DEBAT

3 minutters læsning

24. jun, 2021

Social mobilitet skal højere op på den uddannelsespolitiske dagsorden

DEBAT

3 minutters læsning

24. jun, 2021

Social mobilitet skal højere op på den uddannelsespolitiske dagsorden

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

Et notat viser, at der er stor forskel på, hvordan videregående uddannelser evner at løfte studerende fra lavindkomstfamilier. Det er et nederlag for den enkelte, men også et samfundsmæssigt problem, skriver Stina Vrang Elias.

Debatindlægget er skrevet af Stina Vrang Elias, adm. direktør, Tænketanken DEA. Indlægget blev bragt i Altinget forskning d. 24. juni.

Den manglende politiske bevågenhed i forhold til social mobilitet har været iøjnefaldende de senere år. Men måske blæser der nye vinde.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har for nylig meddelt uddannelsesinstitutionerne, at hun gerne vil drøfte social mobilitet, når hun i den kommende tid skal forhandle de strategiske rammekontrakter for 2022-2025.

Og der er god grund til at øge opmærksomheden på netop det område.

Påvirker chancen for at fuldføre

En undersøgelse, som vi gennemførte i Tænketanken DEA sidste år, viste, at de studerendes sociale baggrund påvirker deres chancer for at fuldføre en uddannelse, også selvom de kommer med de samme faglige forudsætninger.

For eksempel er der på en universitetsbachelor næsten tyve procent større sandsynlighed for, at studerende fra højindkomstfamilier fuldfører sammenlignet med studerende med tilsvarende gymnasiekarakterer fra lavindkomstfamilier.

Også på de samme uddannelser – altså for eksempel lærer, historie eller ingeniør - kan der være stor forskel på den sociale mobilitet afhængigt af den enkelte uddannelsesinstitution, som DEA har vist i en netop offentliggjort undersøgelse.

Eksempelvis varierer andelen af studerende fra lavindkomstfamilier, der fuldfører læreruddannelsen, med op til 30 procentpoint i forhold til det forventede niveau. Altså, når vi tager højde for baggrundskarakteristika (for eksempel gymnasiekarakterer, forældrenes uddannelsesniveau med mere).

Tallene viser med al tydelighed, at vi har gode muligheder for at få endnu mere ud af vores uddannelsessystem, når det kommer til at løfte unge fra lavindkomstfamilier uddannelsesmæssigt.

Mangler viden om social mobilitet

Det er positivt, at ministeren har bragt social mobilitet på dagsordenen i sin dialog med institutionerne, men man bør overveje, hvorvidt andre redskaber kan bringes i spil, der kan understøtte arbejdet på den enkelte institution.

Der er i Danmark begrænset viden og forskning om indsatser for at fremme social mobilitet på de videregående uddannelser.

Og vi ved fra dialogen med institutionerne, at flere af dem gerne vil arbejde mere med social mobilitet, men de mangler viden på området. Det gælder særligt hvilke tiltag, der har en effekt i forhold til at fastholde studerende, der kommer med forskellige sociale baggrunde.

På grundskole- og ungdomsuddannelsesområdet udarbejder Undervisningsministeriet data, hvor den enkelte skole kan se, hvordan deres elever klarer sig i sammenligning med andre med samme socioøkonomiske baggrund. Det kunne være interessant, om vi fik samme type data for de studerende på videregående uddannelser, for eksempel i forhold til frafald.

Vi har alle en interesse i at blive klogere på, hvordan de studerende bliver mere frisatte fra deres sociale baggrund. Så to mennesker, som kommer med de samme faglige forudsætninger fra gymnasiet, stilles mere lige end i dag, hvor der er mange usynlige snubletråde.

Der er altså brug for, at social mobilitet kommer højere på den uddannelsespolitiske dagsorden. Ellers risikerer vi, at de unge ikke får udnyttet deres talent fuldt ud, hvilket i sidste ende også kan hæmme blandt andet fortsat økonomisk vækst.

Det er nemlig både et nederlag for den enkelte, men også et samfundsmæssigt problem, at vi taber talentfulde studerende, hvis det blot er fordi, de kommer fra en bestemt social baggrund.

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71