DEBAT

2 minutters læsning

30. jun, 2022

Ringe forhold påvirker den faglige stolthed og identitet – og risikerer at gøre manglen på faglærte endnu værre

DEBAT

2 minutters læsning

30. jun, 2022

Ringe forhold påvirker den faglige stolthed og identitet – og risikerer at gøre manglen på faglærte endnu værre

Kontakt for mere information

Den faglige stolthed og identitet blandt fagprofessionelle skal være kernen i debatten om lærlingeopgøret. Har vi det ikke for øje, risikerer de kommende års mangel på faglærte i Danmark at blive endnu værre, end prognoserne siger.

Om du er stolt af dit fag og identificerer dig med at være maler, bager eller salgsassistent, er afgørende for, om du bliver i faget. Det kan virke som en detalje, men som det så ofte er, ligger djævlen netop dér. Faglig identitet og stolthed er nemlig centrale faktorer i arbejdet med at tiltrække og fastholde arbejdskraft.

Så når over 250 lærlinge og nyuddannede svende har skrevet under på et fælles opråb, som de kalder Lærlingeoprøret, må vi ikke overse de effekter, ringe fysiske forhold på erhvervsuddannelserne kan få for den faglige stolthed og identitet. Erhvervsuddannelserne er nemlig flettet sammen med arbejdsmarkedet på en helt anden måde, end vi kender det fra andre uddannelser i Danmark.

Forholdene for erhvervsskoleeleverne er afgørende for faglærtes tilegnelse af identitet med deres fag. Det, vi i den akademiske verden kalder for ”fagidentitet”. Den er her en helt anden størrelse end i grundskolen eller i de gymnasiale uddannelser, hvor identitetsprocessen i høj grad sker, når man tilegner sig viden i undervisningen.

Det er vigtigt for kvaliteten af en uddannelse, at eleverne får den særlige faglige identitet, der knytter sig til det givne fag. At man føler sig som en gartner, murer eller frisør. Det handler om stolthed og identitet. Og ifølge Tænketanken DEA’s undersøgelse om kvalitet i erhvervsuddannelser handler tilegnelse af fagidentitet blandt andet om fysiske markører. Det kan for eksempel være at gå i hvidt arbejdstøj, når man er på maleruddannelsen, eller at begynde at gå med sikkerhedssko. Men det handler også om at kende til maskinerne eller udstyret i ens fag.

Netop udstyret i ens fag har også stor effekt på de kompetencer, man ender med, når man står med sit svendebrev i hånden og skal ud på arbejdsmarkedet. Er maskiner og udstyr ikke tilsvarende med det, man skal ud og møde på arbejdsmarkedet, har det effekt på ens evne til at integrere sig på arbejdsmarkedet. Med den massive mangel på faglærte, vi har og vil få på det danske arbejdsmarked, har vi ganske enkelt ikke råd til at gamble med integrationen af de kommende svende på selvsamme arbejdsmarked.

De fysiske forhold handler ikke kun om behag. Det er i høj grad også er dem, der har betydning for, at rødderne til den faglige stolthed og identitet bliver slået. Rådner de, har vi kun set toppen af isbjerget, når det gælder manglen på faglært arbejdskraft i Danmark.

Debatindlægget blev bragt i JyllandsPosten d. 26. juni 2022

Kontakt for mere information

Sort på hvidt