KRONIK

6 minutters læsning

18. feb, 2020

Hvad vil vi med vores små børn?

KRONIK

6 minutters læsning

18. feb, 2020

Hvad vil vi med vores små børn?

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

2329 0671

Vi har store forventninger til vores børn. Men for at de skal kunne opfylde dem, er vi nødt til at tage dem alvorligt og lave en børnepolitik, der er lige så ambitiøs som på klimaområdet.

Hvornår kan vi gøre den største forskel i et menneskes liv? Når det er lille. Derfor er det godt, at vi nu har en statsminister, som vil være børnenes statsminister – for hvem én af de vigtigste politiske opgaver er at bekæmpe de mønstre, der fastholder børn og unge i liv med dårlige muligheder og fremtidsudsigter. Mange andre aktører har også meldt sig på banen; faglige organisationer, civilsamfundet og fonde. Og på KL’s seneste topmøde var god kvalitet i dagtilbud også på dagsordenen.

Det er godt med mange stemmer og muskler. For så kan vi flytte noget. En pædagog eller en minister kan ikke gøre det alene. Men mange fagprofessionelle, politikere, meningsdannere og forældre kan sammen gøre en forskel.

Et godt liv til alle små børn er en vigtig politisk vision. Og den er nødvendig, fordi der ikke vil blive krævet mindre af de kommende generationer. Tværtimod. De børn, som er små i dag, vil vokse op i en stadig mere kompleks verden, hvor de skal forholde sig til f.eks. globalisering, klimaforandringer, psykiske lidelser og mistrivsel.

Ud over de skærpede krav til fremtidens generationer har vi som samfund en udfordring med at få alle med. Lige nu kigger vi ind i fortsat høj beskæftigelse, men vi er stadig ikke lykkedes med at få de kortuddannede med. Formår vi ikke at ruste denne gruppe bedre, risikerer vi stadig stigende polarisering i samfundet. ​​

Der er i dag knap 800.000 mennesker i den erhvervsaktive alder (18-67 år), som alene har grundskolen som bagage. Dem skal vi løfte gennem en massiv voksen-, efter- og videreuddannelsesindsats. Men samtidig skal vi sikre, at vi får støttet det lille barn bedre og uddannet flere unge mennesker tidligere i deres liv – så de får de bedste forudsætninger for at være herre i eget liv.

Vi er som forældre, politikere og fagprofessionelle ansvarlige for at give alle børn muligheder og ressourcer til at modstå de svære ting, som livet altid vil byde på. Give dem lyst til og appetit på at smage på livet. Vi ved, at det skal ske tidligt i barnets liv, hvor vi skal have fokus på at skabe miljøer og fællesskaber, som giver børnene mulighed for at udvikle deres sociale, kognitive og motoriske evner, så de netop rustes til at blive en del af fællesskabet.

Vi har naturligvis et særligt ansvar over for de udsatte børn, men i virkeligheden har vi som samfund ansvar for at stille os på tæerne for alle børn. I min optik har vi potentialet til, at Danmark bliver verdens bedste sted at være barn. ​​

Men det kræver, at vi tænker nyt og anderledes. Vores udgangspunkt er godt. Vi har for længst besluttet, at vi som samfund har et ansvar for, at alle børn vokser op med gode muligheder for at skabe sig en bæredygtig tilværelse. Vi har stolte skole- og uddannelsestraditioner, som netop skal indfri de fine ambitioner. Vi har også stærke traditioner, når det gælder dagtilbud til de helt små børn. I omkring 150 år har vi haft institutioner, som har formuleret og udviklet pædagogik til de små børn.

I 1965 fødtes et helt nyt begreb og en helt ny institutionstype, som vi i dag tager for givet – nemlig daginstitutioner. De skulle bl.a. understøtte, at kvinderne kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Men der var også en vision om, at den nye samfundsinstitution skulle være til gavn for de små børn. Den skulle ikke kun være for de mindre bemidlede, men skulle være et sted, hvor alle børn kunne mødes – og derfor blev det også barnets første møde med samfundets fællesskab. Denne universelle fællesskabstænkning er unik for dagtilbud i Norden. Det er en samfundsinstitution med succes. Ud af 100 femårige børn går 98 af dem i børnehave. Det er også et kæmpe ansvar.

