Da det i sommer ringede ind til første skoledag på landets folkeskoler, var noget markant anderledes end tidligere. Mange, mange flere af børnene kommer nemlig fra akademiske familier. På under ti år er andelen af akademikerforældre fordoblet. 

Det er svært at forestille sig, at det ikke vil have stor indflydelse på de drømme og forventninger, som forældrene har på deres børns vegne. I generationer har vi forældre nemlig drømt om, at vores børn skulle have mindst lige så meget – og helst mere – uddannelse end os selv. 

Vi mærker allerede konsekvenserne af den drøm; færre og færre unge drømmer om et liv som for eksempel sygeplejerske, lærer eller pædagog. 

Det stiller os som samfund i en sårbar situation; for hvem skal udvikle og lege med børnene i børnehaverne, lære dem tabeller og ABC i skolen eller pleje patienten, hvis den primære vej til det gode liv går gennem en universitetsuddannelse, ligesom for mor og far?

Vi er, som vores Uddannelses- og Forskningsminister har udtrykt det, på vej til at være et velfærdssamfund af navn, men ikke af gavn. 

Et af de politiske bud på at løse problemet er at skrue ned for antallet af universitetsstuderende. Den logiske konsekvens er, at nogle af de mange akademikerbørn skal en anden vej. Den store opgave bliver at få de unge til at vælge at blive lærer, pædagog eller sygeplejerske af lyst og ikke af nød. 

Vi ved, at forældre er den vigtigste inspirationskilde, når unge skal vælge uddannelse. Man adopterer den livsverden, som man kender og er tryg ved. Og hvis man har rødder i den akademiske tradition, så er det – mere eller mindre bevidst – den vej, vi peger vores børn i.

Min forældregeneration adskiller sig også fra tidligere generationer ved at være uhyre investerede i vores børn. Vores børn identificerer sig med os, men vi forældre identificerer sig i den grad også med børnene. Forældreskabet er blevet en identitet, hvor man besmykker sig med sine børns præstationer.

Hvis man scroller gennem sit SoMe-feed fra maj til juli, får man indtryk af, at det fineste smykke, en forælder kan iklæde sig, er børnenes præstationer i uddannelsessystemet. Fra høje karakterer til optag på prestigefyldte uddannelser. 

Vi skal have gang i en seriøs kulturændring, hvis forældre skal få nyt syn på, hvad der er den gode uddannelse for deres barn. En ny indstilling, som bryder med det eksisterende uddannelseshierarki, så de mange unge, som skal en anden vej end universitetet, også kan betragte deres uddannelsesvalg som et godt og meningsfyldt valg.

Vi må ikke definere den halvdel af studenterne fra det almene gymnasium, som skal en anden vej, som mindre værd. Vi må skabe respekt og ligeværd mellem uddannelserne – og den bevægelse er vi forældre en vigtig del af. 

Det almene gymnasium kommer til at spille en afgørende rolle i at forme de unges forestillinger om fremtiden. De kan tilbyde modvægt til den akademiske bagage, som de unge vil have med hjemmefra. Men det kræver, at man politisk lægger lige så meget arbejde i at tilpasse dette gymnasium, som i at udvikle den nye praksisrettede gymnasiale ungdomsuddannelse, epx.

Det er et politisk mål, at ca. 40 pct. af en ungdomsårgang skal gå på den nye epx. Det efterlader cirka 50 pct. til de tre traditionelle gymnasier, hvoraf det almene gymnasium er det største og tiltrækker de unge, som er mindst afklarede og orienterer sig fagligt bredt. Når færre og færre skal gå på universitetet, stiller det de almene gymnasier med en bunden opgave: Alle unge – uanset om de skal den akademiske vej eller ej – skal være stolte af deres valg. 

Hvis vi skal vække akademikerbørnenes interesse for andre uddannelsesveje end universitetet, er der forskellige veje at gå. 

Vi kan genoverveje, hvad fagene leder frem til. Psykologi er et meget populært valgfag – måske kan det i højere grad inddrage børn og unges udvikling og dermed åbne deres øjne for pædagog- og lærerfaget? Ligesom man kan undersøge, om biologiundervisningen i lige så høj grad har eksempler, som leder frem mod uddannelserne til sygeplejerske, radiograf og fysioterapeut som mod universitetsuddannelserne biologi, bioteknologi og idræt. 

Det almene gymnasium har åbnet de akademiske porte for stadig flere unge, hvis forældre aldrig har været i nærheden af hverken Foucault, Rindal eller Pareto. Nu er tiden kommet til, at gymnasiet skal åbne andre døre og nye verdener for de unge, som deres akademiske forældre ikke kender til. 

Det er politikernes opgave at designe et nyt, traditionelt gymnasium, som kan gøre alle de unge, der skal læse til lærer, radiograf eller socialrådgiver, til vindere i egne, forældrenes og resten af samfundets øjne. Så det bliver et aktivt tilvalg, man træffer med stolthed. Og vi forældre skal nysgerrigt og åbent følge med. Vi må droppe fortidens markører på succes og for alvor frisætte vores børn. 

Indlægget blev bragt i Politiken d. 27. november 2025