Debatindlægget er skrevet af Mads Fjord Jørgensen, fagchef i DEA og blev bragt i Altinget i april 2024.

Ti procent. Så meget har man politisk besluttet, at der næste år skal skæres i tilgangen af universitetsstuderende i forhold til den gennemsnitlige tilgang fra 2018-2022. Og det store spørgsmål i sektoren er derfor, om færre studiepladser på universiteterne rent faktisk vil få flere unge til at læse til lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske i fremtiden. Det er nemlig en af målsætningerne bag sektordimensioneringen.

Svaret er et rungende ‘måske’.

For når målet er at styre de unge i retning af bestemte uddannelser, så er dimensioneringen et redskab, behæftet med stor usikkerhed.

Man kan dirigere unge væk fra uddannelser
Vi har erfaringer fra et lignende tiltag, nemlig ledighedsbaseret dimensionering. Og her kan vi se, at uddannelsesplanlægning virker, når man vil begrænse optaget på en bestemt gruppe uddannelser. For fra 2015 og frem er optaget faldet på de ledighedsdimensionerede videregående uddannelser.

Umiddelbart giver det sig selv, at uddannelser, hvor der lukkes studiepladser, vil optage færre studerende. Men samtidig er søgningen mod de dimensionerede uddannelser også faldet, hvilket tyder på, at studieansøgere tager bestik af forandringer i uddannelseslandskabet og i en eller anden udstrækning tilpasser deres prioriteringer i den koordinerede tilmelding derefter.

Efter indførelsen af den ledighedsbaserede dimensionering kan man også se, at færre bliver optaget på de akademiske bacheloruddannelser, mens flere studerende påbegynder en professionsbacheloruddannelse.

Faldet i de akademiske bachelorer er i væsentlig grad sket inden for humaniora, mens stigningen på professionsbacheloruddannelserne blandt andet sker på uddannelser indenfor finansområdet, men også socialrådgiver og sygeplejerske. De to sidstnævnte uddannelser er blandt dem, man politisk ønsker at fremme optaget på.

Det er derfor nærliggende at antage, at når sektordimensioneringen dikterer færre pladser på universiteterne, så vil nogle af de studerende, der oprindeligt havde interesse i en universitetsbachelor, se sig om efter alternativer.

Og når vores analyser tilmed viser en vis grad af overlap i interesser mellem humaniora og samfundsvidenskab på universiteter – for eksempel psykologi og dansk – og de fire store professionsbacheloruddannelser, så virker udkommet måske givet; sektordimensioneringen vil medføre flere studerende på uddannelser som lærer og pædagog med videre.

Svært at styre studiesøgende mod bestemte uddannelser
Problemet er, at udfaldet bliver langt mere usikkert, når intentionen er at styre de studerende hen imod – og ikke væk fra – bestemte uddannelser.

En ny analyse fra DM viser for eksempel, at selvom optaget på humaniora er faldet som følge af den ledighedsbaserede dimensionering i perioden 2015-2022, så er søgningen til de fire store professionsbacheloruddannelser faldet tilsvarende, mens optaget er forblevet nogenlunde stabilt. 

Vi kan selvfølgelig ikke vide, om det samlede optag på de fire store professionsbacheloruddannelser havde været endnu lavere, hvis ikke dimensioneringen havde fundet sted. Men det viser, at det er klogt at være varsom med antagelser om, hvordan politiske tiltag påvirker studerendes valg.

For selvom der i dag bliver optaget studerende på universitetet, som også søger én af de fire store professionsbacheloruddannelser, så vil en begrænsning af studiepladserne på humaniora eller andre områder på universiteterne ikke automatisk føre til et øget optag på lærer- eller pædagoguddannelserne.

Vi kan nemlig se, at mange af de studerende, der har dette overlap i deres uddannelsessøgning, har relativt høje karakterer. Derfor er det ikke sikkert, at det primært er denne gruppe studerende, der vil blive påvirket af en højere adgangskvotient på universiteterne grundet sektordimensioneringen og af den grund skubbet mod professionshøjskolerne.

Kan lige såvel føre til flere finansøkonomer
Så alt i alt kan sektordimensioneringen sådan set godt føre til flere studerende på de fire store professionsbacheloruddannelser. Der er bare en række usikkerheder, som i højere grad gør det til et eksperiment end et præcist redskab. Og som lige såvel kan føre til flere diplomingeniører og finansøkonomer, fremfor lærer og pædagoger.

Derfor: hvis det er et politisk ønske at understøtte, at flere, der i dag hælder mod en universitetsuddannelse, i fremtiden søger én af de fire store professionsbacheloruddannelser, så kan man for eksempel lade sig inspirere af, hvad der får et stigende antal akademikere til at søge den relativt nye meritpædagoguddannelse.

Og så er det ikke mindst afgørende, at dimensioneringen ikke står alene. Men at lærer-, pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne – og det efterfølgende arbejdsliv – gøres mere attraktivt.