Indlægget er skrevet af adm. direktør Stina Vrang Elias og blev bragt i Altinget Uddannelse d. 13. sept. 2021.

"For få unge vælger en erhvervsuddannelse". Den sætning er efterhånden slidt i dansk uddannelsespolitik. Senest i reformudspillet Danmark kan mere I. Sætningen er skarpt efterfulgt af: "vi skal gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive".

Jeg kan ikke være uenig i de to sætninger. Det tror jeg ikke, der er nogen i den politiske verden – eller for den sags skyld i den danske befolkning – der kan. Men der er én udfordring ved diskursen omkring erhvervsuddannelserne: nemlig at skære alle uddannelserne over én kam.

Der er mere end 100 erhvervsuddannelser, og de spænder fra fitnessinstruktør til flytekniker. De er forskellige i længde og stiller meget forskellige krav til teoretiske og praktiske færdigheder.

For eksempel ligger både industritekniker og datatekniker på kvalifikationsramme 5, mens sosu-hjælper og buschauffør ligger på kvalifikationsramme 3. Kvalifikationsrammen er det redskab, som giver overblik over og niveaumæssigt indplacerer alle uddannelser i Danmark.

Bare lige for sammenligningens skyld, så ligger det almene gymnasium (stx) på kvalifikationsramme 4, mens en erhvervsakademiuddannelse ligger på niveau 5 og bacheloruddannelser på niveau 6.

Nogle erhvervsuddannelser ligger altså kun lige præcis over 10. klasse, mens andre er på samme kvalifikationsniveau som en erhvervsakademiuddannelse.

Hvorfor er det vigtigt? Det er dét af to årsager. For det første, så kan vi ikke løse de reelle udfordringer, som de enkelte erhvervsuddannelser står med, hvis ikke vi har nuancerne og kompleksiteten for øje. For det andet så giver det ikke rigtig mening at præsentere erhvervsuddannelser som en samlet pakke over for de unge – og deres forældre.

Et arsenal af muligheder

I debatten om behovet for at flere unge vælger en erhvervsuddannelse bliver det ofte fremført, at de unge ikke vælger erhvervsuddannelser, fordi de vil holde døre åbne og have mulighed for at uddanne sig gennem hele livet. Underforstået – dét kan man ikke med en erhvervsuddannelse.

Men der er erhvervsuddannelser, hvor der er meget klart definerede muligheder for at uddanne sig gennem hele livet. Det gælder for eksempel sosu og elektriker. Der er også en lang række, hvor det er vanskeligt at holde mange døre åbne. Pointen er bare: det er langt fra et generelt billede for de mere end 100 erhvervsuddannelser.

Det samme gælder for adgangen til praktikpladser. Det er også langt mere differentieret end man skulle tro efter at dømme på den offentlige debat. Hvis du gerne vil være industritekniker eller vvs'er, så er dét, at få en praktikplads, vitterligt ikke et problem. Men det ser anderledes ud, hvis du drømmer om at blive frisør, dyrepasser eller mekaniker.

Erhvervsuddannelser rummer så mange forskellige uddannelser, så mange forskellige faglige niveauer og så mange forskellige målgrupper, at vi misser vigtige budskaber i vores arbejde, når vi bruger én samlet betegnelse.

Her taler jeg både om arbejde og indsatser rettet mod de unge, som vi forsøger at få til at vælge en erhvervsuddannelse og arbejde foretaget af politikere eller embedsmænd, som skal lave forandringer på alle erhvervsuddannelser på én gang.

Vi har i dag en generation af unge, som mistrives i hidtil uhørt grad. Det er der helt sikkert uendeligt mange forklaringer på. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vejen til større trivsel ikke også rummer et bedre match mellem ung og uddannelse. Her står erhvervsuddannelserne klar med et arsenal af muligheder. Til glæde for de unge, deres forældre og i sidste ende samfundet.