken er først bragt i Politiken.