KRONIK

11 minutters læsning

17. maj, 2022

Har vi lige adgang til uddannelse, når Heidis børn ikke har de samme muligheder som mine?

KRONIK

11 minutters læsning

17. maj, 2022

Har vi lige adgang til uddannelse, når Heidis børn ikke har de samme muligheder som mine?

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

I starten af april udsendte Reformkommissionen sin længe ventede rapport med anbefalinger til en reform af vores uddannelsessystem. Desværre fik diskussionen fra første færd et ensporet fokus på SU. Men med et uddannelsessystem, som står i stampe, når det gælder social mobilitet, har vi som samfund ikke råd til at skyde forslaget ned uden at diskutere nuancerne.

Kronikken blev bragt i Politiken den 10. maj 2022. Den er skrevet af Stina Vrang Elias, adm. direktør, Tænketanken DEA.

Da jeg var barn, var jeg slyngveninde med Heidi. Hendes mor bestyrede den lokale kro og hendes far arbejdede i Hårbølle Havn med at klargøre de motorbåde, som tyskerne lejede i sommerferien. Min mor havde skiftende beskæftigelse, men da jeg var otte år gammel, begyndte hun at læse til lærer på seminariet i Vordingborg. Hendes baggrund var en studentereksamen fra Gentofte Statsskole. Min mor har siden fortalt mig, at det var, da hun ikke havde råd til at købe et par gymnastiksko til 8 kr. til mig., at hun besluttede, at tiden var inde til at tage en uddannelse. For hende var uddannelse et naturligt redskab at gribe til. Hun kom fra en uddannelsesstærk familie: Min morfar var civilingeniør og min mormor var fysioterapeut.

Heidi og jeg fik begge uddannelse. Så langt, så godt. Men man skulle tro, at Heidi og jeg havde orienteret os i Danmarks Statistiks prognoser for fremtidig uddannelsesadfærd. Vi fulgte nemlig begge, hver vores ”naturlige” løbebane. Heidi tog en EFG Handel og Kontor, som det hed dengang, og stod i lære på det lokale kommunekontor. Jeg forlod øen, tog studentereksamen på kostskole i Birkerød og har siden læst på tre universiteter i ind- og udland.

Der er ikke noget mærkeligt i den fortælling. Det mærkelige er, at der stadig er stor sandsynlighed for, at Heidis børn vil have langt sværere ved at tage en universitetsuddannelse end mine børn – og dermed få glæde af den SU, som vi alle bidrager til.

 

SU bidrager til formel - ikke reel – lighed

I starten af april ramte Reformkommissionens første rapport gaden. Men allerede inden rapporten kunne læses i sin fulde længde var et af forslagene skudt ned af såvel minister, organisationer og debattører i og omkring UddannelsesDanmark. Jeg taler naturligvis om Reformkommissionens forslag om at omlægge SU på kandidatdelen til lån. Det er en gammel traver i dansk uddannelsespolitik og har været det i de sidste 15-20 år.

Men bare fordi det er en gammel traver, skal man ikke sætte autopilot på og skyde det ned. Når vi skal drøfte SU og den store samfundsinvestering, som den udgør, så skal vi gøre det, fordi der er grund til at tro, at SU ikke længere er et virksomt instrument til at fremme uddannelsesmobiliteten. I samme ombæring skal vi forholde os til, hvordan vi kan sikre, at langt flere får en uddannelse – og vælger en uddannelse, som er båret af evner, lyst og motivation – snarere end traditionerne i den familie, vi er opvokset i.

SU’en beslaglægger mange midler i det danske uddannelsesbudget. Faktisk er det sådan på de videregående uddannelser, at vi investerer mere i SU end i uddannelserne selv. Hvis vi skal kunne se vores børn og børnebørn i øjnene, kan vi ikke tillade os ikke at undersøge, om det er den bedste måde at bruge midlerne på.

Derfor er det mere end ærgerligt, at den saglige undersøgende debat om SU stopper før den går i gang. For selvom der er stor uenighed om SU’en, så er der stor enighed om, at vi er stolte af den lige adgang til uddannelse – problemet er så bare, at vi nok har formel lige adgang til uddannelse, men ikke reel lighed.

Hvis vi skal gøre noget ved det, er vi nødt til at arbejde med uddannelsessystemet i hele sin længde fra før det bliver til ”rigtig” uddannelse - nemlig i dagtilbuddene - over grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.

 

Lægens søn skal kunne se sig selv som tømrer eller sygeplejerske
I Tænketanken DEA har vi beskæftiget os med social mobilitet, siden vi så dagens lys i maj 2010. Når vi i sin tid var optaget af spørgsmålet, var det fra et arbejdsmarkeds- og konkurrenceperspektiv. Hvis vi i Danmark ikke var gode nok til talentudvikling, ville det stille offentlige organisationer såvel som private virksomheder dårligere. Det perspektiv holder stadig. Vi bliver ikke som samfund ved med at være fremgangsrige, hvis ikke vi lykkes med at få alle til at bruge deres evner og talent bedst muligt.