Derfor er debatten om, hvordan vi styrker vores dagtilbud, vigtig. Vi skal investere helhedsorienteret, så det pædagogiske personale har mulighed for at blive endnu dygtigere gennem stærke og praksisnære uddannelser og får endnu bedre rammer for at udfolde deres fagprofessionelle kunnen sammen med engagerede kolleger. ​​

Men det er ikke nok med gode dagtilbud. Selvom børnene er der i mange timer, så er de først og fremmest deres forældres børn. De indgår i en familie. Og den familie har vilkår og betingelser, som børnene trives eller mistrives under. Barnet indgår også i venskabsrelationer uden for institutionen og skolen, i idrætsklubber og færdes på nettet.

Hvis Danmark skal være verdens bedste sted at være barn, skal vi derfor tænke partnerskaber og veje til mere kvalitet på mange forskellige områder og hele vejen rundt om barnet. En børnepolitik skal omfatte alle elementer af barnets liv. Det siger sig selv, at social- og uddannelsespolitikken har indflydelse på et barneliv. Men det samme har arbejdsmarked, infrastruktur, fødevarer, kunst og kultur.

Når vi beslutter, at der skal investeres i velfungerende kollektiv trafik, er det godt for klimaet – men det er også godt for det lille barn, hvis mor eller far kan komme let og hurtigt hjem til deres barn. Når der indføres øremærket barsel, er det godt for det lille barn, fordi vi giver faren bedre mulighed for at være en aktiv del af barnets første år. Når vi indgår et medieforlig, hvor der er fokus på udviklingen af godt tv til små og store børn, styrker det udviklingen af den kommende generation.

Man kan godt sammenligne en børnedagsorden med klimapolitikken. Ligesom vi nu sætter et klimafilter foran alt, så bør vi også sætte et børnefilter foran samtlige politiske spørgsmål. På klimaområdet ved vi, at vi skal undgå at flyve, spise rødt kød og køre i dieselbiler. Men hvad er pejlemærkerne for vores små børn? Hvordan understøtter vi bedst og giver de bedste rammer for vores børn i et samfund, hvor det digitale fylder mere og mere, familieformerne forandres samtidig med at kravene til, hvad der er et lykkeligt og godt liv, kun synes at øges. Både for forældre og børn.

Der er brug for stærkere og bredere partnerskaber omkring børnene, som kan støtte op om alle dele af barnets liv. Som medtænker de ni måneder forud for fødsel og strækker sig ind i barnets skolegang og ungdom. Som sætter familier i stand til at støtte deres børn endnu bedre, inddrager kunst og kultur, sikrer rent vand og frisk luft – ligesom forhold på arbejdsmarkedet, barsel og infrastruktur har indflydelse på et godt børneliv.

Alt dette kan ikke blot være regeringens, kommunernes og forældrenes ansvar. Her må også civilsamfund, videns- og uddannelsesinstitutioner og kunst- og kulturliv bidrage til at definere, hvordan Danmark bliver verdens bedste land at vokse op i. De sidste to år har Danmark haft Småbørnsløftet, hvor 19 kommuner, 58 organisationer og 7 fonde har skrevet under på at sikre lige muligheder til alle børn. Bredden i Småbørnsløftet vidner om et kæmpe engagement, som med fordel kan tænkes ind i regeringens ambition.

På klimaområdet har regeringen etableret 13 partnerskaber, som skal identificere løsninger inden for deres respektive brancher. Måske skal vi lade os inspirere af den arbejdsmetode og etablere børnepartnerskaber, hvor vi identificerer og arbejder med udvikling af pejlemærker på tværs af børneområdet.

Målet må være en klar og ambitiøs børnepolitik. Alle gode kræfter skal gå sammen og være afsøgende, eksperimenterende og nysgerrige for at finde den rette måde at bevare de stærke traditioner, som dansk børnesyn bygger på. Men som samtidig forpligter sig til at levere løsninger, som kan skabe de ønskede forandringer.

Bragt i Jyllandsposten den 18. februar 2020

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

2329 0671

Verden er ikke så sort/hvid