Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten d. 24. januar 2022. Det er skrevet af Tobias Høygaard Lindeberg, udviklingschef i Tænketanken DEA, og Mads Fjord Jørgensen, programleder i Tænketanken DEA. 

Flere politikere benyttede anledningen til at fremføre, at der de seneste mange år er sket en markant centralisering af de videregående uddannelsesudbud i de fire største uddannelsesbyer - hhv. København, Odense, Aarhus og Aalborg. Det billede kan vi i Tænketanken Dea ikke genkende. 

Vi har undersøgt udviklingen i antallet af uddannelsesudbud over de seneste 20 år, og resultaterne viser, at der er kommet flere uddannelsesmuligheder uden for de fire store byer.

Det betyder, at der hvert år de seneste 20 år i gennemsnit er oprettet mere end tre uddannelsesudbud uden for de store byer. Hvis vi flytter fokus til fordelingen mellem udbud i og uden for de store byer, har vi også svært ved at få øje på det fremmanede billede af en centralisering. I 1998 udbød de fire største byer 62 pct. af alle uddannelsesudbud, mens de stod for 63 pct. af udbuddene i 2018.

Det er helt reelt, hvis politikerne ikke mener, at den nuværende balance i det geografiske udbud er den rette. Men institutionerne i de største byer har ikke suget uddannelsesudbud til sig, mens mulighederne i det øvrige Danmark er blevet færre. I lighed med udviklingen i andre lande har de studiesøgende imidlertid i større og større antal søgt studier i de største byer. Og ja, det har ledt til en koncentration af anvendte studiepladser i de store byer.

Derfor er uddannelsesudbuddene uden for de store byer også i højere grad udfordret på at tiltrække tilstrækkeligt med studerende. De seneste tal viser derfor, at der er ledige pladser på over halvdelen af udbuddene her.

Billedet er det samme, uanset om vi ser på erhvervsakademierne, professionshøjskolerne eller universiteterne, og forskellen mellem andelen af udbud med ledige pladser i og uden for storbyerne er kun blevet større over de senere år.

Det er ikke kun særlige uddannelser, som alene udbydes i de store byer, som tiltrækker de studerende.

Hvis vi ser på de uddannelser, som både udbydes i og uden for de store byer, så ønsker et flertal af de studiesøgende at studere i de store byer.

Derfor giver det meget mere mening at tale om en studenterdrevet koncentration (eller centralisering) af studiepladser i de store byer end at tale om en centralisering af uddannelsesmuligheder.

Forskellen er vigtig, fordi forståelsen af problemet får betydning for løsningen. Hvis problemet er en centralisering af uddannelsesudbud, er løsningen flere udbud lokalt. Er problemet, at de studerende ikke søger de lokale udbud, kan flere udbud i værste fald gøre problemet større.

De kommende års faldende ungdomsårgange kan gøre det vanskeligere at fastholde nok studerende til de udbud, der allerede har svært ved at fylde stolene.

Det vil med al sandsynlighed påvirke udbuddenes muligheder for at blive økonomisk og fagligt bæredygtige. Og her finder vi nok også baggrunden for, at et stort flertal af de politiske partier har vedtaget, at uddannelsesinstitutionerne i de fi-re store byer skal udflytte eller lukke op til 10 pct. af deres studiepladser.

Aftalen skal altså dirigere flere ud i landet for at understøtte udbuddene her. Problemstillingen er reel, men der er væsentlige elementer i aftalen, der kan udfordre politikernes ambitioner, fordi det hele står og falder med, om de studiesøgende følger efter. Især når aftalepartierne også har pålagt institutionerne at oprette flere nye uddannelsesudbud i små og mellemstore byer.

Lykkes omdirigeringen af søgemønstrene ikke, vil der blive flere udbud med få studerende, og det vil hæmme institutionernes samlede økonomi. Der er dermed også en risiko for, at vi ender med et uddannelseslandskab med mange små udbud uden den fornødne økonomi til at understøtte høj kvalitet i uddannelserne.

En anden betydelig risiko ved aftalen er, at de at unge, som under normale omstændigheder ville have påbegyndt og afsluttet en uddannelse i Aarhus, København, Aalborg og Odense, får et anderledes - og dårligere forløb.

Vores analyser tyder på, at desto mere de unges studieønsker bøjes, desto færre påbegynder og færdiggør studiet. Ingen ved, om de studerendes fremtidige søgeadfærd vil ændre sig med aftalen.

Men hvis søgeadfærden ikke tilpasses det ændrede uddannelseslandskab, kan vi stå i en situation, hvor ønsket om et styrket regionalt udbud trumfer behovet for kvalificeret arbejdskraft.

Og det på et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet efterspørger kompetente hænder mere end nogensinde.