"Når det kommer til skole og uddannelse, er det meget lang tid siden, at den offentlige samtale har haft fokus på alt det, som skole, dannelse og uddannelse kan. Vi har alt for længe været optaget af nytten ved uddannelse fremfor glæden - og de mange døre, som uddannelse åbner."
I 2017 blev jeg inviteret til Uddannelsesfest i Norge. Her skulle vi fejre uddelingen af årets undervisningspriser. Festen var skøn, men kombinationen af de to ord: fest og uddannelse gav anledning til alvorlig selvransagelse for et uddannelsesmenneske som mig.
For der har ærligt talt ikke været meget fest eller glæde i de senere års offentlige samtale om uddannelse i Danmark. Og det er mildest talt et tab, for sproget er som bekendt en afgørende medskaber af virkeligheden. Det har farvet den sindstilstand, man som ungt menneske møder skole og uddannelse med.
Politikere, uddannelsesaktører og debattører - mig selv inklusive - bruger flittigt ord “opnå”, ”overkomme” og ”overstå”, når talen falder på skole og uddannelse. Vi taler om uddannelsesvalg som ”svært” ofte i et stemmeleje præget af så megen alvor, at det tilnærmelsesvis minder mere om en livstidsdom end en mulighed. Ligesom hele befolkningen er kommet på fornavn med begreber som præstationspres, karakterræs og 12-talspiger.
Temaerne rimer mest af alt på sur pligt og ydre pres. Det er, som om vi helt har glemt alt det gode og positive som følger af skole og uddannelse. Et sted, hvor man dannes og uddannes. Et sted, hvor man møder andre børn og unge, som både ligner og ikke ligner én selv. Et sted, hvor ikke alle dage vil være lige gode, og hvor glæden for et barn eller en ung kan være svær at få øje på i momentet, men hvor man grundlæggende har lyst til at lære mere. Et sted, hvor man finder sin identitet.
Når det kommer til skole og uddannelse, er det meget lang tid siden, at den offentlige samtale har haft fokus på alt det, som skole, dannelse og uddannelse kan. Vi har alt for længe været optaget af nytten ved uddannelse fremfor glæden – og de mange døre, som uddannelse åbner.
Når glæde er blevet en mangelvare i det danske uddannelsessystem, så handler det om, at uddannelse er blevet “et benhårdt økonomisk imperativ og et subsistens- og et eksistensvilkår for den enkelte. Kortere eller længere uddannelse er blevet den afgørende adgangsbillet til beskæftigelse og dermed selvforsørgelse på et arbejdsmarked under hastig forandring.
"I takt hermed er uddannelse ikke længere blot en rettighed og mulighed for alle, men blevet en borgerpligt for enhver”, som lektor emeritus Jens Erik Kristensen skriver i en antologi om uddannelsesglæde, som Tænketanken DEA just har udgivet. Uddannelse er blevet et konkurrenceparameter. For den enkelte. For samfundet. Det er ikke længere et gode, men en tvang, som Jens Erik Kristensen malende beskriver det.
Det er indiskutabelt, at det danske arbejdsmarked kan være et hårdt sted at være, hvis man ikke har uddannelse. Uddannelse er på mange leder og kanter vejen til selvbestemmelse og dermed er uddannelse vejen til alt godt. Det er tillige indiskutabelt, at vi som land er helt afhængige af, at så mange børn og unge bliver så dygtige, som de kan.
Vi er et land stort set uden andre råstoffer end os selv, menneskene. Det råstof skal vi “udnytte”. Det gode spørgsmål bliver derfor, hvordan vi former et skole- og uddannelsessystem, hvor vi finder en god balance mellem dét, som kan opfattes som uddannelsestvang, og den nysgerrige, videbegærlige og vedholdne tilgang til dannelse og uddannelse. Dét, som jeg ville kalde uddannelsesglæde. Det handler ikke om, at man springer glad ud af sengen hver eneste dag, hvor man skal i skole eller hen på sin uddannelse.
Mit blik på og erfaring med uddannelsesglæde er, at det er en særlig form for glæde, som ulig andre glædesfølelser godt kan være en her-og-nu-følelse, men ganske ofte er en form for glæde, som man først erfarer længe efter.
Den umiddelbare uddannelsesglæde får mange elever på de mere praksisrettede uddannelser. Den oplever de, når de præsenterer den smukt dækkede og appetitlige buffet, når fliserne er snorlige, eller Fru Hansen ligger veltilpas i sin seng.
Måske er det én af forklaringerne på, at de praktiske uddannelser ligger særlig højt i Børne- og Undervisningsministeriets trivselsmålinger på ungdomsuddannelserne; at deres undervisning har en konkret, umiddelbar og sanselig komponent. Elever og lærlinge kan med det blotte øje se, når de er lykkedes.
Men uddannelsesglæde opstår også på bagkant. Retrospektivt. Fordi man på den længere bane forstår, at man har opdaget en ny indsigt, behersker en ny teknik eller kan se en hidtil skjult sammenhæng. At man har fået en ny færdighed, som kan bringe én nye steder hen i livet.
Uddannelsesglæde handler altså ikke om at være tilfreds, glad eller lykkelig hele tiden. Det handler om, at nogen vil noget med en. Måske endda noget svært. Noget, som vil kræve noget af en. Noget nyt. Som man aldrig har prøvet før. Men der er en ramme og en forventning om, at man kan. Og derfor kan man.
Kontakt for mere information