Debatindlægget er bragt på Altinget den 12. januar 2021. Skrevet af Tobias Høygaard Lindeberg og Mads Fjord Jørgensen, hhv. udviklingschef og programleder i Tænketanken DEA

På den første dag i det nye år satte statsministeren i sin nytårstale placeringen af videregående uddannelser på den politiske dagsorden. Dermed slog hun tonen af i forhold til regeringens kommende lovforslag om bedre understøttelse af geografisk spredning af bl.a. velfærdsuddannelserne, der er at finde på lovprogrammet for 2021.

De første initiativer så dog allerede dagens lys i begyndelsen af december, hvor regeringen offentliggjorde en ekstra bevilling på 50 millioner kroner til de seks professionshøjskoler med henblik på at styrke deres velfærdsuddannelser uden for de store byer. Samtidig har Ane Halsboe-Jørgensen godkendt 41 nye uddannelser og udbud, hvor tre ud af fire ligger uden for de store byer.

Vejen til et Danmark i balance

Den større geografiske spredning af de videregående uddannelser har to formål. I regeringens forståelsespapir fremgår det, at de vil sikre uddannelser i hele landet, da alle unge skal have gode uddannelsesmuligheder, uanset hvor i landet de bor.

Derudover har både statsministeren og uddannelses- og forskningsministeren ved flere lejligheder betonet, at det er en vigtig prioritet for den nuværende regering at styrke uddannelsesmulighederne uden for de store uddannelsesbyer, så der sker udvikling i hele Danmark.

Lige muligheder for uddannelse og en geografisk balanceret udvikling af Danmark er politiske målsætninger med bred forankring i folketinget. Udover at være en politisk prioritet er der gode grunde til at have en opmærksomhed på sammenhænge mellem uddannelser, arbejdsudbud og geografi.

Mens det er almindeligt kendt, at unge udenfor de store byer uddanner sig mindre, har analyser fra bl.a. Damvad Analytics vist, at velfærdsprofessionelle ofte ikke flytter langt efter endt uddannelse. Derudover har vi i Tænketanken DEA vist, at inden for videntunge brancher har den geografiske fordeling af uddannelsesmæssige kvalifikationer betydning for de lokale og regionale virksomheders vækstmuligheder.

Der er dog også viden, som maner til forsigtighed, inden spredning af uddannelser bruges som redskab til at få alle med på uddannelsesvognen og sikre det rette arbejdsudbud i hele landet. 

Udviklingen går ikke entydigt mod færre regionale uddannelser

Inden regeringen giver sig til at sprede uddannelsespladser, er det værd at bemærke, at udviklingen ikke entydigt er gået mod mere centralisering. På en række velfærdsuddannelser er mulighederne ligefrem øget regionalt.

Ifølge Danske Professionshøjskoler er der siden 2010 blevet flere uddannelsessteder uden for de store byer, hvor man kan læse til pædagog, lærer, socialrådgiver eller sygeplejerske. Billedet er det samme, selvom der sammenlignes med år 2000 – altså inden de store fusioner på området – med undtagelse af pædagoguddannelsen, der i dag kan læses 19 steder uden for de store uddannelsesbyer, hvilket er to steder mindre end i 2000.

Afstand er ikke den primære barriere for uddannelse

Derudover er der viden, som peger på, at den nuværende geografiske spredning af de videregående uddannelser ikke er en primær barriere for, at unge påbegynder og fuldfører uddannelserne. Et forskningsprojekt fra Kraks Fonds Byforskning konkluderede i 2015, at afstand ikke afholder unge fra at studere på en videregående uddannelse.

Det er snarere et spørgsmål om forældres uddannelsesbaggrund, når unge fra yderområderne ikke uddanner sig i samme omfang som unge fra de store byer. I DEA har vi desuden vist, at billedet er det samme for ungdomsuddannelser.

Hvis det fra politisk side er et ønske at sikre alle unge mere lige muligheder for uddannelse, vil det være oplagt at se på, hvordan man i højere grad understøtter optag og fastholdelse af unge fra uddannelsesfremmede hjem på de videregående uddannelser.

