Det længste tilløb i dansk uddannelsespolitik. Sådan tror jeg, at alle på eller omkring erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser tænker om den reform, som endelig, endelig, endelig er landet.

Det er ikke helt uden betydning for reformens indhold og mål, at den har været så længe undervejs. Hvis den eksempelvis var kommet sidste år på dette tidspunkt, er det mere end almindeligt sandsynligt, at søgning til uddannelserne havde stået langt mere centralt i aftalen.

Men med de nye fremskrivninger af børnetallet er retorikken blevet mere afdæmpet, når det gælder den fremtidige mangel på pædagoger og lærere – også selvom der her og nu er mange ledige stillinger i dagtilbud og skoler flere steder i landet.

Det er livgivende, at reformen ikke har søgning, som ledestjerne. Det er det ikke mindst, fordi søgning er påvirket af mange faktorer, som institutionerne ikke har nogen indflydelse på.

Vi ved, at de unge påvirkes af forældres forventninger, deres kammerater – og vilkårene på det arbejdsmarked, som venter på den anden side.

I stedet slås det i aftaleteksten fast med syvtommersøm, at reformens mål er at styrke uddannelsernes kvalitet og koblingen til den praksis, som uddannelserne retter sig imod.

Fra buzzword til realitet

Med alderen bliver man mere sentimental – og jeg blev næsten rørt, da jeg læste af aftaleteksten – for kvalitet er nu tilbage som et centralt omdrejningspunkt for en stor reform.

Reformen har mange elementer, men helt grundlæggende er essensen, at man for det første veksler noget længde til gengæld for at kunne investere i mere intensive studieforløb.

Det handler konkret om flere undervisningstimer, mere feedback, undervisning på mindre hold, mere øvelsesbaseret undervisning med videre.

Dernæst styrkes koblingen mellem teori og praksis igennem flere tiltag. Og sidst, men ikke mindst skal man have mulighed for at dygtiggøre sig og bygge oven på de erfaringer, som man opnår på arbejdsmarkedet, gennem hele livet. Med andre ord – den livslange læring skal gå fra buzzword til realitet.

Kvalitet som omdrejningspunkt

Regering og aftaleparterne skal have stor kredit for først og fremmest at fokusere på kvalitet. Det havde naturligvis været ideelt, hvis man kunne fastholde den eksisterende længde og investere i bedre kvalitet oveni. Men verden er ikke ideel – og der er behov for økonomi til at kunne møde den enkelte studerende bedre.

Når dét er så vigtigt, skyldes det blandt andet, at det både er de teoretisk stærkeste og de teoretisk svageste studerende, som falder fra på de store professionsbacheloruddannelser.

Det flugter med, at erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne har den suverænt mest sammensatte studentergruppe på de videregående uddannelser.

Danmark har i de sidste 20 år gennemgået en markant udvikling, hvor en langt større del af en ungdomsårgang tager en videregående uddannelse. Det er grundlæggende positivt for et samfund som det danske at have adgang til en veluddannet arbejdsstyrke – men med flere studerende får man også flere studerende med mange forskellige baggrunde og forudsætninger. Det er især på erhvervsakademierne og professionsbacheloruddannelserne, at man mærker det.

Hvis vi i fremtiden skal have dygtige sygeplejersker, pædagoger og datamatikere, så skal vi ind i en positiv spiral, hvor de teoretisk stærkeste studenter ikke bare søger optagelse, men også oplever, at de bliver så fagligt udfordret, at de bliver der. Ligesom vi skal holde en hånd under de teoretisk svageste.

Teori og praksis skal gå hånd i hånd

For det andet styrker reformen koblingen mellem teori og praksis på de erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelser igennem tiltag som bedre vekselvirkning mellem teori og praksis i undervisningen, løft af praktikken og mere simulations- og værkstedstræning.

Det er en del af et større opgør med en kultur, hvor det akademiske har haft forrang over det praksisrettede.

En kultur, hvor universiteterne er løbet fra de øvrige videregående uddannelser - ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. Der er et uddannelseshierarki på spil, som det med al sandsynlighed vil tage mindst en generation at vende.

Her kommer fremtidens ungdomsuddannelseslandskab til at spille en betydelig rolle. Lige nu er alle optaget af, hvordan den kommende epx kommer til at se ud. Det er klart, at en ny ungdomsuddannelse, hvor teori og praksis hænger tæt sammen, vil forberede de kommende studerende på en ny og bedre måde til erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.

Men spørgsmålet er, om det ikke bliver mindst lige så vigtigt, hvordan fremtidens stx, hhx og htx indrettes. Disse ungdomsuddannelser vil også i fremtiden optage omkring 50 procent af en ungdomsårgang – selv med epx på uddannelsespaletten.

Der er imidlertid ikke tegn i sol, måne og stjerner på, at universitetet skal aftage mere end 25 procent af de traditionelle studenter.

Derfor har vi brug for, at disse gymnasiale uddannelser formes med en større ligeværdigheden mellem erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser og universiteter for øje.

I reformen afsættes der midler til brobygningsaktiviteter, som kan spille godt sammen med en kommende reform af stx, hhx og htx.

Det er godt. Vi må arbejde med uddannelseshierarkiet indefra – slå dørene op på vid gab til alle videregående uddannelser.

En meget helstøbt reform

Det tredje centrale element i reformen er efter- og videreuddannelse. Fra 2030 skal der skabes nye efteruddannelsestilbud uden deltagerbetaling, så professionsbachelorer og erhvervsakademiuddannede kan dygtiggøre sig gennem hele livet.

Samtidig får professionshøjskolerne ret til at udbyde professionsmaster, som de har drømt om i årevis. Der er tale om en masteruddannelse på kvalifikationsrammens niveau syv, som svarer til en kandidatuddannelse fra universiteterne.

Målet med professionsmasteren er at styrke den borgernære velfærdsektor – altså, hvordan bliver man en dygtigere pædagog på gul stue, arbejder med fald i hjemmet eller bliver en dygtigere engelsklærer i femte klasse.

Det kan der i den grad være brug for, når vi i de kommende år ser ind i flere ældre og færre unge til at løfte opgaverne, åndelig oprustning og arbejdet for at jage mistrivslen på porten gennem stærke dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner.

Som borger kan man drømme om, at der bliver tæt samarbejde og arbejdsdeling mellem professionshøjskolerne og universiteterne. En bevægelse, man faktisk har set i de senere år.

Det er tydeligt, at man politisk bliver mere og mere optaget af muligheden for at få nye kompetencer gennem hele livet. Vi har udsigt til at leve længere – og have det godt imens. Så godt, at vi sandsynligvis både kan og vil arbejde i længere tid.

Men det kræver, at der er mulighed for at dygtiggøre sig gennem hele livet inden for sit fag. Men også i form af brancheskift. Her lægger aftalen sig tæt op ad det spor, som også ligger i kandidatreformen: At vi måske skal tage en smule mindre uddannelse i starten af livet, men til gengæld meget mere gennem hele livet.

Der er på mange måder tale om en meget helstøbt reform, hvor man har gjort sig umage med at analysere udfordringerne – og fokuseret på de områder, man selv har ansvar for, nemlig kvaliteten af uddannelserne, ligesom man lægger vægt på at implementere i samarbejde med praktikerne.

Prisen er en forkortelse på 15 ECTS. Om det er prisen værd, vil blive interessant at følge i årene, som kommer.

Kronikken blev bragt i Altinget d. 27. marts 2025.