DEBAT

3 minutters læsning

6. dec, 2021

En evaluering af dimensionering skal se på disse tre spørgsmål

DEBAT

3 minutters læsning

6. dec, 2021

En evaluering af dimensionering skal se på disse tre spørgsmål

Kontakt for mere information

Tobias Høygaard Lindeberg

thl@dea.nu

+45 51 63 25 70

Mads Fjord Jørgensen

mfj@dea.nu

+45 31 77 22 57

Før vi indfører mere eller mindre dimensionering, er det afgørende med en ordentlig evaluering. Modellen har vist sig nødvendig for nu, men det er ikke givet, at den skal fortsætte som nu, skriver Mads Fjord Jørgensen og Tobias Høygaard Lindeberg.

Indlægget blev bragt i Altinget Forskning d. 6. december og er skrevet af Mads Fjord Jørgensen, programleder for videregående uddannelse og Tobias Høygaard Lindeberg, udviklingschef, Tænketanken DEA.

En videregående uddannelse er ikke kun en vej til beskæftigelse. Dannelse og kritisk sans er eksempelvis uomgængelige formål med en videregående uddannelse. Men tilknytningen til arbejdsmarkedet er efter endt uddannelse helt central. Det definerer i væsentlig grad den enkeltes livsmuligheder og gør tillige samfundsinvesteringen rentabel.

Helt generelt ved vi lidt, men slet ikke nok om, hvad effekten af dimensioneringsmodellen har været. Vi ser først i disse år, hvad dimensioneringen betyder for ledigheden. Ikke bare for de to- til fireårige erhvervsakademi- og (professions)bacheloruddannelser, men også på kandidatuddannelserne.

Derfor er tiden inde til en evaluering, der giver et samlet blik på, om vi skal gøre mere, noget andet eller fortsætte som hidtil, så flere af de kommende studerende igennem deres uddannelser opnår gode livsmuligheder.

Ledigheden er fortsat for høj
Op igennem 00’erne valgte langt flere unge mennesker at påbegynde en videregående uddannelse end tidligere. Dermed blev spørgsmålet om efterfølgende beskæftigelse efter dimission mere present. Når flere benyttede sig af muligheden for uddannelse, og samfundets udgifter til uddannelse fulgte med, blev det et tiltagende politisk spørgsmål, om der var et afkast af investeringen.

Selvom der er store variationer, ser vi en overledighed på en række uddannelser, som har været rimelig konstant over tid. På den positive side har institutionerne i de seneste femten år formået at uddanne markant flere studerende, uden det har medført en generel højere ledighed. På den knap så positive side har vi fortsat ledighedsudfordringer i dele af det videregående uddannelsessystem. Det har hele sektoren en interesse i at ændre på. Både til gavn for den enkelte studerende og samfundet bredt set.

Den ledighedsbaserede dimensioneringsmodel blev indført i 2015 for at tage hånd om denne overledighed ud fra devisen om, at de unge ikke skulle uddannes til ledighed.

Ikke et ideelt, men dog nødvendigt værktøj
Så hvordan går det? En evaluering fra 2018 konkluderer blandt andet, at der har været et fald i tilgangen på dimensionerede uddannelser og en stigning på ikke-dimensionerede uddannelser samtidig med en tilgangsstigning på syv procent. Det tyder på, at flere unge gennem deres videregående uddannelse vil komme i beskæftigelse efter implementeringen af modellen.

Er den ledighedsbaserede model så ideel? Nej, bestemt ikke. I den bedste verden blev problemet løst mellem institutionerne og deres aftagere, men øvelsen er svær, og incitamenterne for institutionerne er heller ikke entydige. Derfor har modellen vist sig nødvendig for nu.

I Tænketanken DEA vil vi pege på tre spørgsmål, som en evaluering bør adressere.

Tre spørgsmål
For det første om det er hensigtsmæssigt at dimensionere uddannelser nationalt på tværs af institutioner, når der er steder i landet, hvor man har høje beskæftigelsestal. Hvorfor dimensioneres datamatiker eksempelvis i Herning og Odense, når der er en meget lav ledighed i disse byer?

For det andet bør en evaluering undersøge, hvordan de nuværende udflytningsplaner spiller sammen med ledighedsdimensioneringen? For eksempel ser universiteterne ud til at leve op til udflytningsaftalen ved særligt at reducere ledighedsramte uddannelser på et tidspunkt, hvor effekten af dimensioneringen endnu ikke er slået fuldt igennem.

For det tredje bør man se på, om dimensioneringen risikerer at udfordre institutionernes rammevilkår i forhold til at skabe internationalt konkurrencedygtige dimittender, hvis institutionerne fastholder et bredt udbud af små, ledighedsramte udbud. Danmark bruger færre penge per studerende end OECD- og EU-landene i gennemsnit, og det betyder først og fremmest færre midler til at understøtte kvalitet på uddannelserne og et tilsvarende behov for en højeffektiv udnyttelse af midlerne, hvis uddannelserne skal være konkurrencedygtige. Men dimensioneringen kan føre til mange små udbud. Det er vigtigt at blive klogere på.

Dimensionering er med andre ord et nødvendigt værktøj for nu. Men det ville være klogt at evaluere effekten af dimensioneringsmodellen, inden vi ved, om vi skal gøre mere, noget andet eller fortsætte som hidtil for at fremme livsmulighederne for kommende dimittender.

Kontakt for mere information

Tobias Høygaard Lindeberg

thl@dea.nu

+45 51 63 25 70

Mads Fjord Jørgensen

mfj@dea.nu

+45 31 77 22 57

Sort på hvidt