I den uddannelsespolitiske debat har det de senere år lydt, at efteruddannelse er nøglen til succes på et arbejdsmarked, hvor ny teknologi, øget globalisering og flere år på arbejdsmarkedet stiller nye og større krav til medarbejdernes viden og kompetencer.

Derfor skulle man måske tro, at de offentlige udgifter til videregående efteruddannelse, det vil sige særligt master-, diplom- og akademiuddannelser, var steget over de seneste ti år, som et udtryk for udmøntning af en politisk vilje til at fremme mere efteruddannelse og livslang læring.

Men det er ikke tilfældet, viser et nyt notat fra Tænketanken DEA, som beskriver tendenserne i udgiftsudviklingen på de videregående uddannelser.

Udgifter til efteruddannelser er faldet
Udviklingen er betænkelig og kalder på debat om, hvorvidt vores uddannelsessystem er gearet til fremtiden. 

Ganske vist er de samlede offentlige udgifter til de videregående uddannelser, som dækker over uddannelsesstøtte og uddannelsestilskud til både de ordinære uddannelser og voksen- og efteruddannelse, steget med cirka 40 procent i perioden 2009 til 2018.

Men stigningen i de samlede offentlige udgifter dækker over to modsatrettede tendenser.

Udgifterne til de ordinære videregående uddannelser er steget med 44 procent fra 2009 til 2018 fra knap 21 milliarder kroner til godt 30 milliarder. Samtidig er udgifterne til de videregående efteruddannelser faldet med 56 procent fra knap 900 millioner kroner i 2009 til knap 400 millioner kroner i 2018.

Således er de videregående efteruddannelsers andel af de samlede offentlige udgifter til det videregående område faldet markant fra 2009 til 2018.

De offentlige udgifter til videregående efteruddannelse udgjorde fire procent af de samlede offentlige udgifter til det videregående område i 2009. I 2018 var tallet nede på 1,3 procent.

Idet efteruddannelsesaktiviteten har været nogenlunde stabil, så skyldes de faldende udgifter en række politiske prioriteringer som for eksempel en lavere takst for medfinansiering, en lavere sats for uddannelsesstøtten samt skærpede krav til at modtage støtte.

Efterspørgsel på efteruddannelse vil stige 
Det kan virke paradoksalt, at staten har brugt en faldende andel af de offentlige videregående uddannelsesmidler på efter- og videreuddannelse på et tidspunkt, hvor dimittenderne kan se frem til et langt arbejdsliv på et uforudsigeligt arbejdsmarked.

Når den del af arbejdsstyrken, der har en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, får behov for at tilegne sig ny viden og kompetencer, står de videregående uddannelser for efteruddannelse på akademi-, diplom- og masterniveau.

For de årgange der bliver færdige i grundskolen i disse år, vil det være flere end fire ud af fem, der senere i livet får formel adgang til videregående efteruddannelser.

De videregående uddannelsesinstitutioner spiller således en væsentlig rolle i et livslangt læringsperspektiv for en anseelig del af arbejdsstyrken. 

Efterspørgslen på læring og uddannelse, der foregår efter endt ordinær uddannelse, forventes at stige yderligere på fremtidens arbejdsmarked.

Ikke mindst i lyset af, at nye teknologiske gennembrud inden for eksempelvis digitalisering og automatisering allerede i dag, men også i fremtiden påvirker samfundet og udfordrer de ordinære uddannelsers længevarende arbejdsmarkedsrelevans. 

Vi skal tage debatten om politiske prioriteringer
Derfor er udviklingen de seneste ti år betænkelig. I en tid med ambitioner om flere danskere, der efteruddanner sig, virker det ikke befordrende, at der er skåret i finansieringen af videregående efteruddannelse.

Der er i den grad behov for debat om, hvilken politik Danmark bør have fremadrettet, når det gælder prioriteringen af både ordinær uddannelse og efteruddannelse.

I DEA mener vi, at den debat bør understøttes af mere viden om, hvilke økonomiske og kvalitetsmæssige gevinster, som henholdsvis ordinær og videregående efteruddannelse indeholder.

Dernæst følger vigtige og vanskelige beslutninger, for eksempel om den offentlige investering i videregående efter- og videreuddannelse skal være ens for alle uanset uddannelsesbaggrund og for alle områder?

Skal investeringen for eksempel afspejle en vurdering af behovet for livslang læring som nøglen til et længere liv på et arbejdsmarked præget af forandringer og konkurrence?

Og skal en eventuel styrkelse af livslang læring ske på bekostning af ordinær uddannelse eller som en udvidelse af området?

Disse og mange flere spørgsmål skal debatteres, så Danmark får en uddannelsespolitik, der bidrager til vækst og værdiskabelse i hele samfundet.