Tidlig Indsats

19. mar, 2025

Udviklingsbilledet på daginstitutionsområdet

Tidlig Indsats 

· 19. mar, 2025

Udviklingsbilledet på daginstitutionsområdet

Konklusion  

Udviklingsbilledet på daginstitutionsområdet ser forskelligt ud afhængigt af, hvilken position man betragter det fra. Der er med andre ord betydelige forskelle i vurderinger af udviklingsmuligheder blandt aktører på området. Det gælder blandt andet, når det handler om perspektiverne i tiltag, der vedrører den kommunale styring, de kommunale tilsyn og individuelle løntillæg. Der er dog også nogle tiltag, som der er relativ bred enighed om vil gøre en stor positiv forskel for kvaliteten i daginstitutionerne. Det gælder især tiltag, der handler om en bedre normering, højere pædagogandele, udvikling af det faglige miljø i institutionerne samt mere kompetenceudvikling af personalet – især når denne foregår i praksis og med deltagelse af mange fra samme institution. 

Motivation  

Hvis dagtilbudsområdet skal løftes, og det fulde potentiale i den pædagogiske læreplan skal realiseres, forudsætter det, at aktører, der skal samarbejde på området, har nogenlunde samme billede af, hvor og hvordan der skal sættes ind. Derfor har vi undersøgt, om og på hvilke måder synet på potentielle udviklingsmuligheder varierer mellem aktører, der til hverdag arbejder i og med daginstitutionerne. Undersøgelsen har fokus på vurderinger af potentielle udviklingstiltag. Undersøgelsen er en del af projektet Fælles om børnene, som Tænketanken DEA gennemfører med støtte fra LEGO Fonden.  

Metode  

Rapporten afdækker vurderinger af potentielle udviklingstiltag inden for syv ordordnede temaer: ”personaleressourcer”, ”fagligt miljø og faglig ledelse”, ”rammer for den daglige ledelse”, ”kompetenceudvikling af personalet”, ”de fysiske rammer”, ”overgang til arbejdslivet” og ”kommunale tilsyn og styring”. Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt pædagogisk personale, pædagogiske ledere, kommunale chefer på dagtilbudsområdet og forskere på området (i alt 1148 respondenter) samt kvalitative interviews med 21 informanter.   

 

Kontakt for mere information

Lise Bendix Lanng

lbl@dea.nu

+45 25 65 94 31

Julie Karnøe Tranholm-Mikkelsen

jkt@dea.nu

+45 93 97 81 98