Debatindlægget blev bragt i Altinget d. 13. april 2021.

Sidste efterår samlede regeringen flertal for Arne-pensionen, og de mest nedslidte får dermed ret til at gå tidligere på pension. Aftalen adresserer et centralt element i vores velfærdssamfund, nemlig at samfundet tager sig af dem, der har behov for det.

Det er fornuftigt, at mennesker, som af forskellige årsager ikke længere kan arbejde, får mulighed for at trække sig tilbage. Men målet må være, at færrest muligt har brug for eller lyst til at trække sig helt fra arbejdsmarkedet.

Et arbejdsmarked i forandring

I fremtiden må man forvente, at det hører til sjældenhederne at holde 25-års jubilæum på en arbejdsplads. Vi skal i stedet forberede os på flere arbejdsliv, hvor vi også tager radikale skift imellem stillingstyper, fag og brancher.

Det sætter derfor også nye krav til, hvordan vi uddanner og efteruddanner os.  

Vores arbejdsmarked undergår hele tiden forandringer, men særligt i disse år ser vi store teknologiske spring, samtidig med at globaliseringen påvirker endnu flere virksomheder på flere måder end tidligere. Det forudsætter flere kompetencer for at kunne følge med og fastholde sit job.

I den nuværende coronakrise er der opstået en ”perfect storm”, hvor hastigheden, hvormed udviklingen sker, eskalerer. Derfor er efter- og videreuddannelse blevet endnu mere afgørende, da vilkårene i nogle brancher forandres – for eksempel rejsebranchen og hotel- og restaurationsbranchen, mens andre brancher lukker helt ned, som for eksempel minkindustrien.

Her er det en udfordring at få flere til at efter- og videreuddanne sig. Det er typisk de medarbejdere, som har de korteste uddannelser, der deltager mindst i efteruddannelse, og selv oplever det mindste behov for mere efteruddannelse.

Samtidig udsættes de oftere for et belastende fysisk arbejdsmiljø og kan derfor have gavn af omskoling. Det er et stort problem, som kalder på handling. 

Gør efteruddannelsessystemet mere tilgængeligt

Vi ved, at både medarbejdere og virksomheder har svært ved at finde vej i efteruddannelsessystemet. Vi ved også, at det kan være en barriere, fordi det er uklart, hvem der har ansvaret for at tage initiativ til efter- og videreuddannelse.

Derfor er der et stykke vej, før vi får skabt en efteruddannelsesbevægelse, hvor selv dem, der er motiverede for mere uddannelse, kommer i gang. 

Der er brug for at gøre udbuddet af kurser mere overskueligt og tilgængeligt – for den enkelte medarbejder og for de små virksomheder, der ikke har større HR-afdelinger. 

Hertil kommer at der er brug for at gøre udbuddet mere fleksibelt, for eksempel gennem en styrkelse af realkompetencevurderingen, så arbejdserfaring i højere grad vurderes som kompetencegivende og kan kvalificere til en bredere vifte af efteruddannelsesforløb.

Men også i forhold til at understøtte mere digital undervisning, så vi kan deltage i efteruddannelse uafhængigt af geografi, og når det passer os.

Der er i særdeleshed brug for, at vi som samfund taler om efteruddannelse. At vi taler om efteruddannelse i kantinerne, skurvognene og i de små virksomheder, og ikke mindst, at efteruddannelse bliver en politisk prioritet på højde med Arne-pensionen. For efteruddannelse og tidlig tilbagetrækning hænger sammen.

Efteruddannelse skal gentænkes på den politiske dagsorden

Til efteråret sætter regeringen og arbejdsmarkedets parter sig til forhandlingsbordet igen. Vi skal have en ny trepartsaftale på voksen- og efteruddannelsesområdet, hvor man blandt andet skal blive enige om at udmønte én milliard kroner.

I de drøftelser må vi tage udgangspunkt i, at vi har brug for at gentænke samspillet mellem uddannelse, arbejdsmarked og arbejdsmiljø.

Et godt arbejdsmiljø er forudsætningen for, at man kan uddanne sig gennem hele livet. Et godt efter- og videreuddannelsessystem er forudsætningen for, at man kan få nye kompetencer gennem hele livet.