DEBAT

2 minutters læsning

3. jul, 2020

Folketingets ekstra studiepladser giver unge serveretten

DEBAT

2 minutters læsning

3. jul, 2020

Folketingets ekstra studiepladser giver unge serveretten

Kontakt for mere information

Mads Fjord Jørgensen

mfj@dea.nu

+45 31 77 22 57

Tobias Høygaard Lindeberg

thl@dea.nu

+45 51 63 25 70

Den nye politiske aftale om at oprette ekstra studiepladser skaber bedre muligheder for, at unge kan komme ind på en videregående uddannelse. Alligevel vil problemet med tusindvis af afviste unge fortsætte. Det viser erfaringer fra finanskrisen.

Søndag er sidste chance for at søge om optagelse på drømmeuddannelsen. Denne sommer bliver dog ikke som foregående. Ifølge ministeriet vil 10.000 flere unge end tidligere ansøge om en studieplads. Men tusindvis vil få afslag – og det på trods af den nye politiske aftale om 5.000 ekstra studiepladser.

Erfaringerne fra finanskrisen viser nemlig, at unge dengang særligt søgte mod de eftertragtede uddannelser. Hvis det er en varsling af, hvad vi kan forvente af den nuværende coronakrise, vil de studier, som allerede afviser mange ansøgere, blive søgt i endnu højere grad i år. Derfor vil de ekstra studiepladser sandsynligvis ikke være tilstrækkeligt for at afbøde tusindvis af afslag.

Krisetider forstærker eksisterende søgemønstre

Finanskrisens indtog i 2008 udgjorde baggrundstæppet for studiesøgningen året efter. I 2009 steg antallet af ansøgere til de videregående uddannelser med 22 procent. Samtidig steg antallet af afviste med mere end 50 procent, og hver femte ansøger fik ikke en studieplads. I kølvandet på corona kan vi derfor lære flere ting af erfaringer fra finanskrisen.

For det første at de unge særligt søger mod bestemte uddannelser, nemlig dem, der i forvejen har flere ansøgere end studiepladser. Det er fx medicin, jura, statskundskab, psykologi og tandlæge.

For det andet viser erfaringerne os, at de unge i endnu højere grad, søger mod universiteterne i storbyerne. Antallet af afviste steg efter krisen på Aarhus og Københavns Universitet med hele 127 og 110 procent.

Søg bredt når krisen kradser

Den nye politiske aftale om ekstra studiepladser er vigtig af flere grunde. Aftalen har fx et klogt fokus på uddannelser som har ledige pladser og uddanner til beskæftigelse. Den adresserer geografiske skævheder i søgemønstre, ligesom der indgår en udvidet studievejledning.

Den 5. juli er sidste chance for at søge optagelse på en uddannelse i kvote 1. Politikerne har handlet med rettidig omhu.

Så kære unge, når krisen kradser er det særligt vigtigt, at I søger bredt. Både geografisk og fagligt. De eftertragtede studier bliver endnu vanskeligere at få adgang til i år.

 Det er nu jer, der har serveretten.

Kontakt for mere information

Mads Fjord Jørgensen

mfj@dea.nu

+45 31 77 22 57

Tobias Høygaard Lindeberg

thl@dea.nu

+45 51 63 25 70