Et afgørende perspektiv i den sammenhæng er, at alle ikke kan og skal have en videregående uddannelse – endsige en lang videregående uddannelse på universitetet. Vi har brug for at langt flere orienterer sig langt bredere i uddannelsessystemet – og at de gør det uafhængigt af deres forældres uddannelsesniveau. Vi har brug for at børn med ufaglærte og faglærte forældre kan se sig selv i en videregående uddannelse, hvis deres evner og talent går i den retning. Men mindst lige så vigtigt har vi brug for, at lægens søn eller datter kan se sig selv som tømrer, lærer eller sygeplejerske, hvis det er i den retning, at deres evner, talent og lyst ligger.

Hvis det skal lykkes, ligger der et langt sejt træk forude, som ikke alene handler om uddannelse, men også om arbejdsvilkår, karrieremuligheder, efter- og videreuddannelse mv. Uddannelsesvalg træffes ikke i et vakuum. Men det er bydende nødvendigt, at vi samtidig arbejder videre med at sikre mobilitet i uddannelse – og her vil jeg gerne slå et slag for, dét, som man kan kalde omvendte mønsterbrud, så mobilitet ikke alene måles på, at mine børn tager mere uddannelse end min mand og jeg.

Vi bliver ikke et bedre samfund af, at alle ønsker at tage stadig længere uddannelser. Vi bliver et rigere og bedre samfund, når de unge i langt højere grad søger uddannelse, som passer til deres evner, talent og motivation end den prestige, vi lægger i bestemte uddannelser.

Vores uddannelsessystem står i stampe, når det gælder social mobilitet
I de 12 år, der er gået, siden tænketanken DEA så dagens lys, har vi gennemført i omegnen af 200 analyser. Vi har blandt andet set på den sociale mobilitet på de videregående uddannelser, søgemønstre på ungdomsuddannelser og videregående uddannelse, og hvordan brugen af SU fordeler sig på indkomstgrupper. Vi har undersøgt dagtilbuddenes evne til at løfte børnene, og hvad det betyder, at skulle gå børnehaveklassen om.

Og hvad kan vi så konkludere? Ser vi på social mobilitet, går det lidt tilbage. Siden 2007 er sammenhængen mellem forældres og børns indkomstniveau som voksne blevet stærkere – ikke svagere. Vi kan også se, at drenge af ressourcesvage familier er den eneste gruppe, som tager mindre uddannelse i dag end for 15 år siden. Det er typisk også netop de drenge, som må gå 0. klasse om eller må søge om skoleudsættelse.

På ungdomsuddannelserne kan vi se, at det er de unge, som har de laveste karakterer fra grundskolen, som har svært ved at få en ordinær læreplads – og hvis du starter i gymnasiet med lave karakterer fra grundskolen, vil du – statistisk set – ikke flytte dig fra ”bunden”. Men dine klassekammerater med høje karakterer ser ud til at blive dygtigere og dygtigere, hvis vi måler på karakterer.

Ser vi på de videregående uddannelser, optager universiteter i højere grad studerende fra topindkomstfamilier end fra erhvervsakademier og professionshøjskoler. En tendens, der ikke overraskende slår igennem, når vi undersøger trækket på SU, hvor de mest ressourcestærke modtager mest.

Når det gælder det at gennemføre en universitetsuddannelse, ja, så har du næsten 20 pcts. højere sandsynlighed for at stå med et eksamensbevis i den anden ende, hvis du kommer fra en højindkomstfamilie end fra en lavindkomstfamilie - også selvom du har de samme faglige forudsætninger med fra din adgangsgivende gymnasiale uddannelse.

Det tegner et deprimerende billede af et uddannelsessystem, som står i stampe, når det gælder social mobilitet og evnen til at brede uddannelsespaletten ud for unge uddannelsessøgende. Og desværre ser det ikke ud som om, at vores skattefinansierede uddannelse og SU løser problemerne. Derimod ser det ud til, at problemerne skal løses langt tidligere – ligesom meget tyder på, at der er andet og mere på spil, når unge vælger uddannelse, end ren og skær økonomi. Spørgsmålet er så, hvad de unge lægger vægt på?

SU på kandidaten er ikke afgørende for, om flere vil tage en uddannelse
Kultur og normer har stor indflydelse på unges uddannelsesvalg. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE. Her fremgår det, at mens 90 pct. af akademikernes børn forventer at tage en videregående uddannelse, gælder det kun for 60 procent af de børn, som har ufaglærte eller faglærte forældre.

Hvis man læser temanummeret om lighed fra Asterisk, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, så træder den sociale arv i uddannelse tydeligst frem i overgangene i uddannelsessystemet – altså når man skal træffe valg. Professor MSO David Reimer udtrykker det således:

”Børn fra privilegerede hjem vælger uddannelse til – også selvom de ikke har særlig gode karakterer – mens børn fra uddannelsesfremmede hjem, dvs. hjem, hvor forældrene ikke har anden uddannelse end grundskolen, er tilbøjelige til at vælge uddannelse fra.”

