Den politiske aftale om epx er netop landet. Bag de tre små bogstaver gemmer sig et afgørende nybrud. Et nybrud, som har været mere end 40 år undervejs, og som ikke mindre end tre undervisningsministre har måtte skrinlægge.

Knud Heinesen, Ritt Bjerregaard og Ole Vig Jensen har alle i forskellige kommissioner og udvalg forsøgt at gøre op med den grundlæggende opdeling i et praktisk og et teoretisk spor på ungdomsuddannelserne.

Hidtil er det blevet ved planer og ideer. Men med aftalen får Mattias Tesfaye (S) en markant plads i historiebøgerne.  

De overordnede rammer er nu på plads, så nu skal vi finde ud af, hvad den skal indeholde. Der er lang tid til 2030, hvor de første elever skal optages – men der er i virkeligheden ingen tid at spilde, hvis vi skal indfri de politiske ambitioner.   

Balancen mellem teori og praksis skal gentænkes   

Første grundsten lægges med formålsparagraffen. Her er det helt grundlæggende spørgsmål; hvorfor holder vi epx?

De gymnasiale uddannelser har i dag en fælles formålsparagraf. Ret beset kunne man derfor – med få ændringer – blot tilføje epx’en, som en ny kusine i familien. Men så ville vi nok snyde os selv.    

Med epx’en får vi nemlig mulighed for at formulere en formålsparagraf, hvor vi for alvor formulerer et dannelsesideal, som forener og forstørrer det teoretiske og det praktiske.   

På epx vil eleverne både skulle forholde sig til teori om verden, men også hvordan teorien virker i verden. Det kan lyde banalt. Men i de seneste 30 års uddannelsespolitik har teori vundet over praksis og det almene over det anvendelsesorienterede. Vi skal skrive en smuk formålsparagraf, hvor vi løfter skønheden ved det praktiske op uden at tale det teoretiske ned.

Den balance og respekt skal vi bruge, når vi sammensætter fagrækker og prøveformer på epx. Her kan vi med fordel lære af erfaringerne på FGU, som er den seneste nye uddannelse i det danske landskab. Her er man blandt andet stødt på vanskeligheden ved at værdisætte de praktiske prøver over for teoretiske kunnen.

Marie kan således få 12 i FGU-prøven på fødevarelinjen – men hun kan stadig ikke blive optaget på kokkeuddannelsen, hvis hun ikke har 2 i dansk og matematik. Omvendt kan Martin, som er rockerdårlig til at lave mad, komme ind, hvis han har de nødvendige 2-taller. I arbejdet med epx har vi netop mulighed for at tage et opgør og skabe en ny balance mellem teori og praksis.   

Igen – det kan lyde simpelt, men virkeligheden er, at vi er langt bedre til at værdisætte det teoretiske end det praktiske. Det udviklingsarbejde, som kan rokke ved den balance, bør vi sætte i gang nu. Og den kan fint have tråde ind i den store fagfornyelse i folkeskolen, hvor praksisfaglighed også er et omdrejningspunkt. Ligesom reformen af kandidatuddannelserne på universiteterne har et element af en gentænkt balance mellem teori og praksis.   

Vi skal udvikle et sprog for kvalitet 
For det andet skal vi udvikle et sprog for kvalitet på epx. For hvordan arbejder vi med kvaliteten på epx, hvis ikke vi har et sprog for det? Desto mere, vi reducerer kvalitet til en drøftelse af måltal, bestyrelsesansvar og -sammensætning, desto mere kigger vi opad i stedet for hen på eleverne.   

Kontinuerlig stræben efter bedre kvalitet kræver, at vi står solidt på to ben i al god kvalitetssikring: udvikling og kontrol. Når man skal udvikle en helt ny skoleform, er der behov for en vis margin, så ledelse, lærere og elever i fællesskab kan prøve forskellige formater af.

Men der er behov for national opfølgning, så de epx-skoler, som finder rigtig gode løsninger, kan dele deres erfaringer med resten af deres søsterskoler. Og det kræver et sprog, system eller model for, hvad kvalitet på epx er. 

