Hent og bliv klogere
Konklusion
Andelen af en ungdomsårgang, der starter på en erhvervsuddannelse efter grundskolen, og som har fuldført eller stadig er i gang efter fem år, ligger på ca. 13 pct. svarende til ca. 7.500 unge hvert år. Denne andel varierer dog i betydelig grad på tværs af landet. I og omkring hovedstaden samt de øvrige større byer i Danmark ligger andelene hovedsageligt i den lave ende, hvor højst omkring hver ottende starter på og fuldfører en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Anderledes ser det ud i en række vestjyske og fynske kommuner, hvor mellem hver femte og knap hver fjerde går i gang med og fuldfører en erhvervsuddannelse umiddelbart efter grundskolen.
Motivation
Reformkommissionen anbefalede i 2023, at det nuværende ungdomsuddannelsessystem skulle reformeres ved at indføre en helt ny ungdomsuddannelse, ”Højere Praktisk Eksamen” (HPX), ved siden af de tre nuværende gymnasiale uddannelser. Den nye uddannelse skulle adskille sig fra de nuværende gymnasiale uddannelser ved bl.a. at have mere praktisk undervisning og flere projekter. Denne analyse ser nærmere på den gruppe af unge, der benytter sig af den direkte vej fra grundskolen til erhvervsuddannelserne i det nuværende ungdomsuddannelsessystem, og som ikke forlader erhvervsuddannelserne, inden de har fuldført en. Dette er altså en gruppe af unge, der ser ud til at trives i det eksisterende ungdomsuddannelsessystem.
Metode
I analysen indgår elever, der ifølge henholdsvis grundskolekarakterregisteret (UDFK) har taget de lovbundne prøver fra grundskolens afgangsprøve fra 2015-2023. Hvorvidt eleven er startet og har fuldført eller stadig er i gang med en erhvervsuddannelse er bestemt ved uddannelsesregistrene KOTRE og UDDA. Eleverne har 2 år til at starte en erhvervsuddannelse efter 9. klasse og 5 år til at færdiggøre den efter start.
Kontakt for mere information