Den unuancerede debat om, hvad der driver unges uddannelsesvalg, smitter af på politikerne. De kan komme til at reagere på problemer, der reelt er mindre, end debatten giver indtryk af.
I de senere år har debatten om de unges valg af videregående uddannelse handlet om uddannelsessnobberi og formodninger om, at mange især er motiveret af at bruge deres gennemsnit fra gymnasiet. Har man 11 i snit, vælger man ikke en uddannelse, der kun kræver 6.
Debatten har medvirket til at understøtte politiske tiltag, som skal dæmme op for snobberiet og prestigelogikken. For eksempel har set udspil om karakterloft ved optaget til de videregående uddannelser, og der er fremlagt bud på et nyt optagelsessystem.
Men når man spørger de unge selv, tyder det dog på, at fortællingen om unges bevæggrundene for studievalg gør dem uret.
Lad os først se på forestillingen om, at uddannelser med et højt karaktergennemsnit som adgangskrav er særlig attraktive. Det viser sig, at logikken ikke er så entydig endda.
Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af optagelsessystemet fra 2020 viste, at 17 procent af ansøgerne ville vælge en uddannelse med et adgangssnit på 10 over en uddannelse med frit optag, selv om de som udgangspunkt havde prioriteret uddannelsen med frit optag højest. Reformkommissionen viste også, at unge med de højeste gennemsnit fra gymnasiet søger mod uddannelser med de højeste grænsekvotienter. Man kan med andre ord ikke udelukke, at en mindre gruppe unge træffer deres valg ud fra den logik.
Men logikken viser sig ikke i Danmarks Evalueringsinstituts undersøgelse af de unges egne begrundelser for studievalg. Her kommer ønsket om at bruge sit snit ind på en sidsteplads blandt begrundelserne for studievalg. Kun 4 pct. af de adspurgte giver udtryk for det ønske.
Prestige forbundet med uddannelsen vægtes tredjelavest, kun 10 pct. angiver den begrundelse. De studiesøgende vedkender sig altså ikke, at karakterer og prestige driver deres studievalg, når man spørger dem.
Med de ovenstående analyser in mente får man indtryk af, at de unge siger ét og gør noget andet. De siger, at karakterer ikke betyder ret meget for deres studievalg, men vælger alligevel de uddannelser, der kræver de højeste karaktergennemsnit at komme ind på.
En analyse fra sidste år om valg af videregående uddannelse peger imidlertid på, at vi i stedet for at fokusere på de høje karakterer bør rette blikket mod den modsatte ende af karakterskalaen for at finde mening i diskrepansen mellem de studiesøgendes adfærd og udsagn.
I Tænketanken DEA stillede vi mere end 3.000 gymnasieelever på det sidste år af deres studieforberedende uddannelse over for et hypotetisk, men dog realistisk studievalg mellem to fiktive uddannelser. Analysen viser, at høje karaktergennemsnit blandt de medstuderende ikke øger sandsynligheden for, at de vælger den pågældende uddannelse. Om de medstuderende på uddannelsen har 8 og 11 i karaktergennemsnit, er ligegyldigt for gymnasieeleven, der selv har et karaktergennemsnit over 10. Til gengæld fravælger de uddannelser, hvor de medstuderende har 5 i karaktergennemsnit.
Der kan være flere grunde til den adfærd. For de unge med høje karaktergennemsnit fra gymnasiet kan man forestille sig, at de har et ønske om at være en del af et læringsmiljø, hvor der er få studerende med svage studieforudsætninger. De ønsker ganske enkelt ikke at være en del af et studiemiljø, hvor der er mange, som f.eks. er umotiverede eller udfordrede i forhold til at leve op til de faglige krav. Den forklaring bliver underbygget af en DEA-analyse, der viser, at studerende med høje gymnasiekarakterer har større risiko for at falde fra på de videregående uddannelser, hvis der på uddannelsen er mange med lave gymnasiekarakterer.
Der er formodentlig også gymnasieelever, der ikke ønsker at ’spilde deres snit’ ved at vælge uddannelser med lave krav til karaktergennemsnit, og som prioriterer det og andre prestigerelaterede hensyn over eksempelvis faglig interesse og ønsker til deres fremtidige arbejdsliv. Men de foreliggende undersøgelser peger på, at det langtfra er givet, at en arbitrær ’udnyttelse’ af karaktersnittet fra gymnasiet er hovedhensynet for dem. Billedet er formodentlig langt mere sammensat.
Derfor bør alle vi, der kloger os på uddannelsesområdet, huske på nuancerne. En mere retvisende fortælling om bevæggrundene for de unges uddannelsessøgning vil givetvis være en hjælp for beslutningstagere, når de skal finde virksomme løsninger på de centrale problemer, der er på de videregående uddannelser.
Kontakt for mere information