Lærerne er kernen   

I en samtale om opstarten på FGU faldt bemærkningen: “Lærerne er det vigtigste.” Nogle FGU'er havde nedslidte lokaler, men blomstrende elever; hvorfor? Fordi det hele handler om relationen mellem lærere og elever. Lærerværelset på epx bliver mangfoldigt. Her skal 10. klasses lærerne, smeden og cand.mag’en i historie sidde omkring det samme bord.   

Hvis lærerværelset bliver rigtig fedt, er der også lærere med eksempelvis pædagog- og sygeplejerskebaggrund. Men hvordan ser epx-lærerprofessionen ud? Hvordan får vi en professionsidentitet, hvor lærerne kan bevare deres faglige særkende eksempelvis som smed eller universitetsuddannet historielærer, men mødes omkring det fælles tredje?

Hvordan ser det didaktiske og pædagogiske fælles tredje ud? Kræver det et helt nyt pædagogikum eller diplomuddannelse, som man kender det fra de eksisterende gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne?   

Hvis epx skal flyve fra dag ét, så skal lærerne have de pædagogiske og didaktiske forudsætninger til en skoleform, hvor dannelse og uddannelse er tænkt forfra.    

Et godt ungdomsmiljø er sandsynligvis flere forskellige ting   

For det fjerde skal vi interessere os for, hvad et godt ungdomsmiljø egentlig er. Og ikke mindst, om det er det samme for alle unge? Det er tydeligt i forligskredsen omkring aftalen, at det gode ungdomsmiljø skal være trækplastret for epx.

Det er rigtigt set, for ungdomsmiljøet bliver tindrende vigtigt for de unges opbakning til epx. Vi ved, at nogle unge på erhvervsskolerne ser en tæt kobling mellem de fysiske rammer og deres motivation, faglige udvikling og sociale velvære. Særligt rummenes fleksibilitet er vigtigt – hvor de foretrækker rum, der formår at integrere teori og praksis og indbyder til vekslen mellem faglige og sociale aktiviteter.

Men er det gældende for alle unge i den kommende epx-målgruppe? For vi ved også, at mange unge, der i dag går på gymnasiet, vægter højt, at skolen har et fedt socialt miljø og et godt ry.

Samtidig ved vi fra hf og VUC, at en del af målgruppen her lægger stor vægt på forudsigelighed, herunder at de er en del af en lille gruppe af mennesker. Lærere såvel som elever.  

Så ungdomsmiljø skal frem i køen over vigtige elementer i udviklingen af epx. Men hvis vi ved mere om, hvad de forskellige målgrupper opfatter som et godt ungdomsmiljø, kan vi bedre designe de rigtige løsninger.   

Vi skal belave os på en kulturkamp   

Sidst – men absolut ikke mindst – så står vi overfor en massiv oplysnings- og kulturopgave. Vi skal overbevise unge og deres forældre om, at epx er det rette valg for den unge, som motiveres af at lære om verden både gennem teori og praksis.

Der er næppe nogen tvivl om, at der er mange unge, som virkelig ville trives og få et godt skoleforløb på en sådan institution. Men vi må også erkende, at vi har født epx’en ind i et eksisterende uddannelseshierarki, og vi kan ikke forlade os på, at forældre til de kommende elever af sig selv føler sig trygge ved og kan se ideen med en epx.   

Mange af mine venner - som er uddannelsesstærke – har med største naturlighed sendt deres børn på stx. Men, hvis de af den ene eller anden grund er faldet over eux, fortæller de mig med begejstring om, hvor fedt det er. Så epx’en vil ræsonnere med mange.

Men derfra og til, at de vælger den, er der et stykke. Vi skal i de kommende fem år have en samtale med de kommende elever og deres forældre om, hvad de kan forvente sig af den nye ungdomsuddannelse.   

Vi skal bestyrke og betrygge dem i, at på den nye uddannelse vil de møde engagerede lærere og ledelser. Modige mennesker, som tør række ud efter stjernerne.   

Kronikken blev bragt i Altinget d. 20. februar 2025.