DEBAT

2 minutters læsning

18. okt, 2021

Husk børnene i stemmeboksen

DEBAT

2 minutters læsning

18. okt, 2021

Husk børnene i stemmeboksen

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

Vores børn er uomtvisteligt det vigtigste i verden. Det er i hvert fald de færreste, der kan nævne noget, som er vigtigere end deres børn. Men af en eller anden grund glemmer vi dem, når vi står i stemmeboksen til kommunalvalget. Her kommer børnene ikke engang i anden række. Pludselig har vi en lang liste af emner, som er vigtigere end vores små børn.

Debatindlægget er skrevet af Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA, og Kasper Ottosson Kanstrup, global programchef, Lego Fonden. Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten d. 17. oktober 2021.

I en måling fra Kommunernes Landsforening (KL) er daginstitutioner det 11. vigtigste tema af 14 mulige. Kun 13 pct. af danskerne ser daginstitutioner som et af de tre vigtigste temaer for deres kryds. Derfor stiller vi spørgsmålet: Hvem vil børnene?

For selv om økonomien og de overordnede rammer fastsættes nationalt, så er det lokalpolitikere, der har det politiske ansvar for dine børns dagtilbud. Det er lokalpolitikerne, som skal spørge sig selv, om der er nok dygtige voksne omkring børnene? Om børnene har adgang til inspirerende miljøer med leg, læring og trivsel som omdrejningspunkt? Og om der lægges gode planer for, hvad det voksne personale skal lave sammen med børnene?

Forskning viser, at barnets allerførste leveår er helt afgørende for dets udvikling: Dets fremtidige uddannelse, job, sundhed, sociale liv og lykke er således på mange måder afhængige af dets første år.

Her spiller kvaliteten og indholdet af vores dagtilbud en vigtig rolle, da omkring 97 pct. af fireårige i Danmark går i børnehave. Gode og trygge relationer til voksne og rum til leg og læring, hvor børn kan udvikle deres kreativitet og evner til problemløsning og samarbejde, er således essentielle elementer i forhold til børns tidlige, positive udvikling.

På nationalt niveau er der truffet mange beslutninger til gavn for kvaliteten af vores dagtilbud. Ny dagtilbudslov, politiske aftaler og en pædagogisk læreplan, som bl. a. sætter børnenes leg og dannelse i centrum.

Det er dog kun den ene del af ligningen.

De intentioner og aftaler skal også føres ud i livet - og der er vi stadig ikke i mål. Her må et stærkere kommunalpolitisk fokus på nul-seksårsområdet være starten på at finde de løsninger, som giver vores små børn et udviklingsmiljø, hvor legen er i centrum og bliver brugt som løftestang for udviklingen af børnenes sociale, emotionelle og kognitive kompetencer.

For hvorfor er det, at vi ikke bruger børns indbyggede evne til at udvikle sig og lære via legen meget mere aktivt? Børn udvikler sig nemlig mest, når de er mindst.

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

Sort på hvidt