DEA har i en ny undersøgelse vist, at de videregående uddannelsesinstitutioner over en bred kam ikke arbejder systematisk med videnbaserede indsatser i forhold til social mobilitet, hvilket ellers ville være oplagt i bestræbelserne på at få flere unge med på uddannelsesvognen.

Kritisk masse på uddannelserne understøtter kvaliteten

Når regeringen vil øge antallet af regionale studiepladser, bør de sikre, at kommende studerende på disse tilbud ikke stilles ringere end studerende i andre dele af landet. Hos de mindre regionale udbud er der nemlig ikke altid en tilstrækkelig kritisk masse af undervisere til at sikre vidensgrundlaget inden for alle fagområder med hensyn til både dybde og bredde.

I 2016 viste Akkrediteringsinstitutionen i en rapport, at det har betydning for at sikre en tilfredsstillende høj uddannelses- og undervisningskvalitet. Hvis flere studerende skal uddannes på de mindre, regionale uddannelsesudbud for at understøtte arbejdsudbud og vækstmuligheder i disse områder, vil det være at gøre unge og virksomheder en bjørnetjeneste, hvis der gås på kompromis med kvaliteten.

Dertil er trafikken af studiesøgende historisk set gået mod de større byer. Hvis vi ser på de seneste tal for søgningen til de videregående uddannelser, ser det ikke ud til, at flere studerende af frivillighedens vej søger mod de mindre byer.

Tal fra den koordinerede tilmelding viser fx, at institutionerne beliggende i København og Århus oplevede de største stigninger i antallet af studiesøgende i 2020. De seneste erfaringer med at etablere nye regionale uddannelsesudbud bør desuden mane til besindighed.

Den tidligere VLAK-regering besluttede i 2018 at oprette nye satellituddannelser for at skabe et Uddannelsesdanmark i bedre balance, som skulle imødekomme efterspørgslen på arbejdskraft fra det regionale arbejdsmarked.

I dag er fire ud af 10 stationer med tilknytning til eksisterende erhvervsakademier og professionsuddannelser lukket igen grundet vigende søgning og stort frafald. Det er derfor langt fra givet at selv nok så stærke politiske intentioner, kan få markant flere unge til at studere uden for de store byer.

Samlet set er der grund til at tro, at vi skal betræde nye veje ift. etableringen af flere fagligt bæredygtige udbud af uddannelser uden for de store uddannelsesbyer. I denne forbindelse er der interessante internationale erfaringer at trække på i en rapport fra 2019 udgivet af Professionshøjskolen Absalon.

Her fremhæves blandt andet muligheden for at styrke det regionale uddannelsesudbud igennem samarbejde med kommunale parter og andre uddannelsesinstitutioner samt brug af digitale teknologier.

Et Danmark i balance kan sikres på flere måder

Endelig er det vigtigt at holde sig for øje, at etableringen af studiepladser udenfor de store byer ikke er den eneste mulighed for at tilgodese efterspørgslen på arbejdskraft i udkantsområderne. Det kunne være interessant at se målrettede forsøg på at påvirke dimittendernes geografiske ansættelsesmønster. 

I Danmark har TeachFirst gjort sig erfaringer med en model, hvor rekruttering til bestemte områder kombineres med et studieforløb med særlige, gode vilkår. Det kunne ligeledes være perspektivrigt at undersøge om fx målrettet brug af praktik i kombination med tidlige aftaler om ansættelse eller særlige vilkår i de første arbejdsår (fx i forhold til supervision eller muligheder for kompetenceudvikling) kan bidrage til at få en større geografisk fleksibilitet i arbejdsudbuddet.

Derudover er der erfaringer fra andre lande med at stimulere det regionale arbejdsmarked igennem skatterabat til dem, der vælger at arbejde uden for de geografisk tætbefolkede områder, hvor arbejdsudbuddet ikke matcher efterspørgslen. 

Samlet set vil det være relevant at tænke bredt i forhold til  en geografisk balanceret udvikling af uddannelse og arbejdsudbud i Danmark. Ellers risikerer indsatserne at blive for dyre og på bekostning af uddannelseskvaliteten.