Når billedet er sådan, er det ikke urimeligt at spørge sig selv, om SU på kandidatdelen gør en afgørende forskel for, hvorvidt disse unge ville vælge uddannelse overhovedet.

 

Hvordan ser det ud i Norge og Sverige?

Reformkommissionen anbefaler en omlægning af SU-stipendier på alle kandidatuddannelser til lån. For at få en indikation af, hvad det kan betyde for den sociale mobilitet, kan vi se på Norge og Sverige, som har omlagt deres systemer indenfor de sidste 20 år med en øget lånedel. Ifølge nordiske eksperter på området har den omlægning ikke haft markant negativ betydning for den sociale mobilitet i deres lande.

Men djævlen ligger i detaljen – før en mulig omlægning af kandidat-SU’en, kan vi med fordel undersøge, hvorvidt der er en anden låneaversion i Danmark end i Norge og Sverige. Og vi skal tage af ved lære af Norge og Sverige, når det gælder deres erfaringer med at tilrettelægge tilbagebetaling af lån. Her kan man fx at tage højde for, at der vil være nogen, som ikke opnår en høj løn efter endt uddannelse og gøre tilbagebetalingen af SU-lånebetinget af beskæftigelse eller løn. 

Det er klart, at en omlægning af SU ikke i sig selv gør noget ved den sociale mobilitet. Men hvis pengene geninvesteres i sektoren, kan vi designe målrettede aktiviteter, som kan afhjælpe de barrierer, vi ser i dag.

Vi skal hjælpe mønsterbryderne med at navigere i en ny kultur
Der er utallige gode bud på, hvordan vi kan geninvestere de sparede SU-kroner i uddannelsessektoren, hvis vi vil øge den sociale mobilitet.

Hvis flere børn af lavindkomstfamilier skal søge videregående uddannelse, kan vi intensivere indsatsen inden de unge vælger vælge uddannelse, Her er der eksempler på projekter, som arbejder med brobygning fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse, hvor man ”åbner” de unges øjne for flere uddannelsesvalg, end de kender hjemmefra.

Brobygningsforløbene skal ikke alene introducere til uddannelserne, men også til studielivet, efterfølgende beskæftigelsesmuligheder og forventningerne til at være studerende. Faktisk ser vi netop nu et øget arbejde med vejledning til erhvervsuddannelserne fra Studievalg Danmark, som forhåbentlig kan understøtte flere ”omvendte” mønsterbrud.

Men skal vi for alvor hjælpe flere unge mennesker til at bryde det uddannelsesmønster, de selv kommer fra, må vi se på de barrierer, som slet ikke handler om det faglige. Hver gang en ung skal vælge en uddannelse, der ikke er tradition for i deres familie, er det forbundet med en vis risiko. Mange mønsterbrydere beskriver det som en usynlig snubletråd i form af sprog, kultur og koder, som de ikke har med hjemmefra. Samtidig skal de navigere i en helt ny faglig verden, hvor der kræves meget mere selvstændighed end i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Den tendens ser vi også i erhvervsuddannelsessystemet, hvor det er sværere for børn af forældre med videregående uddannelse at få en læreplads end børn med faglærte forældre.

Reformkommissionen foreslår også, at ingen videregående uddannelse må stille krav om et gennemsnit fra gymnasiet på mere end 9,0. Hvis der er flere ansøgere end uddannelsespladser skal disse fordeles gennem en optagelsesprøve. Der er meget musik i at arbejde for, at bryde det uhensigtsmæssige karakterræs i gymnasierne, ligesom der også er behov for at arbejde med den prestige, som er forbundet med at blive optaget på uddannelser med et højt snit.

Spørgsmålet er, om forslaget i virkeligheden vil modarbejde den sociale mobilitet ved at gøre det endnu vanskeligere for børn og unge fra lavindkomstfamilier at komme ind på de mest søgte uddannelser Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig den industri, som vil vokse frem af for-kurser til optagelsesprøverne, som vil tilgodese dem med den største økonomiske, kulturelle og sociale kapital. Som mor til børn i gymnasiet var det nyt for mig, at det er helt normalt i velbjergede familier at bruge tusindvis af kroner hver eneste måned på professionel lektiehjælp. Min frygt er, at tendensen nu vil flytte med over i forberedelse af optagelsesprøver.

Arbejdet med social mobilitet kan holde mig vågen om natten. Hvad skal vi stille op med, at det ikke går den rigtige, men forkerte vej? Vi skal arbejde for, at flere unge kan tage den uddannelse, som passer til lige præcis dem – ikke deres forældres eller samfundets ideer om, hvad den gode uddannelse er. Vi skal hjælpe dem, som tager den risiko, det er at bryde nyt land. Det gør vi ved at turde forholde os åbent til de forslag, som præsenteres, drøfte det grundigt på basis af den tilgængelige viden og derefter træffe beslutning. Det skylder vi både mine og Heidis børn og børnebørn.

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

Verden er ikke så sort/hvid