I år vil omkring 40.000 dimittender fra videregående uddannelser skulle i gang med at finde job efter afsluttet studie. De kommer ud til et arbejdsmarked, der i høj grad vil være præget af den krise, som Coronaepidemien har forårsaget. De skal ud at finde job i en situation præget af stor usikkerhed, hvor mange virksomheder har reduceret antallet af medarbejdere og/eller udskyder ansættelser til, at der er mere klarhed over situationen. Forhåbentlig bliver Coronakrisen ikke for alvor en længerevarende økonomisk krise, men jo længere epidemien strækker sig, jo mere sandsynligt er det, at vi står over for et økonomisk tilbageslag.  

I en periode med lavkonjunktur er det alt andet lige sværere for dimittender at finde deres første job, men betyder det også noget på længere sigt? En række studier fra USA og Canada peger på, at unge, der færdiggør deres uddannelse i en recessionstid, halter efter på både løn og beskæftigelse i mange år efter, når de bliver sammenlignet unge, der færdiggør deres uddannelse uden for krisetider. Og det er særligt de mindre stærke studerende, der oplever de mest mærkbare negative konsekvenser.

På kort sigt er det ikke i sig selv overraskende, at højere ledighed fører til lavere indkomst blandt dimittender, da den forventede periode mellem deres færdiggjorte studier og deres første job alt andet lige vil blive længere. Dette vil gøre, at deres samlede indkomst på helt kort sigt vil blive lavere end for de årgange, der hurtigere kan træde ud på arbejdsmarkedet efter studierne.

Men de udenlandske studier viser også, at dem, der færdiggjorde deres uddannelse i en recession, også halter efter lønmæssigt ti år efter deres dimission sammenlignet med, hvis de havde færdiggjort deres studier uden for krisen. Over ti år er det samlede indkomsttab ved at dimittere i en krisetid, blevet opgjort til at være på ca. 6 pct.  Altså ikke et helt ubetydeligt tab af velstand for den enkelte.

Men hvordan opstår de mere langsigtede effekter af at være ramt af uheld og færdiggøre sin uddannelse midt i en uventet krise? En årsag er, at dimittender, der kommer midt i en recession, er mere tilbøjelige til at finde et job i lavproduktive virksomheder med gennemsnitligt lavere lønninger, end dimittender uden for krisetider gør. For de dygtigste dimittender har dette valg kun en kortvarig negativ effekt, da de relativt hurtigt skifter over til mere højproduktive virksomheder og derved indhenter en del af indkomstefterslæbet.

Men blandt de svagere dimittender er der en tendens til, at en del af dem forbliver ansat i de mere lavproduktive virksomheder, og at jobskifte er mindre sandsynligt, selv når konjunkturerne vender. Og dette gør, at denne gruppe af dimittender også halter efter indkomstmæssigt på længere sigt.

Dette overordnede mønster kan vi også ane konturerne af i Danmark, viser analyser som vi har lavet i Tænketanken DEA. Hvis vi fx ser på alle akademikere, der blev ansat i et nyt job i den private sektor i 2005-16, får akademikere, der bliver ansat som den første akademiker i en virksomhed, i gennemsnit omkring 13 pct. lavere løn end akademikere, der bliver ansat i virksomheder med andre akademikere. For de akademikere, der i første omgang bliver ansat som første akademiker, men efterfølgende vælger at skifte job til en anden virksomhed, indhentes en del af den lønforskel, der var på ansættelsestidspunktet i forhold til andre akademikere. Omvendt halter de første akademikere efter lønmæssigt, hvis de vælger at blive i samme virksomhed.

I Danmark viser tal fra før finanskrisen, at unge, der færdiggør en kandidatuddannelse, også på kort sigt bliver påvirket af at færdiggøre uddannelsen i nedgangstider. Dette er igen særligt drevet af en højere ledighed blandt de unge. På længere sigt udligner forskellene sig dog betydeligt for de danske dimittender, men der er stadig tegn på, at de fagligt svageste dimittender bliver påvirket mest af at færdiggøre deres uddannelse i en krisetid.

Desværre er der ingen lette løsninger på denne situation. For dimittender fra akademiuddannelser, bachelor- og professionsbacheloruddannelser kan det være en løsning at læse videre. Men de dimittender, der enten ikke har mulighed for eller ikke ønsker at fortsætte med at studere, vil være nødt til at finde job på et arbejdsmarked, der ser noget anderledes ud end for bare tre måneder siden. Og derfor måske også være nødt til at være mere fleksibel fx i forhold til jobbets geografiske placering. For de virksomheder, der ikke typisk er dimittendernes første valg, kan krisen til gengæld være en mulighed for at få erfaringer med at ansætte dygtigere dimittender, end de ellers ville have haft mulighed for. Man kan kun håbe på, at der i denne sammenhæng bliver skabt nogle match, der fører til flere produktive virksomheder, som kan bidrage til, at Danmark kommer hurtigt videre efter krisen.