ANALYSE

2 minutters læsning

15. mar, 2020

Ja tak til systematiske eksperimenter med optagelse

ANALYSE

2 minutters læsning

15. mar, 2020

Ja tak til systematiske eksperimenter med optagelse

Kontakt for mere information

Tobias Høygaard Lindeberg

thl@dea.nu

+45 51 63 25 70

Forsøgene med nye optagemodeller på flere universiteter giver grund til at være forhåbningsfuld i forhold til, at der kommer en mere systematisk eksperimenterende tilgang på andre områder såsom eksamensformer, vejledning eller holdstørrelser.

Optagesystemet til de videregående uddannelser er til debat igen. Det skyldes, at der er tegn på utilsigtede konsekvenser af den store vægt, som det nuværende system lægger på de gymnasiale karakterer, og at denne jagt på det høje snit kommer til at skygge for læring. Enten fordi eleverne satser på det sikre, eller fordi de bliver presset uhensigtsmæssigt. Oven i det kommer de fortsat væsentlige udfordringer med frafald på de videregående uddannelser, som optagesystemet også har potentiale til at mindske. Der er derfor gode grunde til at forsøge at justere systemet. Så længe det gøres gennemtænkt og systematisk.

Optagesystemet til de videregående uddannelser skal tilgodese flere hensyn. Det skal fordele studiepladser meritokratisk, have den mindst mulige slagside i forhold til social mobilitet og have så få utilsigtede effekter i forhold til de gymnasiale elevers adfærd som muligt. Og det hele skal vel at mærke ske så effektivt som muligt. De forskellige hensyn kan være i modstrid med hinanden. For eksempel vil kvoter for studerende, der har forældre med kort uddannelse, øge den sociale mobilitet på de mest søgte uddannelser, men det vil samtidig underløbe det meritokratiske princip. 

Det er en præmis, at uanset hvilke ændringer, der sker i adgangssystemet, vil der ikke komme flere pladser inden for de mest søgte uddannelser.  Et ændret optagesystem kommer ikke til at fjerne bekymringen for ikke at komme ind på drømmeuddannelsen eller frustrationen over kun at blive optaget på sin 2. prioritet. Men det betyder ikke, at det er nytteløst at eksperimentere med at finde bedre modeller til optag  – særligt ikke i forhold til kvote 2, hvor forskellige modeller i dag bruges til at udvælge ansøgere. Det er til gengæld vigtigt at tage højde for to forhold. 

For det første er det vigtigt, at forsøg med nye optagemodeller vurderes systematisk. Hvor mange havde forventet, at det at lade livserfaringer tælle i forbindelse med ansøgning gennem kvote 2, ikke har fremmet den sociale mobilitet? Ikke undertegnede i hvert fald. Derfor er det vigtigt at følge tæt, om ændrede optagemodeller har implikationer for især gennemførelse og frafald, men også for den sociale sammensætning og kønsfordelingen. Spørgsmålet om, hvorvidt en ændret optagemodel har betydning for de gymnasiale elevers adfærd, er betydeligt mere kompliceret at undersøge. Men det gør ikke spørgsmålet mindre væsentligt.

For det andet skal nye optagemodeller vurderes op mod det forhold, at vi i dag har et relativt velfungerende og effektivt optagesystem. Eventuelle forbedringer af optagesystemet skal stå mål med de øgede omkostninger. Hvis et ændret optag resulterer i et reduceret frafald, vil det være relativt simpel at beregne, om det kan betale sig for institutionen. Hvis et ændret optag resulterer i flere studerende, som gennemfører uddannelsen, men også har for eksempel sociale effekter, bliver det et mere politisk spørgsmål. Det samme gælder, hvis ændringerne medfører ændret adfærd i ungdomsuddannelserne. 

Forsøgene med nye optagemodeller på flere universiteter giver også grund til at være forhåbningsfuld i forhold til, at der kommer en mere systematisk eksperimenterende tilgang på andre områder. Fx i forhold til eksamensformer, vejledning eller holdstørrelser. 

Kontakt for mere information

Tobias Høygaard Lindeberg

thl@dea.nu

+45 51 63 25 70