DEBAT

3 minutters læsning

13. nov, 2021

Invester i barnets første 1.000 dage: Stem på en politiker, der arbejder for et bedre børneliv

DEBAT

3 minutters læsning

13. nov, 2021

Invester i barnets første 1.000 dage: Stem på en politiker, der arbejder for et bedre børneliv

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Det er et erklæret mål for regeringen. Og en tryg barndom er da også forudsætningen for, at børn vokser op og bliver livsduelige mennesker, som kan håndtere og modstå kriser og modgang senere i livet.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten d. 13. november.
Afsendere af indlægget er: Henriette Christiansen (direktør, Egmont Fonden) Agi Csonka (formand, Børnerådet), Stina Vrang Elias (adm. direktør, Tænketanken DEA) og Ninna Thomsen (direktør, Mødrehjælpen).

Igennem de sidste år er der heldigvis sket meget på småbørnsområdet. Minimumsnormeringerne er på vej og der er afsat ressourcer til pædagogisk forskning en national kvalitetsundersøgelse. Der er samtidig igangsat en evaluering af pædagoguddannelsen og det sættes midler af til at forbedre den.

Men vi er ikke i mål. Om få uger går danskerne til stemmeurnerne. Vores opfordring er klar: stem på en politiker, der lokalt vil være med til at sikre bedre børneliv. Her er fire forslag til, hvor man lokalt kan sætte ind.

Investér i barnets første 1000 dage
International forskning viser, at de første 1000 dage i et barns liv er de mest afgørende. Det betyder, at et utrygt graviditetsforløb kan få stor betydning for barnets udvikling. Det er derfor vigtigt at sikre et højt fagligt niveau på tværs af sektorer.
For knap to år siden lancerede Mødrehjælpen og Egmont Fonden et 1000dages partnerskab. Det har bl.a. ført til lanceringen af et digitalt læringsunivers, styrket rådgivning og lokale frivillige aktiviteter. Samtidig har et bredt politisk flertal aftalt, at der skal etableres Familiehuse landet over, så sårbare familier hjælpes bedre i det tidlige forældreskab. Lokalt er der i forlængelse heraf brug for at sikre et tryggere fødselsforløb og en stærkere sundhedspleje.

Mangel på pædagoger udfordrer vores velfærdssamfund
I Danmark har vi desværre stor mangel på uddannede pædagoger. Det er en central problemstilling, der udfordrer fundamentet for vores velfærdssamfund. Der er således både brug for at uddanne flere og fastholde eksisterende medarbejdere. Rekrutteringen til grunduddannelsen bør i forlængelse heraf styrkes så flere unge uddanner sig som pædagog. På samme måde som man mere målrettet bør arbejde med meritpædagoguddannelsen, som giver pædagogmedhjælpere mulighed for at videreuddanne sig, og som gør det muligt for akademikere at lave et sporskifte.

Vi skal læse mere for vores børn
Undersøgelser viser, at personalet i næsten halvdelen af børnehaverne ikke bruger bøger, og at forældres højtlæsning generelt er for nedadgående. Det har konsekvenser for alle børn – især de sprogligt svageste. Den gode nyhed er dog, at der er udviklet og søsat mange gode indsatser og metoder, som kan fremme tidlig læselyst. Dog må vi konstatere, at initiativerne på området ofte er enkeltstående og begrænsede i omfang. Næste skridt bør derfor være et landsdækkende fokus på at styrke alle børns tidlige læselyst. Tidlig læselyst bør således være et fælles indsatsområde på tværs af sektorer og fagligheder så vi i højere grad prioriterer og klæder bl.a. pædagoger og sundhedsplejersker på til at bruge børnelitteratur og lege med ord.

Lyt børnene og inddrag dem
Alle børn har en stemme, og den skal de have mulighed for at bruge, selvom de er må. Det er selvsagt ikke en let opgave, men det kan lade sig gøre, og det sker allerede flere steder i landet. I Holbæk Kommune inddrager man fx fast de yngste børn i alt fra opsætning af forestillinger til præsentation af frokosten gennem såkaldte MiniCrews.
Vi håber, at man i alle kommuner lader sig inspirere af de gode eksempler for selvom der fortsat er brug for at udvikle nye metoder, så handler det i lige så høj grad om at omsætte den eksisterende viden til handling i alle 98 kommuner.

Hvis vi tager børnene alvorligt, så sætter vi dem i centrum – både nationalt og lokalt. Husk de små børns stemme når I sætter jeres kryds den 16. november.

Kontakt for mere information

Stina Vrang Elias

sve@dea.nu

+45 23 29 06 71

Verden er ikke så sort/hvid